Copenhell 2014

Copenhell 2014

Indhold

  1. Onsdag
    1. Fossils
    2. Monster Magnet
    3. Anthrax
    4. Arch Enemy
    5. Iron Maiden
    6. Black Label Society
    7. Helhorse
  2. Torsdag
    1. Black Book Lodge
    2. Bad Religion
    3. Finntroll
    4. Gorguts
    5. Sepultura
    6. Trap Them
    7. Triptykon
    8. Clutch
    9. Taake
    10. Twisted Sister
    11. Amenra
  3. Fredag
    1. Heidra
    2. Avatarium
    3. Toxic Holocaust
    4. Behemoth
    5. Obituary
    6. Graveyard
    7. Uncle Acid & The Deadbeats
    8. Redwood Hill
    9. Watain
    10. D-A-D

Alle vores naboer har en metalfestival, som Wacken i Tyskland og Sweden Rock i Sverige. Danmark er nu på landkortet og Copenhell fejrede en forrygende 5 års fødselsdag. Copenhell 2014 blev året hvor festivalen gik fra at være en mindre national festival til en stort anlagt international festival - og publikum kvitterede, og der blev sat publikumsrekord med 14.000 besøgende.

Hverdagen blev til fest

Copenhell 2014 blev året hvor hverdagen blev taget i brug. Booker Jeppe Nissen fra Live Nation har i en årrække jagtet mægtige Iron Maiden, og i år blev det pludselig en mulighed. Men ikke for enhver pris. Briterne havde kun mulighed for at komme en ordinær onsdag - og hvad gør man så? Nissen er ikke bange for, at træffe kontroversielle beslutninger, og som oftest af den rigtige slags, skulle det vise sig.

Udover at Copenhell 2014 blev afviklet på hverdage var der nu også åbnet op for flere genre. Bad Religion og punk kom på besøg, men i særdeleshed blev den hårde rock introduceret. Graveyard og Uncle Acid & the Deadbeats holdt hof og afløste hinanden på de store scener, og publikum fulgte med, og tog en slapper fra dødsmetallen. Dét kommer vi til at se mere til fremover.

Afbud fra Megadeth

At den hårde rock blev modtaget, og accepteret skulle også vise sig i en helt anden sammenhæng. Få uger før det hele gik i gang indløb et pludseligt afbud fra hovednavnet Megadeth. Jeppe Nissen måtte nu improvisere. Vi anbefalede Artillery her på sitet, og bandet kvitterede for tilliden, og meldte sig under fanerne på vores Facebook side. Men sådan gik det ikke.

I stedet blev det D-A-D indkaldt, og det skabte en del ballade på bagsædet og sure mine fra stampublikum. Men da D-A-D lovede at Tina Dichow og de andre venner fra Grøn Rock blev hjemme, så blev det accepteret. Igen en rigtig beslutning fra arrangørens side skulle det vise sig.

De store koncertoplevelser

Iron Maiden var årets store trækplaster, og veteranerne fra Twisted Sister blev også annonceret, uden dog at nogen tog nævneværdig notits af det. Men selvom Twisted Sister var jævnt ordinære og materialet tæt på antikt betød det ingenting. Frontmand Dee Snider tog alle med storm, og Copenhell blev i hans kyndige hænder omdannet til det tætteste vi endnu er kommet stemningen på netop Grøn Rock? En ølbøvsende folkefest - og publikum elskede det, og væk var nu de fine fornemmelser. Copenhell elskede den hårde rock i 2014.

Vejret

I forlængelse af storm... Traditionelt er vejret elendigt på Copenhell. Men hvor regnen tidligere har forsøgt at ødelægge den gode stemning, var der i år lovet sol og sommer. Næsten for godt til at være sandt, ikke?

Men vi fik sol og sommer i år, men vi fik også en strid vind som især var hård ved fredagens program. Vinden blæste, og lyden led under det. Men at sand blæste direkte ned i øllet. Det var alligevel en ny vejrmæssig ondskab, som vi ikke tidligere havde set. Vinden var værst under Behemoth, og det var måske ikke helt tilfældigt. Polakkerne gør alt hvad de kan for at gøre sig uvenner med de højere magter - så det kunne måske ikke være anderledes.

Publikum

Pressen har igennem en årrække dækket Copenhell som en djævledyrkende og satanisk festival. Smadreland var beviset på, at vi bare vil ødelægge og hærge - ifølge pressen. Men i år var tonen anderledes. Flere artikler i forskellige dagblade beskrev Copenhell som det tætteste man kan komme Woodstock festivallen. Kærlighed og tolerancen blev nu fremhævet som et kendetegn, og Politiken kaldte ligefrem Copenhell-gæsterne "nuttede som pindsvin i baghaven".

Nitter, lange læderjakker, stifter gennem øjenbrynene, fillede tænder, og alligevel total fredelige og nuttede som pindsvin i baghaven. Enhver ved, at det er The Voice-lyttere, man skal være bange for i gadebilledet.

Tak for i år, allesammen. Ses til næste år. (...men hold nu lidt igen med alt dét rockmusik, Jeppe ...)

Onsdag

Fossils Pandæmonium, kl. 15:30

Fossils

Fossils åbnede Copenhell og den bitte scene Pandæmonium. Det er den mindste af de tre scener på Copenhell, men det betød intet når det var Fossils som stod der. Bandet består af kun to medlemmer, Simon på bas og Per på trommer. Ja, du læste rigtigt. Der var ingen guitar, intet keyboard og ingen forsanger. Og det fungerede perfekt! Og den 'bitte' scene var pludselig pænt stor.

Det danske band med kun to albums i bagagen, leverede en solid, publikumsnært og særdeles anerledes koncert. Ikke publikumsnært fordi der var det store sceneshow. Faktisk så var der næsten intet sceneshow og bandet havde en svag verbal kontakt med publikum, men publikumsnært, da deres musik ramte de fremmødte direkte i mellemgulvet med deres tunge og energiske toner. Det var virkelig fedt!

Havde personligt ikke lyttet til bandets udgivelser inden showet, dog havde jeg læst vores anmeldelse af deres sidste udgivelse Flesh Hammer som fik 100% og jeg må indrømme at hvis bandets udgivelse er af samme kaliber som den lyd de havde live, så er karakteren velfortjent.

Hvad angik publikum, så var de en smule sløve og skulle lige vækkes til live, ja man skulle næsten tro at dette var tredjedagen og publikum led af onde tømmermænd. Enkelte råbte og viste horn, men de fleste stod blot og observerede bandet levere en solid instrumental performance.

Fossils havde det ikke nemt ift. publikum og det var ikke alle der fandt deres 'stil' særlig spændende. Blandt publikum blev der snakket en del om, at det var kedeligt uden en forsanger. Dette var ikke noget jeg personligt behøvede, da bandets instrumentale evner fangede min fulde opmærksomhed.

