Just like the pied piper …
Bilwis er et band, jeg konstant glemmer eksisterer. Da jeg tilbage i 2020 så coveret til ep’en Sagenwelt, tænkte jeg, at det lignede noget, der var værd både at lytte til og at anmelde. Jeg kom dog fra begge dele. To år senere bemærkede jeg, at der nu var endnu en udgivelse ude, nemlig Pan. Igen tænkte jeg, at jeg måtte få både hørt og anmeldt denne udgivelse. Det skete så heller ikke!
Men tredje gang er lykkens gang, for nu er Bilwis klar med sit andet album og dermed tredje værk, Hameln – og nu skal det sgu anmeldes, koste, hvad det koste vil! Heldigvis følger Bilwis samme køreplan som altid, nemlig atmo-black centreret omkring diverse germanske myter og fortællinger krydret med lidt folkeeventyr. Denne gang er det tematiske fokus så på fortællingen om Rottefængeren fra Hameln, et grusomt eventyr baseret på en endnu mere grusom begivenhed. Det store spørgsmål er dog, om denne udgivelse er værd at tale om, eller om jeg skulle have glemt den, som jeg glemte de to forrige.
Led rats through the streets …
Hvis man er bekendt med tyskens gængse fortolkning af black metal, så burde der ikke være mange soniske overraskelser i Bilwis’ musik. For nok er det overordnet set atmo-black, men der er masser af melodier, guitarsoli og sprøde riffs, så vi er vel egentlig i et genremæssigt grænseland her. Tag nu nummeret ”Trutz, Blanke Hans”, hvor guitarsoloen pludselig introducerer noget så uortodokst, i hvert fald når vi snakker black metal, som Van Halen-tapping, hvilket fungerer storslået. Ligeså er titelnummeret intet mindre end eminent takket være sit ørefængende primærriff. Dog er der desværre også ting på Hameln, der ikke fungerer. Dels er åbningsnummeret ”Ein Licht dort in der Nacht” umådeligt klodset, og albummet havde stået langt stærkere, hvis ”Hameln” havde været åbneren, hvorimod nummeret ”Totengrund”, der med sin uskønne kombination af Kanonenfieber-riffs, Deafheaven-stemning og jazztrommer helt skulle være udeblevet. ”Schicksalsberg” er også en underlig størrelse, der dog bliver reddet på målstregen af sin udmærkede guitarsolo, men derfor kunne nummeret nemt have tålt at blive trimmet ned. Ligeledes begår Bilwis den dødssynd, det er at slutte af med et komplet ligegyldigt instrumentalt navlepilleri, der varer et minuts tid – det skal alle musikere uanset stilart simpelthen holde op med. Ingen gider den slags – og ingen vil nogensinde vælge at sætte det nummer på. Stop det!
Men min kritik til trods er der også mange fremragende momenter på Hameln, og når Bilwis rammer plet, ja, så rammer de altså virkelig plet. Ligeså undgår bandet den mest almindelige fælde, som atmo-blacken tit falder i, nemlig monotonien. Meget kan man sige om de dele, der ikke fungerer på albummet, men det bliver aldrig kedeligt. Dog kunne der nemt være blevet skåret en fem-ti minutter fra den samlede spilletid. Men pyt; hellere for store ambitioner end for små, og Bilwis har masser af ambitioner!
We dance like marionettes …
Længere oppe spurgte jeg, om jeg burde have glemt denne udgivelse lig de to tidligere. Svaret er et højt og resolut nej. Nok er Hameln ikke en perfekt udgivelse, og nok er der fejl og mangler. Men samlet set er det en god plade med stærke – endda fremragende – numre. Hvis det nu havde været en kortere udgivelse, for eksempel en EP, hvor kun sang to-fem havde været på, så havde jeg nok belønnet en sådan med ni kranier i stedet for syv, men ak!