Autopsy - Mental Funeral [re-release]

Mental Funeral [re-release]

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Death metal
Spilletid:37.54
Antal numre:12

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det kan godt være, at Autopsy ikke altid bliver taget lige godt imod af anmelderne, men man kan ikke komme udenom, at de står bag nogle af de absolutte klassikere i tidlig dødsmetal i form af Severed Survival, Mental Funeral og Acts of the Unspeakable. IsærMental Funeral fra 1991, som genudgives her i år, har en helt speciel plads i mange old boy dødsmetalleres hjerter.

Og det kan jeg godt forstå, for Mental Funeral byder på rigtigt fed old school dødsmetal med primitive riffs og syge tekster. Albummet starter lige på og hårdt med den thrashede "Twisted Mass of Burnt Decay", som grundet den mudrede guitarlyd har en næsten crusty kant. Og så er løbet ellers skudt igang, og det står på lige ud ad landevejen tidlig dødsmetal uden dikkedarer eller teknisk blær. Selvom der er flere uptempo stykker, hvoraf enkelte næsten kommer op på blastbeatniveau, så er det, der kendetegner Autopsys stil, og det, der gør denne skive virkeligt fed, bandets brug af knusende tunge stykker og grooves. Dette lærer vi allerede i skivens andet nummer "In the Grip of Winter", der starter med et sydstatsgroove og skifter over i flere doom-stykker (det er virkeligt et super fedt nummer!), og den tunge stil fortsættes i "Torn from the Womb" og går igen på resten af pladen - tjek for eksempel "Dead", der starter som et regulært doom metal-nummer med riffs, man sagtens kunne høre hos Candlemass eller Solitude Aeturnus (her er tale om endnu et super fedt klasse-nummer), hvilket også gælder nogle af passagerne i "Hole in the Head".

Selvom musikken er primitiv og lige ud ad landevejen, så er der ikke desto mindre en masse forskellige detaljer i hvert nummer, som gerne indeholder flere skift, hvoraf nogle kommer ud af det blå. Tjek for eksempel de mange skift i "Torn from the Womb" og "Slaughterday". Ud over de mange skift er et andet mere raffineret træk de mange guitarharmonier, der dukker op i både tunge og hurtige stykker.

Autopsys blanding af doom metal og tidlig dødsmetal, der næsten er thrashet, virker perfekt, og oven i hatten kan man smide det ene potente riff efter det andet og gammeldags kaotiske guitarsoli. Det primitive og det komplekse er i perfekt balance på denne skive ("Bonesaw" indeholder ligefrem nogle ret tekniske elementer). Produktionen er organisk og rå, men ikke underproduceret, og guitarerne har en tung og mudret lyd, der passer den rå stil perfekt.

Mental Funeral er en dødsmetalklassiker, og, er man interesseret i at høre dødsmetal fra dengang far havde læderjakke, bermudashorts og All Star-sko, så slå endelig til nu, hvor skiven genudgives. Fans af old school død og thrash (og specielt fans af Asphyx) kan roligt investere i skiven... hvis de ikke allerede har den.

Tracklist: 1. Twisted Mass of Burnt Decay 2. In the Grip of Winter 3. Fleshcrawl 4. Torn From the Womb 5. Slaughterday 6. Dead 7. Robbing the Grave 8. Hole in the Head 9. Destined to Fester 10. Bonesaw 11. Dark Crusade 12. Mental Funeral

Hør Hole in the Head her:

Tilføj kommentar