Set i en helhed, en rigtig positiv og særdeles vellykket indledning på et Copenhell der på ingen måde skuffede. Næste gang bør man måske ikke lægge ud med et instrumentalt band, men det skal dog også lige siges, at Fossils først blev annonceret i absolut sidste sekund samt at der stadigvæk stod en kødrand af mennesker der ventede på at komme ind på pladsen. Næste gang Copenhell, så åben dørene noget før, eller sæt det første band på scenen længere tid efter dørene er åbnet op?

8/10

Anmeldt af .

Monster Magnet Hades, kl. 18:00

Stoner/Psychedelic rock til Copenhell? Ja hvorfor ikke og når det så er tilfældet, så findes der ingen bedre end Monster Magnet.

Bandet som bliver drevet af det energiske dampmaskineri ved navnet Dave Wyndorf gik på Hades kl. 18.00 i pænt solskin til en fornuftig skare af mennesker. Personligt havde jeg ønsket at Monster Magnet havde fået lov til at spille en af de helt sene koncerter, da jeg synes det passer bedst til deres groovy stoner musikstil.

Bandet lagde ud med lidt af det helt gamle materiale, Superjudge fra albummet af samme navn tilbage fra '93, efterfuldt af Medicine fra Spine of God fra '91. Nogle gamle sange, som ikke helt satte fut i publikum, men som folk stod lidt og rokkede til.

Dernæst bevægede bandet sig frem til '95 og smed Look to your Orb for the Warning afsted efterfuldt af en lækker helstøbt live version af Dopes of Infinity, et tung men røvfedt nummer, som jeg personlig finder som en af bandets største perler. At stå og headbang til dette nummer med en kølig fad i hånden, det må nærmest beskrives som et af de fedeste øjeblikke på dette års Copenhell. Hvor var det dog afsindig godt!

Det vækkede folk en smule op og herefter kom de tre numre som næsten er fast repertoire til et Monster Magnet show, Tractor, Powertrip og selvfølgelig Spacelord. Nu kom der gang i publikum og igen må jeg sige at jeg var revet med. Næsten alle blandt publikum var i bevægelse og sang med. Festen var i gang, desværre var dette bandets sidste numre og da Monster Magnet gik fra scenen, hungrede undertegnet efter mere. Kunne sagtens havde brugt 4-5 numre mere, men sådan skulle det ikke gå.

En negativ ting som bør nævnes var, at Monster Magnet, som så mange andre bands på Hades scenen, led under dårlig lyd. Som alle de forrige år, så var lyden absolut ikke i top på denne scene og det bør være noget der skal i søgelyset og rettes op på inden næste Copenhell.

8/10

Anmeldt af .

Anthrax Helviti, kl. 19:00

Anthrax

Copycat, ja det kan lyde som et meget negativt ord, men det er ikke desto mindre hvad Anthrax var denne onsdag på Copenhell. Men det var en copycat af dem selv og den koncert de gav i 2012 på Refshaleøen. For selvom der havde været udskiftning i bandet i form at guitaristen Rob Caggiano, så fik vi næsten en helt identisk koncert med den vi oplevede i 2012. Jovist var det et ganske velspillende og oplagt Anthrax vi så på Helviti scenen. Men måske var det et år eller to for tidligt at hive dem tilbage på Copenhell igen.

Men som sagt så kunne man ikke sætte en finger på bandets performance, de spillede flere at deres største hits og publikum eksploderede nærmest da Anthrax gav deres udgave af AC/DC's 'TNT'.

Så alt i alt så gav Anthrax os det de var betalt for, og det var en god gang thrash metal fra øverste hylde.

7/10

Anmeldt af .

Arch Enemy Hades, kl. 20:00

Arch Enemy

Så var turen kommet til det svenske melodiske death metal band Arch Enemy, som var sat til at spille på Hades scenen. Publikum var mødt ganske talstærkt op og selvom jeg efterhånden har set dette band til hudløshed, ja så var jeg ganske spændt på denne koncert. Dette skyldes at bandet måtte skifte deres frontfigur i form at Angela Gossow ud, da hun noget overraskende valgte at forlade bandet. Dette fik heldigvis ikke Arch Enemy til at kaste håndklædet i ringen og i stedet valgte de at forsætte med en kvindelig forsanger i form af Alissa White-Gluz som førhen sang i bandet The Agonist.

Denne koncert var så min først med Alissa i front og selvom jeg var indstillet på at give hende en chance så må jeg indrømme at der manglede lidt dybde i hendes vokal. Aggressivitet og udstråling var der rigeligt af og til tider blev man næsten helt betaget af hendes energi udladning på scenen.

Bandet spillede en masse blandede numre fra deres albums, men især nummeret 'ravenous' og 'We Will Rise' blev leveret helt i særklasse.

Arch Enemy spillede små 45 min og om bandet er blev svækket af at skifte forsanger må være op til den enkelte, men jeg manglede den dybde som Angela kunne levere.

8/10

Anmeldt af .

Iron Maiden Helviti, kl. 21:00

Iron Maiden

En tur tilbage på drengeværelset i selskab med mægtige Iron Maiden

Der blev skruet op for PA-anlægget, og ud kom "Doctor Doctor" fra det britiske hardrock band UFO. Iron Maiden er et band som holder fast i tradition, og igennem en årrække har dette nummer varslet, at nu er det nu! Ventetiden er ovre. Når dette nummer er slut tager Iron Maiden over. Dét øjeblik som alle har ventet på...

En eller anden anledning skal besøget jo have, og på denne turné fejrede vi 'Seventh Son Of A Seventh Son'-pladen, og derfor var 'Moonchild' første nummer i række af klassikere. Et halvsvagt nummer at åbne op med, og generelt blev de første numre brugt til at justere på lyden, og fifle på udtrykket. Ikke en overbevisende start, men der kom efterhånden gang i festen. 'Can I Play With Madness' rykkede mere i publikum. Et nummer der altid har irriteret mig. Et åbenlyst forsøg på, at lave en radio-hit, så personligt klappede jeg mest over, at det hurtigt var overstået. Så vi kunne komme videre i teksten.

Men herefter blev vi tæppetbombet med de rigtige hits... 'The Prisoner', '2 Minutes To Midnight', 'The Evil That Men Do', 'Phantom Of The Opera' - ja, forsæt selv listen. Små to timer i selskab med en altid veloplagt Bruce er aldrig dårlig underholdning, og denne aften var ikke en undtagelse.

Selvsagt er Bruce centrum for spas og sjov. Meget er naturligvis instrueret på forhånd. Men det virker autentisk og ærligt. En vikinghjelm på hovedet, på med en flyverhjelm og ind med Union Jack flaget. Det er uhøjtideligt, og samtidig professionelt og gennemført. At vi har set det meste før betyder ikke så meget.

