Blood Tsunami - For Faen

For Faen

· Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Black metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det her rykker, for faen!

Norske Blood Tsunami er i år akutelle med deres tredje albumet, For Faen!. Bandet har eksisteret siden år 2004, og har Pete Evil som frontmand, en herre, som i Norge også er kendt for at have været vært hos MTV i den norske version af Headbanger’s Ball. Blood Tsunami er med på den nye bølge af thrash metal – med en snert af black - og deres debut Thrash Metal, som udkom i år 2007, fik en blandet modtagelse. De udgav deres andet album, Grand Feast for Vultures, i år 2009.

Jeg kom i tidernes morgen aldrig rigtig til at lytte på Blood Tsunami, selvom jeg fik anbefalet Thrash Metal. Jeg må indrømme, at vokalerne hurtigt fik mig skræmt lidt væk, da de mest lød som en mere aggressiv version af Gorgoroths Pest, hvor han bare er blevet lidt mere hæs og bor i en sump, og så var der en masse andet, som jeg hørte i stedet. Men hvorimod Thrash Metal starter ud med et kort nummer spækket med soloer og dæmonisk kor til de sumpede vokaler, så starter For Faen! med et nummer – i øvrigt om den Sovjetiske seriemorder, Andrei Chikatilo, som bedre var kendt som "The Butcher of Rostov" – med en række lækre riffs inden det går helt ud i kaos, hvor Pete Evil demonstrerer en langt bedre vokal, den er mere tydelig og passer fantastisk godt med musikken. Der bliver kørt i et hurtigt og kaos-agtigt tempo gennem hele skiven, og det er en fornøjelse at lytte til. Ser man på denne udgivelse kontra de to foregående, så er For Faen! et langt kortere album på blot 30 minutter, hvorimod de andre har været henholdsvis 42 og 51 minutter, det har sine fordele og ulemper, man kan enten nå at føle sig nok underholdt, så det ikke bliver for meget, hvis det skulle snige sig over de 30, men man kan også fange sig selv i at længtes efter mere materiale.

Jeg er selv nok større tilhænger af, at dette album ikke er for langt. Om man er i humør til at lytte på noget thrash, som bare smadrer alt, med hurtige riffs og tekster om mordere, flyvende guitarsoloer og ondskabsfulde vokaler, så er det perfekt at lytte dette album igennem. Var det længere, da ville jeg nok slukke før tid, da variationen i musikken blot ikke er tilstrækkelig. Teksterne på albummet passer utrolig godt til Blood Tsunamis lyd og aggressivitet. Som før nævnt er der nummeret om Andrei Chikatilo (som begik 53 mord (officielt tal) mellem år 1978 og 1990), der er også et nummer om Dennis Rader, bedre kendt som seriemorderen "B.T.K.", som står for Bind, Torture, Kill. En herre, som slog 10 mennesker ihjel mellemår 1974 og 1991. Der er et nummer om den japanske krigsforbrydelse i Kina tilbage i år 1937, bedre kendt som voldtægten af Nanjing, hvor 200.000 civile kinesere samt 20.000 krigsfangere blev myrdet hensynsløst, og en masse kvinder blev voldtaget af japanske styrker. Sidste nummer på skiven handler dog om noget lidt andet, nemlig det russiske stof kaldet "Krokodil", som har været i medierne for nylig.

Produktionen på For Faen! er god, men ikke for moderne, da den formodentlig har for mål at passe til genren. Gode gamle Faust banker derud af på trommerne, og det bakker bare galskaben endnu mere op. Guitarerne skriger sammen med Pete Evil og bassen har jeg ikke rigtig hørt noget til, men jeg har nu heller ikke savnet den i løbet af mine gennemlytninger. Jeg har været langt mere optaget af at lytte på teksten og guitarerne massere mine ører. Jeg har nu ej heller haft en forventning om, at jeg skulle møde nogen form for bas her.

For at citere mig selv til den konkluderende del: Om man er i humør til at lytte på noget thrash, som bare smadrer alt, med hurtige riffs og tekster om mordere, flyvende guitarsoloer og ondskabsfulde vokaler, så er det perfekt at lytte dette album igennem. Jeg følte mig godt underholdt, men jeg er dog lidt i tvivl om, hvor holdbart i længden albummet kommer til at være for mig, derfor vil jeg give det syv ud af 10.

Tracklist

  1. The Butcher of Rostov
  2. Dogfed
  3. The Rape of Nanking
  4. In the Dungeon of the Rats
  5. Metal Fang
  6. The Brazen Bull
  7. Grave Desecrator
  8. Unholy Nights
  9. B.T.K.
  10. Krokodil