En glemt del af metalverdenen

Metal fra Syd- og Mellemamerika bliver sjældent til en verdensomspændende succes. Der er selvfølgelig Sepultura, Sarcófago Soulfly, Angra og Krisiun, men når man tænker over, hvor mange lande og mennesker, der befinder sig i disse to regioner, så er det rimelig sløjt, at det kun er Brasilien, som er repræsenteret, og at to af de fem bands har et unægteligt historisk overlap. Dog har Syd- og Mellemamerika en glimrende war metal-scene, hvor blandt andet Goat Penis er værd at tjekke ud. Yderligere kan man også tage et nærmere kig på regionernes grindcore-scene, og hvad bedre at starte med end semi-legendariske semi-mexicanske Brujeria og deres seneste plade Esto Es Brujeria?

Kopivarer er åbenbart ikke kun en asiatisk ting

En anden grund til at tjekke Brujeria ud er det persongalleri, som har været med til at kreere bandets grindede groovy dødsmetal siden 1989: Napalm Deaths Shane Embury – som endda har været med siden starten – Fear Factorys Dino Cazares, Faith No Mores Billy Gould og tidligere Cradle of Filth trommeslager Nicholas Barker – i skrivende stund er det af ovenstående dog kun Shane, der stadig er med i bandet.

At netop Shane Embury har været med siden 1989, gør også, at hans Napalm Death-indflydelser er rigt repræsenteret i Brujerias lydbillede, og dette gør sig også gældende på Esto Es Brujeria. Derfor er Napalm Death-indflydelsen også i store træk en af de tre kategorier, hvori de fleste numre kan placeres. De to andre kategorier er overdrevet bøllet Tony Montana narkobarons-grind og dovent bondsk groove død af den slags, man komponerer lige inden Tony Montana-rollen ender i en overdosis. "Covid-666", "Estado Profunda" og "G-A-K" er klart i den overdrevne narkobarons-grind-kategori, hvor samtlige bandmedlemmer lyder, som om de er ved at vælte over hinanden i en sindssyg Luche Libre-kamp. Det er dog åbneren "Esto Es Brujeria", der med sin tilføjelse af lalleglad mariachi-trompet, klart tager prisen for at være reneste Brujeria-produkt på denne skive. Dette betyder dog ikke, at produktet bliver ringe, hvis det blandes med engelske råvarer. "El Patrón Del Reventón", "Tu Vida Loca" og "Bruja Encabronada" er alle tydeligt Napalm Death-riffs af den kvalitet, som Hr. Embury har beæret os med i adskillige årtier. Sidstnævntes lidt simplere og ligefremme komposition, suppleret af Jessica Pimentels vrisne hardcore-råb, giver nummeret et frisk pust af Escuela Grind.

Netop et frisk pust har Brujeria, til trods for ovenstående afsnit, i den grad også brug for. Det er nemlig nøjagtig samme opskrift, der bruges på Esto Es Brujeria, som er blevet brugt, siden debuten Mantando Gueros udkom for 30 år siden. Debuten og de tidlige plader havde bare samme charmerende råhed som Napalm Deaths Harmony Corruption, og man følte virkelig, at Brujeria var et USA-fjendsk narkokartel, som sad ude i Mexicos slumkvarterer og korrumperede den amerikanske ungdom en syvtommer ad gangen. I mellemtiden er bandet begyndt at slægte Pablo Escobar på, fået rigelige penge til produktion, udstillet, hvor tyndt inspirationsgrundlaget måske altid har været, og derved ledt os til den tredje kategori. "Mexorcista", "Perdido En El Espacio","Odio Que Amo", "Testamento 3.0" og – værst af dem alle –det spansksprogede Eric Clapton cover "Cocaina" er gumpetunge ligegyldigheder, som støvsuger kraniet for al interesse på samme måde, som englestøv støvsuger rationelle tanker bort. For en plade, der i forvejen er konstrueret af hovedsageligt – hvor fede de end måtte være – kopivarer, så er det voldsomt at fylde en tredjedel af den med nedturen efter en nasal snestorm. Der er sløvt, det er dovent, og det er faretruende tæt på, at CIA får et tip om et kartel, der gerne vil fængsles.

Jeg vil have mit narkoskur igen, NU

Hvis der stadig var nogle derude, som var i tvivl, så er Brujerias semi-legendestatus i grind-verdenen udelukkende skabt på baggrund af de medlemmer, som bandet gennem tiden har haft. Der er forsvindende lidt reel originalitet gemt under sombreroen på Esto Es Brujeria, og det føles af og til som en ørkenvandring gennem Napalm Deaths overskudslager, før man rammer noget for alvor originalt. Det skal dog nævnes, at, når denne originalitet endelig findes frem, så får jeg lyst til at købe samtlige brune pakker i bandets varevogn og jagte dragen, indtil tikkeværket siger stop. Når man så tænker på, at der er hele ni personer med i Brujeria, så virker det dog lidt tamt – men det er måske sådan, det er med nimandsbands nu om dage.