Scenetæppet skiftede i takt med at numrene, og maskotten Eddie blev afbildet i alverdens situationer, og dannede dermed en fin fortælling om alle de epoker som Iron Maiden har været en del af. Ren deja vu tilbage til drengeværelset, og alle de minder der er forbundet med netop dette band.

De er ved at være nogle ældre herre, og der er dømt tynd hårpragt. Men spilleglæden er intakt og alle glemte i to timer, at dette blot var en almindelig onsdag aften. Dette var en aften som alle havde set frem til, og vi fik en sikker set-liste med alle klassikerne, og det gik bare alt, alt for hurtigt

8/10

Anmeldt af .

Black Label Society Hades, kl. 23:00

Efter Iron Maidens brag på den store Helviti-scene et par timer forinden, var det blevet Black Label Societys tur på den lidt mindre Hades-scene. Selvom man ikke havde meget tid til at sunde sig inden Zakk Wylde og hans kumpaner gik på, var der alligevel et ganske pænt fremmøde. Og indstillingen var ens hos alle; Nu skulle vi fandme have en allerhelvedes opvisning i guitarspil fra mesteren selv!

Der blev lagt ud med bulder og brag, men desværre lige lovlig meget bulder - lyden var nemlig i lidt for høj grad skæmmet af rungende stortrommer og bas, hvilket ødelagde Zakk Wyldes forbavsende fesne guitarlyd. Selvsagt klyngede folket sig til håbet om, at der ville blive rettet gevaldigt op på den dårlige lyd, for ærligt talt, hvad er Black Label Society uden lyden af prima spade? Der skulle gå et par numres tid, men så blev det også løst, og så var det som om, at både publikum og band vågnede lidt mere op til dåd.
Den store frontmands hår og skæg fik adskillige svingeture rundt i den kølige natteluft under den resterende del af koncerten, og der var ganske fint tryk på. Men helt vildt og vanvittigt blev det aldrig. Om det var publikum, der endnu ikke havde sundet sig ovenpå Iron Maiden, om det var bandet der var uoplagt, eller simpelthen begge dele, er uvist. Men der kunne godt have været en anelse mere damp på kedlerne.

Det helt store højdepunktet kom dog da Zakk Wylde fik frie solo-tøjler og viste prøver på sine sublime evner. Strengene blev revet rundt med stor teknisk præcision, og bedst som man troede, at nu kunne soloen ikke blive vildere, så vred mesteren hele spaden et par omgange mere rundt, og skruede yderligere op for hastigheden - vi fik i allerhøjeste grad det vi kom for at se; Guitarlir af ypperste klasse!
Da han sluttede af, fik en pige ved siden af mig øje på min kæbe, der lå et sted nede i øl-mudderet, og kiggede undrende på mig. Jeg gengældte hendes blik og sagde: "Ja, det må du undskylde, men jeg tror sgu lige jeg kom i bukserne", hvortil hun knastørt svarede: "Det behøver du sgu ikke undskylde, jeg blev også helt drivvåd!"

Vi fik, hvad vi kom efter rent guitarmæssigt - men desværre med dårlig lyd i den første tredjedel af settet. Og så kunne der godt have været bare lidt mere smæk på.

6/10

Anmeldt af .

Helhorse Pandæmonium, kl. 23:00

Helhorse

Helhorse i voldsom humørudladning

Helhorse inviterede til fest på betonen, efter at Iron Maiden havde underholdt med deres metervare. Forsanger Mikkel Vad var da heller ikke bange for, at slå på, at Helhorse var tydeligt stolte over at være på Copenhell, samtidig med at Iron Maiden havde fungerede som opvarmning.

Efter at Helhorse havde revet mig rundt i manegen havde jeg glemt alt om de gamle englændere, og deres stationrock. Helvedeshesten var i forrygende spillehumør, og Mikkel Vad er en formidabel frontmand. 

Tændingsniveauet var ramt helt perfekt. Synlig benovelse over endelig at være på Copenhell, kombineret med et vildt ønske om at skabe historie, og overgå Iron Maiden. 

Det er en ambitiøs mission. Men bandet gik forrest, og det seks mand store orkester vælter rundt mellem hinanden i noget nær tumult. Men det afleveres med en smittende entusiasme og charmerende københavner ligefremhed. Der var udvalgte numre fra bandets to albums, og specielt "Death Comes To The Sleeping" var umulig at ryste ud af hovedet dagen efter. 

Musik skal som bekendt opleves live, og Helhorse skal både høres på album, iPod, streaming og i særdeleshed som et liveband. 

8/10

Anmeldt af .

Torsdag

Black Book Lodge Pandæmonium, kl. 14:00

Black Book Lodge

Tømmermændsplaget publikum blev sat nænsomt i gang med dansk melodisk doom-rock

Et tømmermændsplaget publikum havde indfundet sig på festivallens mindste scene tideligt, tideligt torsdag morgen? - ok - eller rettere. Torsdag middag. Men for de fleste fremmødte ligne det en tidelig, tidlig morgen. Fadøl var afløst af kaffe, og kæberne blev gabet af led?.  

Men selvom de fremmødte var i en sørgelig forfatning betød det ikke, at publikum var ligeglade. tværtimod. Forventningerne til danske Black Book Lodge var store, og selvom kroppen gerne vil have haft en time mere under dynen, ja - så skulle vi jo i gang med det?. 

Det viste sig at være en perfekt start på dagen. Muligvis var det ikke det bedste tidspunkt for bandet, men for publikum var det en god start med tungt og melodisk doom-rock. 

Materialet fra bandets debutalbum har vi tidligere anmeldte til 100%, så det store spørgsmål var hvordan det blev eksekveret i et live set-up. 

Bandets omdrejningspunkt er sanger og guitarist Ronny Jønsson, der med cool tilbagelænet distance førte os gennem setlisten ( og et enkelte kvindehjerte blev måske også knust den formiddag). Musikken indbyder ikke til de store "Er-I-der-CopenHELL" eller mere af samme skuffe, og det gav god mening, at det hele blev lidt underspillet og tilbagelænet. Måske også lidt for tilbagelænet.

Ud over Ronny Jønsson fyldte bandets bassist Trygve Borelli Lund også en del på scenen. Han er udstyret, med den for branchen korrekte manke, og gav den så meget gas, som det nu giver mening på dette tidspunkt af dagen. 

Bandet var udvidet med en guitarist i forhold til albummet, og det gav god mening. Selvom det var bandets første optræden udendørs var det ikke til at mærke. Vi kom godt rundt i materialet på den korte tid, der var afsat, og selvom "Hydra" udståler skandinavisk kulde fik bandet en varm modtagelse. 

Afslutningsvis var er et enkelte nyt nummer, som forhåbentlig peger i retning af det kommende album. At dømme efter dette vil Black Book Lodge forsætte i samme høje niveau. Det lover godt for fremtiden.  

