De triste riddere

Italienske Blaze of Sorrow har siden sin undfangelse i 2007 udgivet hele syv album, to splits, fire demoer og en EP. Ergo er trioen fra Lombardiet ikke af den slags, der hviler på laurbærrene, men nærmere den type band, der går i gang med at skrive nyt i det sekund, noget er indspillet. Stilistisk set er vi ude i noget atmosfærisk black metal blandet med tilsvarende melankolsk folk med middelalderlige aspekter – tænk franske Vehéménce, bare med en ordentlig omgang tristesse i stedet for heltemod. Vultus Fati er de triste ridderes syvende album, så lad os da dykke ned i det, og se hvad de har bikset sammen.

You had me at cello

Blaze of Sorrow er glade for cello, så meget at man har dem mistænkt for at ville være med i Apocalytica i stedet. Heldigvis er jeg også ret vild med violinens storebror, selvom jeg ikke kan se behovet for hele to instrumentelle cellonumre – et enkelt havde været mere end rigeligt. Og her har vi nemlig problemet med Blaze of Sorrow, sådan helt generelt – nemlig at de ikke helt ved, hvornår de skal stoppe, hvornår nok er nok, eller hvornår de har overskredne egne kreative og tekniske evner. Selvom Vultis Fati indeholder hele otte numre, består albummet reelt set kun af tre-fire sange, der så bliver gentaget i en lidt anden form. Minimalisme har absolut sin berettigelse, især når vi snakker atmo-black, men når man så samtidig forsøger at kombinere det med storladne klassiske elementer og folkemusik, så bliver det endelige resultat noget uheldigt. Det virker simpelthen, som om Blaze of Sorrow gaber over mere, end de kan tygge. Når det så er sagt, så er der absolut godkendte numre på albummet, især er førstesinglen ”Flammae” ganske sublim, dog bare en skam, at de næste to numre er dårligere kopier af det.

Kort sagt burde Vultus Fati være en EP, for hvis de havde valgt det format, kunne de have nøjedes med at vælge de bedste fire-fem numre og ikke været nødsaget til at trække udgivelsen i langdrag. Det er jo ikke, fordi Blaze of Sorrow er talentløse eller uden potentiale, men med så mange udgivelser under bæltet skal man nok næppe forvente den store forandring i forhold til sangskrivningen eller stilen – og der er nok også en grund til, at du, kære læser, aldrig har hørt om dem før.

You lost me at cello

Vultis Fati er ikke en dårlig plade – desværre. Det skal forstås således, at man har det med at huske de dårlige plader, nogle gange endda bedre end de gode. Vultis Fati er helt igennem forglemmelig, i en sådan grad endda at man glemmer den dét sekund, man har hørt den færdig. Det er kun gå øjeblikke på albummet, som er memorable, resten fortaber sig omgående i glemslens dybeste afkrog.