Arkheth - 12 Winter Moons Comes The Witches Brew

12 Winter Moons Comes The Witches Brew

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Avant-garde Metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvad heksen brygger på…

Arkheth er et band, som siden 2001 har forsøgt at skubbe black metallen i nye retninger og inkorporere elementer, man ikke typisk forbinder med genren. De har, på trods af udtalelser fra anderkendte metalmagasiner som Metal Hammer, Decibel Magazine og Metal Injection, dog aldrig fået meget omtale blandt verdens mange metalhoveder. Nu er tiden så inde til at se, om det nye fuldlængdealbum, 12 Winter Moons Comes the Witches Brew, vil kunne fange folks opmærksomhed, eller om det simpelthen er lidt for langt ude i avantgardens mystiske univers og for langt væk fra black metallens skandinaviske epicenter.

Dimmu Borgir på syre… og i cirkus?

Man skal ikke dømme en bog på dens omslag… Dette er et ordsprog, jeg generelt vil støtte op om, og som jeg sjældent ville argumentere imod. Dette er dog en undtagelse, da 12 Winter Moons Comes the Witches Brew er præcis lige så underligt og forvirrende, som dets cover og titel antyder. Gennem albummet bliver den ellers kolde og ondskabsfulde sorte metal kastet igennem både saxofon, orgel, samt diverse blæseinstrumenter. Dette betyder dog ikke, at vi helt slipper for black-genrens typiske karakteristika, da vi også bliver forsynet med den uundgåelige brug af blastbeats, tremolo picking og alt det andet, der gjorde den norske musikscene til noget særligt i starthalvfemserne. Men bedst som man synes at kunne genkende tonerne fra sine hedenske yndlingsbands, går musikken over i et nyt, uforudsigeligt påfund. Dette album er svært at beskrive, da der ikke er meget, der lyder som dette, men skulle man endelig prøve, ville man nok ende ud i noget lig Dimmu Borgir på syre midt inde i et cirkus for folk, der har mistet forstanden. Når jeg taler om cirkus-associationer, skyldes det mest de tunge blæsere, der ligger på mange af sangene samt orglet og de besynderlige trommerytmer. Når dette blandes med black metallens sans for disharmoni, danner det en dyster atmosfære, der ville være et oplagt soundtrack til en B-films genindspilning af It, da det ville gå som smurt til den ondskabsfulde klovn Pennywise!

Et unikum på godt og ondt

Arkheth er som sagt noget helt for sig selv. Albummet er svært at komme igennem, da de skøre arrangementer og fjollede påfund på det ene tidspunkt virker sjove og komiske og det næste stærkt irriterende. Det er et album, der i små bidder kan være underholdende at lytte til, men som fra ende til ende kan blive en smule trættende. Er det så god musik, vi har med at gøre her? Nej, det kan det vist ikke ligefrem kategoriseres som, men bandets spilleglæde og høje humør er aldrig langt væk, og fra tid til anden får det alligevel lytteren til at trække på smilebåndet. Så til dem af jer, der synes, at der ikke er kommet noget nyskabende i metalgenren de sidste ti års tid, vil jeg anbefale at give dette album et lyt. Om I vil kunne lide det, kan jeg ikke love, men jeg er overbevist om, at det nok er de færreste, der har hørt noget lignende fra dette syrede gøgler-orkester!

Tracklist

  1. Trismegistus.
  2. Dark Energy Equilibrium
  3. Where Nameless Ghouls Weep
  4. The Fool Who Persists In His Folly
  5. A Place Under The Sun

Tilføj kommentar