Black Book Lodge gjorde igen det meste rigtigt, og med mere materiale. en pænere placering på plakaten og væk fra sollyset er der en stor koncertoplevelse i vente. 

7/10

Anmeldt af .

Bad Religion Helviti, kl. 16:30

Bad Religion

Som den gode Anders Bøtter også pointerede indledningsvis, så er og bliver Copenhell en metalfestival, men en metalfestival, der må favne bredt. Og selvom undertegnede er stor fan af Bad Religion, må denne slags punk da også placeres i alleryderste periferi, af hvad festivalen skal indeholde. Men nok om det. Bandet blev introduceret, og ud kom de. Men da dette skete, kunne man næsten mærke en fortvivlelse hos publikum - hvem var ham manden med brillerne? Min sidemand spurgte mig da også straks: "Hvem er ham den gamle mand, der ligner en skolelærer?" Her måtte jeg, med en vis skuffelse og overraskelse, indrømme at det var forsanger Greg Graffin - klædt i pæne bukser med pressefolder og en Fred Perry-polo??!? Ikke særlig punk og ej heller særlig metal, men musikken startede, bandet fyrede den godt af og de havde rigtig god lyd, så deres appearance var (for mit vedkommende ihvertfald) hurtigt glemt. Men et arrigt, vrissent og vredt punkband er de bestemt ikke mere - snarere en flok nydelige ældre mænd, der bare stadig nyder at spille musik. Fik publikum små taler undervejs, om alt hvad der er galt med verden? Kom der stikpiller og opsange til verdenssamfundet, om at tage sig sammen og kæmpe mod kapitalismen? Nej! Men vi fik en masse smil og tak fra den nydeligt klædte collegeprofessor. Ikke særlig punk!
Vi fik alle de største hits, omend det blev en noget rutinepræget præstation som koncerten skred frem. Men især "21st Century Digital Boy", "Modern Man" og "Atomic Garden" blev leveret fuldstændig perfekt.
Bad Religions bedste dage ligger helt klart bag dem. Men på en mindre scene på en sen aften, og med lidt mere energi og indlevelse fra bandet, havde koncerten været super god, for spille kan de stadig!

6/10

Anmeldt af .

Finntroll Hades, kl. 18:00

Finntroll

Jeg havde sat mig godt til rette oppe på bakken foran Hades, og glædede mig rigtig meget til Finntroll. Jeg er selv fan, og havde set dem i september 2013 i VoxHall i Århus, hvor de gav en helt fantastisk koncert. Det satte selvfølgelig forventningerne i vejret.

De forventninger blev delvist indfriet. Næsten hele bandet bar de obligatoriske troldeører og forsangeren Mathias Lillemåns gav den god gas og piskede en fin feststemning op. Publikum var i hvert fald glade, trods lydproblemer og blæsevejr, der gjorde det en smule sværere at nyde koncerten på afstand.

Finntroll leverede, men så heller ikke mere end det. Der var ikke noget super fantastisk over koncerten, men musikken var velspillet trods lydproblemer og jeg kunne fornemme en generel tilfreds stemning bagefter.

7/10

Anmeldt af .

Gorguts Pandæmonium, kl. 18:15

Gorguts

Heavy metal fusions jazz fra sympatiske Gurguts

Signing af Candiske Gurguts var godt set af Copenhell. Bandet spiller tekniske dødsmetal, og har levet et liv som et relativt ukendt band, men fik med sidste års Colored Sands endelig noget af den opmærksomhed som de fortjener. Albummet blev i nogle sammenhænge nævnt som årets bedste dødsmetalalbum. Det er nok lige i overkanten, men det er selvsagt et rigtig godt album, og et solidt album som havde skærpet appetitten på at hilse på bandet. 

Men først skulle vi have noget mad. Vi indtog en burger i det nærliggende telt en times tid før bandet gik på. Ret hurtigt blev vi forstyrret i omgangen med den alt for tørre og kolde burgerbolle, og den ikke særligt stærke chillisovs. En meget omfattende lydprøve blev mere og mere støjende og larmende, og til sidst ligefrem også til et helt numre. En kammerat noteret tørt, at de larmende roadies ikke var iført den obligatoriske hestehale, og brikkerne faldt på plads. Gorguts udførte selv lydprøven.

Da burgeren var fortæret, og vi havde brokket os færdig over kvaliteten af denne, var det op foran scenen. Gurguts lagde fornuftigt ud med materiale fra Colored Sands. De progressiv elementer krævede en sikker hånd fra bandet, og tungen lige i munden for publikum. Her var ikke de store og lange guitarsoloer, men massere af tekniske krimskrams og en 6 streget bas. "Heavy metal fusions jazz" blev det kaldt blandt publikum, og det er måske meget dækkende. 

Luc Lemay var iført briller, så der var allerede fra start varslet en rolig dag på kontoret og det introverte udtryk fyldte mest. Men selvom scenen var lille, musikken krævende, udtrykket introvert -  ja, så var det det stadig en god koncert. 

Flere timer efter koncerten mødte jeg en storsmilende Luc Lemay, som var ude og besigtige terrænet. Lidt anmassende faldt jeg i snak med ham, og det viste sig, at han for en sjælden gangs skyld ikke passede merchandiseboden. Han havde fået en aften ude... 

Det er svært ikke at have sympati for et bands som Luc Lemays Gurguts. Bandet varetager alt fra lydprøven til salg af t-shirts, og han nyder bare at være ude blandt os almindeligt dødelige.  

7/10

Anmeldt af .

Sepultura Helviti, kl. 19:00

Sepultura

Selvom VM i fodbold begyndte netop denne dag hvor brasilianske Sepultura gik på Helviti scenen, så var bandet fuld ud koncentreret og indstillet på at give os en fest vi sent glemmer. Jeg skal være ganske ærlig og sige at jeg absolut ingen forventninger havde til dette band. Efter Max Cavalera forlod Sepultura har jeg set bandet give den ene tamme koncert efter den anden, men denne dag ville bandet det anderledes.

Tempo og aggression gik hånd i hånd gennem hele koncerten og bandet gav os en opvisning i hvor tight en koncert kan spilles.

Sepultura fik fat i de fleste blandt publikum og her taler vi fra dem i pitten til dem der sad og nød solen på græs bakken. Alle fik en lektion i hvordan dette band kan spille når alt går op i en højere enhed.

Eneste minus var måske en lidt skæv setliste, hvor alle de gamle numre var gemt til sidst, men det blev hurtigt glemt da "Roots, Bloody Roots" blev blæst ud over publikum.

Alt i alt en fantastisk koncert af de brasilianske veteraner.

9/10

Anmeldt af .

