Sig det med black

Det tyske middelalderkvad Nibelungenlied har gennem tiden inspireret uendelige forfattere og komponister lige fra Tolkien til Wagner. Men nu har det tyske black metal-band Asenheim valgt at komme med sit bud på, hvordan det kunne have lydt, hvis middelalderens tyskere havde været lidt mere trve – hvilket jo må siges at være dejligt ambitiøst! Spørgsmålet er dog, om Asenheim formår at leve op til egne ambitioner, eller om de skulle have holdt sig til noget mere standard black som Satan og blastbeats?

Overdådig minimalisme

Asenheim gør utrolig meget ud af at forsøge at opbygge en episk stemning og atmosfære. Eksempelvis har bandet brugt diverse lydklip og monologer fra andre tolkninger af kvadet, som Fritz Langs stumfilm fra 1924 og et radiospil fra 1975. Brugen af disse er ekstremt charmerende, det er virkelig med til at skabe illusionen om, at man faktisk sidder og ser Nibelungens Ring af Wagner, blot fremført på lidt under en time i stedet for de 15, som operaen varer. Bandet selv formår også på ganske udmærket vis at skrive musik, der understøtter både disse lydklip og selve fortællingen. At deres ambitioner så overskrider deres reelle musikalske evner, er dog en hæmsko. For nok er er der masser af hjerte bag projektet, og samtlige numre er egentlig utroligt velskrevne samt velkomponerede, men der er desværre en del tidspunkter, hvor man sidder og tænker, at det hele ville lyde bedre, hvis det var et andet band, der fremførte musikken. Ligeså er der nogle bizarre valg hist og pist. For eksempel forstår jeg simpelthen ikke, at når nu de har lagt så enormt et fokus på, at musikken skal være episk og storladen, hvorfor det generelle trommespil så skal være så fladt og generisk. Det er rendyrket Darkthrone-duka-duka-duka blastbeats hele vejen igennem, hvilket matcher musikken lige så godt som baked beans på pizza. Valget om at vokalen skal ligge så højt i mixet, er også et tveægget sværd, for naturligvis skal der være fokus på vokalen, når hele ideen er, at det er et kvad, der fremføres. Omvendt fungerer de gængse black metal-vokaler absolut bedst, når de ikke får lov til at fylde hele lydbilledet.

På mange måder er Asenheim sin egen værste fjende, for samtidig med at de forsøger at fremstå så grandiose som overhovedet muligt, vælger de at holde fast i 90’er-blackens minimalistiske ideer og koncepter. Det endelige resultat fremstår derfor noget mere klodset, end hvad godt er, om end charmen absolut stadig bliver bibeholdt.

Point for forsøget

Men alt dette til trods så er Niebelungenblut et charmerende værk, der overordnet set kombinerer Celtic Frost-influerede guitarriffs med Darkthrone-trommer og symfoniske elementer, der til tider minder om Dimmu Borgir, dog uden at der går totalt Disney i projektet. Musikken i sig selv er måske ikke helt til en syver, men store ideer og drømme må også gerne blive belønnet.