DETEKTOREN
Blues Pills - Blues Pills

Blues Pills

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Spilletid:42.41
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Blueset syre-rock på højt niveau bliver desværre hurtigt kedeligt.

I 2011 mødte halvbrødrene Zack Anderson og Cory Berry den svenske sangerinde Elin Larsson, og kort efter var Blues Pills født. De har tidligere udgivet et par EP’er, men dette selvbetitlede album er deres første full-length.

Personligt har jeg glædet mig helt abnormt meget til at høre denne plade. En af mine personlige favoritter, Texas-bandet Scorpion Child, har længe talt varmt om disse svensk-amerikanere, der, ligesom dem selv, spiller 70’er-inspireret syre-blues/rock. Så mine forventninger var selvsagt høje, da jeg smed skiven på første gang - og umiddelbart blev jeg ikke skuffet. I hvert fald ikke i første omgang. Der lægges hårdt ud med nummeret “High Class Woman", der med sit sublime riff og velpolerede drive, vidner om at der her er tale om et band, der har læst grundigt på lektien. Inspirationen fra Led Zeppelin og især Cream er nemlig ikke til at tage fejl af, og stilmæssigt lægger de sig tæt op ad Graveyard, Mount Salem, førnævnte Scorpion Child samt flere andre af de bands, der for tiden rider med på retro rock-bølgen. Læg dertil at også produktionen er lige i øjet - det er præcis sådan her denne type plade skal lyde! Efter åbningsnummeret fortsætter skiven i samme stil med pentatoniske riffs, energiske trommer, lækker groovy bas og ikke mindst forsanger Elin Larssons røvhamrende lækre stemme! Ingen tvivl om at disse retro-nørder kan deres kram, men efter den første begejstring begynder det desværre at gå lidt ned ad bakke… Ikke fordi numrene er dårlige, absolut ikke, men det begynder så småt at lyde for ensformigt allerede halvvejs gennem albummet, og det er ret synd når man kun mønstrer ti skæringer. Der skiftes mellem de hurtige heftige numre og så de mere afdæmpede sjælfulde blues-ballader, og det er i særdeleshed de førstnævnte, der fungerer bedst. De stille passager er nemlig dem, der med sin manglende variation bliver for ensformige og luller lytteren lidt i søvn, inden der igen kommer et nummer med mere smæk på. Men i denne kategori findes der til gengæld åbningsnummeret “High Class Woman" og “Gypsy", som er virkelig fede!

Det er som om Blues Pills kun sidder med to opskrifter på, hvordan man skriver sange - det hurtige eller det langsomme - og der mangler helt klart noget der kunne placere sig i spændet ind imellem disse. Hver for sig fungerer de to opskrifter glimrende, men balancen på albummet bliver mærkeligt skævt. Havde de i virkeligheden lykkes bedre med endnu en EP hvor tre-fire af de stille numre var skåret fra? Muligvis. Jeg glæder mig til at høre mere fra dem og vil hellere end gerne se dem live, men indtil videre bliver det til syv kranier herfra. Men det er store kranier, for de kan deres håndværk og det lyder pissegodt!

Tracklist

  1. High Class Woman
  2. Ain’t No Change
  3. Jupiter
  4. Black Smoke
  5. River
  6. No Hope Left For Me
  7. Devil Man
  8. Astralplane
  9. Gypsy
  10. Little Sun

Tilføj kommentar