Trap Them Pandæmonium, kl. 20:00

Jeg har lyttet til Trap Them siden af midten af sidste år, og er i den tid blevet stor fan. De var uden tvivl en af de største grunde til hvorfor jeg tog på Copenhell i år. Jeg var så heldig at få lov til at anmelde bandets seneste udspil Blissfucker, som var helt fantastisk, derfor havde jeg meget store forventninger til koncerten. Det var straight to business med det samme bandet gik på scenen. Der var ikke noget med "hej hvor ser i godt ud og jeg elsker jer". Det var råt og så beskidt at man næsten ikke kunne tro på det. "Salted Crypts" var nummeret, der satte nedslagtningen i gang. Vokalen var lidt for lav til at starte med, men det holdt ikke folk fra at gå fuldstændig amok. Det irriterede mig dog en del at jeg ikke fik lov til at høre vokalen ordenligt. Jeg bevægede mig så lidt tilbage, og endte i pitten. Heldigvis var pitten i opløsning og der var derfor masser af plads, da vokalen bragede ud over pladsen. Numre som "Evictionaries", "Bad Nonnes", "Fucking Viva" og "Insomniaawsome" gik direkte ind hos publikum og specielt mig. Jeg følte at jeg var nødt til at gå amok for at overleve. Imod slutningen af koncerten må der havde sket et eller andet; forsanger Ryan Mckenny begyndte at bløde ret meget fra ansigtet. Måske havde han ramt sit ansigt med mikrofonen, jeg ved det ikke. Hvad jeg derimod ved er, at det fandme er en dedikeret musiker, for han blev på scenen og fortsatte showet. Med et af mine favorit numre fra Darker Handcraft som var "The Facts" var det en virkelig god afslutning på koncerten. De levede op til mine forventninger og jeg var helt drænet for energi efter koncerten

9/10

Anmeldt af .

Triptykon Hades, kl. 20:30

Triptykon

Kejtet førstedate med legenden Tom G. Warrior

Triptykon var imødeset med stor spænding, og udråbt som en af de helt store cultband på dette års festival. Arkitekten bag dark og ekstrem metal Tom G. Warrior var endelig kommet til Danmark. Når selveste opfinderen af den hårde metal holder hof, så er det bare om at være på plads og holde anstændigt øje med hvilke genistreger han måtte have i ærmet. Der var derfor fyldt godt op foran scenen.  

Tom G. Warrior var iført passende hovedbeklædning for den danske sommer. Med huen trukket godt ned om ørene fik vi flere godbider fra "Melana Chasmata". Men da Tom G. Warrior hverken var særlig snakkesalig, bandet ikke interesseret i at interagere og da publikum ydermere virkede en smule starstuck blev det til en lidt kejtet affære. 

Det blev desværre derfor ikke den magtparade som alle havde håbet på. Dertil var der mange forklaringer. Vinden som ødelagde lyden, dagslyset som ødelagde stemningen og vel egentlig også, at bandet ikke er et ekstrovert festivalstykke, som på én afmålt time kan skabe dét rum som musikken lægger op til.

Det er tydeligt at jobbeskrivelsen lyder på minimal øjenkontakt og helst inden smil. Når vi beskæftiger os med en dyb depression kan det næppe være anderledes, men når så lyden fejler. Ja, så er der ikke meget at blive begejstret for.    

Materialet var ellers på plads. Der blev både spillet nyt materiale og hilst på fortiden med Hellhammers 'Messiah' og Celtic Frost 'Circle of the Tyrants', men Triptykon endte med at virkede fejlcastet på denne torsdag aften.

Det blev hverken intimt eller den store forløsning som alle havde håbet på. 

6/10

Anmeldt af .

Clutch Hades, kl. 23:00

Clutch

Flere af dette års bands har været aldeles mystisk placeret i årets program. Men lad det være sagt med det samme, at dette IKKE gælder Clutch! Kl 23.00 på mellemste scene (Hades) på en torsdag aften hvor fremmødet var stort - så bliver forholdene for en blueset Hard Rock/Stoner-koncert med Maryland-bandet ikke bedre.

Clutch kastede sig hovedkuls ud i flere numre fra sidste års fremragende plade 'Earth Rocker', og det varede ikke længe før publikum var ligeså tændte som bandet selv.

For en gangs skyld var lyden temmelig god på Hades. Til Black Label Society, Kill Devil Hill og til dels også Monster Magnet, var lyden ret så mudret med en rungende bas, der ødelagde store dele af de respektive koncerter, men det havde de tydeligvis fået styr på denne aften - dog med undtagelse af det ellers fremragende nummer 'Regulator', men det var så bandets egen skyld. Det lød mildest talt forfærdeligt med sine to uklare og skingre guitarer, hvoraf forsanger Neil Fallons overhovedet ikke stemte! Men bortset fra denne skønhedsfejl leverede Clutch præcis hvad de fremmødte håbede på. Trommer, bas, en enkelt guitar og så den karismatiske Neil Fallon - mere er ikke nødvendigt for at kunne fyre en aldeles fed koncert af.

8/10

Anmeldt af .

Taake Pandæmonium, kl. 00:00

"La oss tegne Mohammed" blev der skreget fra Høst, som fronter nok det mest kontroversielle Black Metal band i nyere tid; nemlig Taake. Bandet gik på scenen klokken 23.00, præcis, torsdag nat og begyndte at spille. Efter noget tid kom Høst på scenen. Iklædt kappe og hætte, over sit hoved, begyndte han at skrige sig igennem 45 minutters Black Metal paradis. Man kan sige, hvad man vil om Taake, men alle Black Metal fans ville give mig ret i, at manden har holdt sig til sine rødder lige siden, han startede. At han stadig bruger corpsepaint, samt at han stadig synger på Norsk er et utrolig godt eksempel. Der blev spillet numre fra hele Taakes bagkatalog, men numre som 'Nordbundet' og 'Helvetesmakt' var ren himmel eller helvede for mig. Det var en utrolig fed koncert. Vi fik en klassisk undervisning i rendyrket satanisk Black Metal med os derfra.

8/10

Anmeldt af .

Twisted Sister Helviti, kl. 00:00

Twisted Sister

Dee Sniders karaokebar

Jeg var svært overrasket da Twisted Sister blev annonceret som hovednavn. For min skyld kunne Copenhell lige så godt have annonceret Smokey eller Slade. Et antikt heavy metal band, som ganske vist havde slået tonen an på MTV i midtfirserne. Men på stående fod havde jeg ingen erindring om andre udgivelser, eller andet, som på nogen måde kunne retfærdiggøre status som hovednavn.

Bandet var ude i et 30-årsjubilæum for 'Stay Hungry' albummet, ligefrem med originalt lineup, og jeg kunne ærligt talt ikke være mere ligeglad. Klassikere som 'We're Not Gonna Take It' og 'I Wanna Rock' har haft deres gang på alverdens karaokebarer, men det er jo netop ikke en kvalifikation for at optræde på Copenhell.  

