Blood Tsunami - Grave Condition

Grave Condition

· Udkom

Type:Album
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Thrashpunket beskidthed fra de norske fjelde

Tilbage i 2007, da Blood Tsunami med navnkundige Bård G. Eithun i trommestolen udgav deres debutskive tituleret Thrash Metal, var jeg hurtigt ude at sikre mig et eksemplar, endnu inden der lå den mindste smule på YouTube. Den vandt desværre ikke indpas hos mig dengang – hvorfor ved jeg egentlig ikke, men den har i hvert fald samlet støv på hylden lige siden. Jeg har med andre ord ikke ofret Blood Tsunami nogen som helst opmærksomhed siden og aner ikke, hvordan de to efterfølgende skiver lyder. Men nu, efter en pause på fem år siden den sidste skive, er bandet på banen med Grave Condition, som ifølge bioen egentlig var ment som en ep, men da bandet havde en del materiale liggende, endte det som en fuldlængdeskive. Og umiddelbart er min begejstring større end ved mødet med Thrash Metal for 11 år siden. Blood Tsunami fremtræder som et beskidt thrashet band med inspiration fra punk og god gammeldaws hævi mædl!

1-2-3, let’s go!

Blood Tsunami er utroligt direkte. Fra første sekund på skiven er der fuld hammer på med det ene rykkende riff efter det andet, krydret med en punket, primitiv kant, som giver bandet et vældigt autentisk udtryk.  Skiven er superfedt produceret. Nogle vil sikkert mene, produktionen er skramlet; jeg synes, den sidder lige i skabet og er med til at øge intensiteten på Grave Condition. Sjovt nok er det dog, at jeg faktisk ikke rigtigt bliver fanget af skivens første tre-fire numre. De er ok, men mangler alligevel et eller andet. Fra nummeret ”The Acid King”,  og til skiven rinder ud med et cover af Onslaughts  ”Steel Meets Steel”, er det, som om de for alvor kommer i gear og giver los, hvilket også i høj grad øger min entusiasme.

Ikke noget mesterværk, men…

… alligevel en ganske fin skive, Blood Tsunami præsenterer her. Der er ikke noget, der ligner originalitet eller musisk genialitet – næh, der er tale om en flok rødder, der bare vil spille thrash, som thrashguderne bryggede den i midten af 80’erne, og det gør de godt! Er du til thrash med punket/crossover kant, kan du gøre meget værre ting end at smide din tid og dine penge efter Grave Condition!

Tracklist

  1. Poison Tongue
  2. The Allegory Of The Cave
  3. The Collapse
  4. Gargoyle
  5. The Acid King
  6. The Cruel Leading The Fool
  7. In The Dungeon Of The Rats
  8. For Faen i Hælvete!
  9. Steel Meets Steel