Det blodrøde sæde
Borte er dagene, hvor man kunne kalde norske Blood Red Throne for et sideprojekt. Vi har også nået et punkt, hvor bandet som med Daniel ”Død” Olaisen i front ikke behøver en introduktion her mere end 25 år og nu 11 plader inde i dets eksistens. Men Norges måske største eksportør af dødsmetal står et sært sted i karrieren. Bandet har godt nok efter afgangen af Tchort og bassist extraordinaire Casper Erlendsen mistet en del af sin aggressive kant, men blev på forgængeren Imperial Congregation fra 2021 til et band, der ikke evnede at levere mere end generisk ”sovs og kartofler”-dødsmetal. Hvis bandet skal gøre sig nogen forhåbninger om at forblive relevant, skal Nonagon vise, at de stadigvæk har deres egen identitet. En identitet, der trods sine åbenlyse inspirationer også stod tydeligt på Altered Genesis og Come Death, som begge udmærkede sig med deres energi og eksekvering.
At groove sig i søvn
Vil man blot vide, om Blood Red Throne har genfundet gløden, er det korte svar et tøvende nej. Denne forsigtige tøven kommer af, at de momentvist udviser evnen til spændende eller i hvert fald engagerende kompositioner. Men hvad angår størstedelen af pladens ni kompositioner, er det uinspireret og generisk dødsmetal, præcis som de har gjort på de sidste udgivelser. Faktisk formår de at blive så generiske, at de bliver kedelige eller decideret uoriginale, som når de på titelnummeret prøver med et riff, der lyder så meget som et kedeligt Amon Amarth-riff, at jeg blev i tvivl, om det faktisk var dem.
Det hele skal dog ikke være en klagesang, for Nonagan byder heldigivis også på enkelte højdepunkter. Med sin groovy basrytme, suveræne, melodiske hovedriff og det elegant supplerede trommespil står ”Ode To The Obscene” som det nummer, der skiller sig mest ud. Når dette tilsættes tremologuitar som et levn fra ophavsmændenes fortid i black metal, står vi med pladens bedste nummer, og måske den bedste sang de har lavet post-Tchort. Sangens kvalitet bidrager dog til en overordnet frustration. For det beviser, at Olaisen & Co. bestemt besidder evnerne til at skille sig ud, men tydeligvis bare ikke lyster eller evner at være konsekvente med det.
Hvis de så i det mindste var interessant uoriginale som på afslutteren, Fleshrend, som er et anstændigt forsøg på en mere kompleks og Chuck Schuldiner-inspirereret komposition end den ellers vanlige ”sovs og kartofler”, som vi får serveret. Selv af de forudgående singler fra pladen, ”Blade Eulogy”, ”Tempest Sculptor” og ”Seeking to Pierce”, er det kun sidstnævnte, der skærer igennem med sit generiske, men ret så solide groove. Til sidst vil jeg også påpege ”Every Silent Plea”, som med sit uopfindsomme, men effektivt engagerende åbningsriff skaber et velkomment opbrud i midten af pladen.
For meget af for lidt
Som sådan er det ikke problematisk, at Blood Red Throne spiller generisk dødsmetal, men når det samtidig er så kedeligt, er det ikke nok, at de viser få momenter af noget spændende. Sætter vi dette i en kontekst af bandets tidligere værker, erfaring og evner, er det simpelthen ikke godt nok. Godt nok ender Nonagon på fem kranier, men det er, fordi ”Ode To The Obscene” står så stærkt, samt at jeg ikke har en eneste klage over pladens lyd og produktion. Nonagon er trods opløftende momenter stadigvæk 42 minutter, som selv de mere inkarnerede fans kan bruge bedre.