Op til Copenhell læste jeg en skamrosende anmeldelse fra en koncert i 2008 i Göteborg. Her havde vores anmeldelser de helt store overskrifttyper fremme, og fablede om "branchens bedste frontmand" og en fuldstændig unik koncertoplevelse. 

Interessen var nu vakt, og selvom jeg var slemt skeptisk fik jeg nu en fornemmelse af, at der muligvis var noget større på vej. Men igen "branchens bedste frontmand" er ikke en beskyttet titel.

På dagen var fokus på alle andre bands og stiltiende havde jeg aftalt med mig selv, at Twisted Sister ville få min opmærksomhed de første tre numre, og herefter kunne jeg liste hjem.

Da bandet gik på efter midnat blev alle fordomme bekræftet. Bandet bestod af overvægtige Elvis karikaturer. Vi manglende blot den lavendelblå heldrag og kappen før vi var tilbage i Las Vegas dagene. Det hørmede af billig eau de cologne, leopardskind, røgfarvede solbriller og bandets guitarist spejdede med lumre blikke ud over tøserne.

Men så trådte "branchens bedste frontmand" Dee Snider ind på scenen, og herefter måtte jeg overgive mig til en enkeltmandspræstation, som jeg aldrig tidligere har set. Fra første sekund tog denne charmetrold hele festivallen under kærlig behandling. I en blanding af gennemført professionalisme, uhøjtidelig improvisation og spontane indfald rev han hele festivalpladsen rundt. I løbet af et enkelt minut var det klart for alle, at denne aften ville blive noget helt unik. Koncertanmeldelsen fra 2008 havde ikke lovet for meget. Materialet var papirtyndt og fortæsket. Men blev i hænderne på Dee Snider leveret med så stor engagement og humor, at Copenhell netop blev omdannet til en stor fællessyngende karaokebar.

Copenhell lever for de små og sære oplevelser, men de store folkelige fællesfester sælger billetterne, og dét leverede Dee Snider denne aften. Dette er en af den slags koncerter hvor det umulige blev muligt. 

10/10

Anmeldt af .

Amenra Pandæmonium, kl. 01:30

Tid til sidste band på anden dag, og det var det belgiske Post-Metal/Sludge band Amenra som skulle lukke og slukke på Pandæmonium. Jeg havde ikke stiftet bekendtskab med bandet før koncerten, udover at jeg havde fået at vide fra en af mine gode venner, at de var et fantastisk band og jeg skulle tjekke dem ud. Koncerten blev rykket i to minutter da dullerne fra Twisted Sister stadig spillede. Jeg nåede alligevel det meste af deres sæt, som var gennemført genialt, men lad os vende tilbage til Amenra. Bandet gik på scenen med masser af røg og virkelig uhyggelige og syrede små film, som blev vist under koncerten på en projektør. En af de første ting jeg må sige er; hold kæft hvor var det højt, og langsomt. Forsanger Collin Eeckhout skreg som ind i helvede, og stod med ryggen til publikum under hele koncerten. Selvom mange mennesker vil sige at det ikke er særlig personligt, vil jeg sige at det passede utrolig godt til stemningen. Atmosfæren var utrolig nem at falde i, men svær at komme ud af igen. Jeg snakkede med lydmanden kort om, at lilletrommen var for lav og han var så flink, at han fik det ordnet. Det føltes, som om bandet spillede hårdere og langsommere for hvert nummer, og det var så fedt, at jeg næsten ikke kunne overskue det. Det var en utrolig fed koncert og det bliver nok ikke det sidste jeg ser eller hører fra Amenra.

8/10

Anmeldt af .

Fredag

Heidra Pandæmonium, kl. 12:00

Fredag middag klokken 12 startede danske Heidra på Pandemonium. Der var ikke noget talstærke publikum. De fleste var morgenfriske og nogle havde stadig tømmermænd fra dagen før. Det gjorde det også svært for bandet at engagere publikummet, ligesom deres intronummer "Betrayals" langsomme tempo ikke gjorde opgaven nemmere. Det lykkedes bandet rimeligt at få ret mange folk med på ideen om at være energiske klokken 12. De fik i hvert fald rejst mange horn, og det fortjener de ros for.

Heidra leverede en god start på dagen. Koncerten var godt varieret trods langsomt intronummer. Bandet gav den gas, selv om der var en smule udmattelse at spore, sikkert fra en torsdag aften. Der var ingen synderlige lydproblemer, og publikum virkede glade.

8/10

Anmeldt af .

Avatarium Hades, kl. 13:00

Avatarium

Svensk softdoom med et smilende ansigt sparkede fredagen godt i gang

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er glade for svenske Avatarium. Bandet som består af nogle af Sveriges dygtigste musikere tog os med storm med sidste års debut. Forventningerne til softdoom bandet var derfor både store, og svære at indfri. Men det blev de.

At Marcus Jidell er en verdensklasse guitarist behøvede vi ikke, en optræden på Copenhell for at få bekræftet. Ligeledes vidste vi også at resten af bandet også består af rutinerede musikere. De drenge skulle nok kunne klare en optræden på Hades scenen. 

Størst forventning var der til den ubeskrevne forsanger Jennie-Ann Smith. Hendes vokal er stort anlagt, og smuk som en svensk sommernat. Men ville hun stå distancen på en støvet, forblæst betontomt langt væk fra fra studiets trygge rammer?

Ikke overraskende lagde bandet ud med Moonhorse, og efter det tunge, tunge åbningsriff overraskede Jennie-Ann Smith med både at håndtere den akustiske guitar, og sang om muligt endnu mere kraftfuldt og smukt end på albummet. Så blev dé bekymringer gjort til skamme.

Fremmødet på Hades kl. 13:00 var selvsagt begrænset. Pladsen syntes både for stor, for vindblæst og som første band på plakaten var det en svær opgave at banke en stemning op. Men Avatarium havde stor spilleglæde, og med deres blot 4. optræden nogenside var det klart, at bandet havde glædet sig til endelig at møde deres publikum. Hverken fremmøde eller strid sidevind skulle ødelægge détte, og publikum kvitterede. I løbet af kort tid var der fyldt pænt op foran scenen, og et entusiastisk og medlevende publikum kunne både synge med, og få liv i nakkemusklerne igen.  

Jennie-Ann Smith stjæler naturligt opmærksomheden, og hendes manglende erfaring i at råbe ligegyldige klicheer som "Are you READY, CopenHELL!!!" er afløst af forførende smil, synlig glæde ved at være til stede og oprigtig begejstring. Herudover er der tilsat maracas, som jo ikke just er hverdagskost i vores normale verden af død, smadder, satan og helvede - og det fungerer bare. 

Hvor Jennie-Ann Smith stadig er en usleben diamant er Marcus Jidell en gennemført rutineret musiker, der både har manken og den rigtige rock'n'roll attitude, så Jennie-Ann Smith får et kvalificeret modspil. 

