Vi mangler en ny Jord at udpine
En parasit defineres af ordbogen Merriam-Webster som en organisme, der lever i, på eller med en anden organisme med det formål at suge næring til sig, gro eller formere sig – ofte således, at det direkte – eller indirekte – skader værtsorganismen. Kigger man lidt indad – eller har set The Matrix – så kunne man godt sammenligne mennesket med en parasit. Udpining af jord, rovdrift af træer, dyr og alskens råmaterialer, overfiskning og udledning af latterlig meget CO2, er bare nogle af de ting, der kvalificerer den menneskelige race til at være en parasit. Er det mon det, danske Arkæon har tænkt under indspilningen af deres debutplade?
Vidunderligt voldsomt vanvid
Ud fra bandnavn og albumtitel så har de skarpsindige nok luret, at Arkæon gør sig i black metal. Nærmere bestemt en gren af black metallen, hvor Taake-indflydelsen ikke er til at tage fejl af. Skal man sætte det på spidsen, kan man beskrive Arkæon som Nyredolk, der har gået på konservatoriet. Der er nemlig noget simplistisk og næsten punket over Parasit, men samtidig noget teknisk og struktureret.
Åbneren "Skagerrak" slår med det samme kløerne i dig, og som en psykotisk vrangforestilling af et menneske trækker nummeret dig ned i vanviddets frådende dyb, hvor sindet smuldrer, og fornuften forsvinder. Så hvis man er i besiddelse af et par lykkepiller eller to, er det nu, de skal tages. For på ”Smertens Vilje” og ”Parasit” bliver vanviddet akkompagneret smukt af Ulcerate- og Dygnostic-inspirerede dissonante rytmer og melodier – og kan man sin Ulcerate ved man godt, at trods det let atmosfæriske element så er det kvælende mørke og uovervindelig fortvivlelse, der er i vente. Arkæon kører næsten konstant oppe på den maniske klinge, og når ”Smertens Vilje” giver et pusterum, sidder man som lytter stiv af frygt og venter på, at den næste salve af psykiske forulempelser kommer og giver den behandling, man inderst inde sidder og tigger om. Selvom black metal ikke er en genre, der ofte har lytterens ve og vel i tankerne, så formår Arkæon alligevel at skrue en tand mere op for det velkendte ubehag. Det er selvfølgelig ikke oppe på Gulaggh- eller Stalaggh-niveauer af ubehag, men manisk og dissonant andenbølge-black metal er nu ikke ligefrem at sammenligne med en tur på divaneseren med slumretæppet trukket op om ørene.
Den eneste lille anke ved Parasit er afslutteren ”Evig Trods”. Efter at Arkæon har trukket lytteren gennem vanviddets facetter, lyder det til at gassen går af ballonen, og pladen bare skal afsluttes nogenlunde acceptabelt, trods viljen ikke helt er der. Det er ikke fordi, nummeret ikke har sine kvaliteter, men når nummeret ikke har samme drive som de fire foregående numre, så er det 10 meget lange minutter at komme igennem.
Mere psykotisk dissonans tak
At et enkelt nummer på en plade falder udenfor, gør sjælden noget. Men når nummeret står for 10 ud af 40 minutter vejer det lige pludselig tungt. Dog kan man gøre sig selv en tjeneste at skippe det og stå tilbage med en helt igennem fabelagtig tur med Arkæon, der fortolker manien, vanviddet og det direkte psykotiske i en uendelig lækker omgang disharmonisk og kuldegysinducerende black metal.