Materialet bestod af udvalgte numre fra debutalbummet, og vi fik Tides Of Telepathy, Bird Of Prey, Boneflower og afsluttende Avatarium. Titelnummeret er muligvis det svageste nummer på albummet, men fungerede overraskende godt som et afsluttende skråle-med nummer. 

En EP er undervejs med to nye numre, og desværre blev der ikke denne dag løftet sløret for hvad der er i vente.

Men ellers var Avatarium nøjagtig så solide som forventet. Med større scenerutine til Jennie-Ann Smith, en bedre placering på plakaten, og et album mere i baglommen så bliver det rigtig, rigtig  spændende. 

Desværre er bandets grundlægger Leif Edling stadig sygemeldt med rygproblemer, men udover at alle gerne ville have set grundlæggerne af Candlemass, var det en fremragende koncert og en god start på torsdagen. 

9/10

Anmeldt af .

Toxic Holocaust Pandæmonium, kl. 14:30

Et eller andet må have gået galt, da Toxic Holocaust gik på næsten 40 minutter for tidligt. Det samme skete for Cancer Bats sidste år - Copenhell glemte at sige at Cancer Bats var rykket et kvarter før. Jeg hørte tilfældigt, at Toxic Holocaust præsenterede sig selv og jeg var nødt til at løbe fra Jameson Kirken til Pandæmonium. Det lød fedt og jeg var godt tilfreds med lyden og energien var intens både på scene og ude i publikum. Numre som "Awaken The Serpent", "Wild Dogs" og "Bitch" var ren headbanger fest i publikum. De var desværre allerede færdige efter nummeret "Nuke The Cross". Det var en koncert, der varede en halv time og jeg følte efterfølgende, at den kun varede 10 minutter, så jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal synes, da det var ren forvirring efter koncerten.

6/10

Anmeldt af .

Behemoth Helviti, kl. 16:30

Behemoth

Om fredagen klokken halv fem på Helviti var det tid til polsk dødsmetal. Folk var mødt talstærkt op, og nogle få moshede endda et kvarter før koncerten startede. Mine forventninger var høje efter deres geniale koncert i Voxhall i Århus tidligere på året, og de blev ganske fint indfriet. Bandet startede ud med "Blow Your Trumphets Gabriel" og "Ora Pro Nobis Lucifer" og så var der for alvor gang i publikum.

Koncerten gik generelt super godt. Forsangeren Nergal og bassisten Orion var super energiske, og var samtidig gode til at få publikum med. Det mest ærgelige, udover små lydproblemer var det kraftige blæsevejr. Behemoth havde planlagt et lille ildshow, som uden kraftig vind sikkert ville have set super fedt ud, men faldt til jorden. Desuden blæste den konfetti de brugte hurtigt over i nærmest bar.

Trods det leverede Behemoth en bombastisk og flot koncert. Satan fungere også i dagslys.

9/10

Anmeldt af .

Obituary Hades, kl. 18:00

Det amerikanske old school death metal band Obituary var sat til at spille på Hades denne fredag aften, lidt underligt valg i mine øjne for jeg syntes at veteranerne burde være store nok til at spille på Helviti scenen. Men denne aften var det så Hades scenen der skulle være centrum for en fabelagtig gang tung dødsmetal.

Der var mødt mange mennesker frem for at opleve dette band og jeg må indrømme at selvom jeg har lyttet til Obituary's musik siden 1990 så havde jeg aldrig haft fornøjelsen at opleve dem live.

Bandet lagde stærk ud fra start og de holdt de tonstunge rytmer og den direkte 'kick in your face' brutalitet gennem hele koncert. Der var dømt old school dødsmetal som den skal serveres og et hurtig kig på publikum kunne afsløre at det var lige hvad folk havde brug for. Der blev gået godt til den i mosh pitten oppe foran og rundt omkring var der ikke mange hoveder i ro.

Desværre var det hele forbi lige som festen var gået i gang da bandet kun fik små 55 min på scenen, så skulle Copenhell få lyst til at invitere Florida drengene fra Obituary igen så kan jeg anbefale dem at sætte dem på Helviti scenen og give dem længere spilletid.

9/10

Anmeldt af .

Graveyard Helviti, kl. 19:00

En sumpet og syret blanding af Led Zeppelin og The Doors - sådan fik denne anmelder forklaret Graveyard, dengang jeg stadig ikke kendte til dette fremragende svenske band. Den rammende beskrivelse af den 70'er-inspirerede kvartet bliver nok ikke mere præcis, og det var da også præcis hvad de leverede på en smuk fredag aften. 

Bevæbnet med kolde fadøl og et par små orange rør med Jägermeister, tog jeg plads i solen oppe på bakken. Jeg smed mig i græsset, tændte en smøg og selvom jeg på ingen måde var skæv eller fuld (endnu!), så kunne jeg mærke med det samme, hvordan de mest inkarnerede hippier må have haft det på Woodstock. At ligge der med solen i ansigtet til tonerne af et pisse-dygtigt band, der leverede stenet 70'er-rock med perfekt lyd, var en fantastisk og dejlig afslappende oplevelse. Ordet 'afslappende' er måske ikke lige det mest brugte i Copenhell-regi, men af alle de bands der ligger i yderkanten af hvad en metal-festival skal rumme, så må Graveyard siges at være et godt fund. Omend det var på deres helt egen aparte måde, så passede de perfekt ind. Og bortset fra at deres mere afdæmpede numre lyder temmelig ens, og i længden kan tangere til det kedelige, så var det en god oplevelse med lidt rolig hippie-rock på en tidlig sommeraften, så man kan fordøje dagens indtryk. 

Det skal helst ikke være bulder og brag til samtlige koncerter, der skal også være noget varieret adspredelse at sunde sig på imellem de mere hardcore navne - og her var Graveyard perfekte. Godt set, Copenhell!

7/10

Anmeldt af .

Uncle Acid & The Deadbeats Hades, kl. 20:30

Åh Uncle Acid, jeres musik har jeg savnet i alt for lang tid. Jeg var så heldig at se deres fantastiske live sæt på Voxhall - der indtil videre stadig er den bedste koncert, jeg har været til. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg for et par måneder siden, da jeg fandt ud af, at Copenhell havde booket Uncle Acid, rent faktisk dansede rundt i mit undertøj af glæde. Bandet gik på fredag aften og der var utrolig mange mennesker foran Hades, da de så småt begyndte at spille. Selvom jeg sad på bakken var lyden helt fantastisk. De andre koncerter, jeg overværede på Hades scenen havde, for at sige det mildt, ringe lyd, men Uncle Acid var heldige i dag, da lyden og vejret var på deres side. Jeg var glad som et lille barn, da bandet begyndte deres hit parade fra deres plade fra 2011 Blood Lust. Det bedste på hele dagen, var da bandet begyndte at spille numre som "I'll Cut You Down", "Deaths Door", og "13 Candles". Jeg var bare helt oppe og køre over, at jeg endelig fik lov til at se Uncle Acid igen. Både sange fra den første plade og seneste blev spillet. Jeg synes at det var en utrolig god blanding af både det gamle og det nye. Et stort plus mere, var at kommunikationen med publikum var virkelig god. Forsanger Kevin Starrs var virkelig god til at snakke med publikum og det manglede lidt på Voxhall. "Desert Ceremony" var det sidste nummer på dagen og den absolut bedst tænkelige slutning på koncerten.

9/10

Anmeldt af .

Redwood Hill Pandæmonium, kl. 22:30

Der er en grund til, at jeg synes, at Redwood Hill udgav den bedste danske plade sidste år. Den er så massiv og atmosfærisk, at man næsten ikke ville tro det. Jeg har nørdet <i>Descender</i> så meget og jeg glædet mig i flere uger til at se dem live. Bandet gik på scenen til nummeret 'Athen' og da det hele gik i gang, begyndte jeg at undre mig over, om det var playback, de havde gang i, da lyden var så fantastisk. Det var tungt og jeg var imponeret fra start til slut. Specielt nummeret 'Poseidon' var et utroligt højdepunkt for mig, da det var det første nummer, jeg hørte med dem og var det, der gjorde mig til en fan af bandet. Frontman Marco Sewohl var også et højdepunkt i sig selv denne aften, da han kom på scenen med sin hættetrøje over hoved og 100 % levede sig ind i det hele - specielt da han sad på knæ på scenen og røgen fuldstændig slugte ham, var et genialt syn at se. Sidste nummer for i aften var nummeret 'Dybbuk', det var nok den bedste afslutning jeg kunne have ønsket. Nummeret er så tungt og atmosfærisk, så var det utrolig fedt og mere er der ikke at sige om det. Jeg fik indlevet alle mine forventninger til Redwood Hill og det var en fantastisk koncert. Nu håber jeg, at mange vil forstå, hvorfor de havde fortjent en plads imellem dette fantastiske line up. Jeg håber også, at de snart vil udgive en ny plade. Jeg ved allerede, at de vil få stor succes i udlandet.

9/10

Anmeldt af .

Watain Hades, kl. 23:30

Watain

For mit vedkommende, måske også mange andres, ville Watain være det sidste band at overvære i aften. Jeg synes ærligt talt ikke, at D-A-D var en værdig erstatning for Megadeth. Heller ikke selvom, at de spillede No Fuel Left For The Pilgrims, som folk ellers har brugt som argument for, at det skulle være okay. Det er selvfølgelig en smagssag. Watain havde lovet på forhånd, at de ville bringe det ondeste show på denne turné og det kan jeg fandeme love dig for, at de gjorde. Det var næsten som at være til gudstjeneste hos selveste satan allerede inden bandet gik på scenen - det gik der dog ikke lang tid, før de gjorde. I fronten var bandets sanger Erik Danielsson, som kom gående på scenen. Ligesom alle andre medlemmer fra bandet, var han indsmurt i blod og knogler hængende ud fra tøjet. Han kom gående ind på scenen med en fakkel i hånden og satte ild til to skulpturer. Alt imens der var stadig ild i hans fakkel valgte han så, efter han havde sat ild til sine ting, at smide den brændende fakkel ud blandt publikum. Allerede der blev standarten for koncerten sat. Dette ville være noget specielt at overvære. "Night Visions" var det nummer, der sparkede festen i helvede i gang og det kørte bare afsted derfra. Jeg var helt tryllebundet under hele koncerten, og jeg fik ikke en gang headbanget. Det lyder utrolig mærkeligt, når jeg nu skriver, at jeg ikke kunne det - men det er rigtigt. Jeg var blæst væk af at få lov til at se nogle mennesker på scenen, som var så dedikerede omkring det de laver. Det var en god start, men hurtigt gik det op for mig, hvor højt den stortromme spillede. Det var så helt utroligt højt, at jeg var nødt til at stikke mine ørepropper virkelig langt ind i øret, før det stoppede med at larme ulideligt meget. Der gik lige et par numre, før det blev ordnet. Dee begyndte at spille numre som "Malfeitor", "Outlaw" og "Reaping Death", som gik rent ind hos publikum. I aften bestod det mest fra bandets nye album The Wild Hunt, som folk har ventet på i alt for lang tid - faktisk siden mesterværket tilbage i 2011 Lawless Darkness kom ud. Jeg var blæst væk under hele koncerten. Der var ild. Der var vægge med blod. Der var døde mennesker og knogler og det var nærmest et alter, de spillede fra. Bandet takkede af med nummeret "Holocaust Dawn" og sidste ord, inden de forlod scenen, var "Hil Satan!". Med det takkede Watain af efter en times sublimt Black Metal. Hvis man er fan af Watain og ikke havde penge til at tage ind og se dem på Copenhell, så har i virkelig noget være kede af. For det her, det var den ægte vare. Jeg stod tilbage i mindst 10 minutter efter koncerten og var fuldstændig målløs. Jeg fattede ikke noget af, hvad der var sket. Jeg var nærmest bragt til tårer, da koncerten var slut, over hvor storslået og gennemført det var. Tak for i år Copenhell og 1000 gange tak for at i bookede Watain!

10/10

Anmeldt af .

D-A-D Helviti, kl. 01:00

D-A-D

Efter det meget kedelige afbud fra det store amerikanske thrash metal band Megadeth, var D-A-D kaldt ind for at lukke dette års Copenhell. Jeg har lagt øre til mange gæster på dette års festival der ytrede sig negativt omkring valget at danske D-A-D. Men det danske hard rock band leverede en gedigen indsats og fik tændt op i noget af en afslutningsfest.

Bandet havde annonceret at de ville levere hele deres "No Fuel Left For the Pilgrims" og det var lige hvad de gjorde, men den blev ikke leveret i samme rækkefølge som deres skive fra 1989. Det gjorde dog ikke noget og der var dømt fælles sang hele vejen rundt blandt publikum. Festen var startet og bandet virkede tændte og spillede bedre end jeg længe har oplevet dem. Det hjalp selvfølgelig også at lyden var noget nær perfekt så sådan skal man opleve Disneyland after dark.

Ud over det omtalte album så gav D-A-D os også et par af de nyere numre i form af "I Wan't What She's Got" og "Monster Philosophy" hvilke faldt lidt ved siden af. Det satte en midlertidig dæmper på festen, men når man har et nummer som "Bad Craziness" så kommer der hurtigt gang i festen igen.

D-A-D gjorde alle kritikkerne til skamme og leverede en af de bedste og mest medrivende koncerter på dette års Copenhell og til nummeret "It's After Dark" lukkede D-A-D dette års festival.

9/10

Anmeldt af .

Tilføj kommentar