Apostle of Solitude - From Gold To Ash

From Gold To Ash

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Apostlenes apostel

Kvartetten Apostle of Solitude blev dannet i 2004 af en af de tidligere The Gates of Slumber-trommeslagere Chuck Brown, som har skiftet skind og bækkener ud med strenge og stemmebånd. From Gold to Ash er gruppens fjerde studiealbum, men det er endnu ikke lykkedes gruppen for alvor at få mejslet deres navn ind i doom-genrens alter. Det lykkes heller ikke denne gang, og det er en forfærdelig skam. Apostlene har tydeligvis et budskab at forkynde, men har problemer med at formulere sig klart.

Begravelsesdoom

Det skal senere vise sig at Apostle of Solitude faktisk spiller begravelsesdoom, men først skal vi have instrumentalnummeret ”Overlord”, af vejen. ”Overlord” begynder albummet med kampklare midt-tempo riffs, som albummet aldrig siden følger op på. Stilen ændres nemlig umiddelbart efter på ”Ruination Be Thy Name”, hvor vi får den opskrift, der dækker resten af albummet: langsomme, tunge grooves tonet i mol med tostemmige, Alice In Chains-agtige vokaler leveret af Brown og øksepartner Steve Janiak. Sangskrivningen er gennemgående solid så selvom gruppen slæber sig igennem sangene sidder man ikke og kigger på uret. Ingen af albummets egentlige sange varer under seks minutter, hvilket afspejler det faktum at Apostlene tager sig god tid til at indlede sangene, og mindst lige så god tid til at slutte dem af igen. Som albummet skrider frem bliver det slæbende tempo, tungsindige humør og langstrakte struktur mere udtalt, og anden halvdel af skiven er reelt begravelsesdoom. Denne stilart håndterer gruppen professionelt, og på sangen ”My Heart Is Leaving Here” demonstrerer gruppen en fornem evne til at drukne lytteren i veltilrettelagt lidelse.

I sammenligning med de canadiske bedemænd Pallbearer er Apostlenes tilgang til begravelser mere simpel. Dette i sig selv skal absolut ikke ligge dem til last, men nummeret ”Keeping the Lighthouse” træder for meget rundt i lignende vers/omkvæd, som ikke var videre interessante til at begynde med. Dertil lykkes det ikke altid for Apostle of Solitude at skabe en sammenhæng, som leder lytteren fra sang til sang. Siden de holder sig til de lange indledninger og afslutninger får alle de tre sidste sange et præg af det definitive, som normalt holdes i baghånden til albummet skal sluttes af. Derfor sidder man med et indtryk af at albummet slutter tre gange, og som sådan kunne de tre sidste sange skifte plads uden man ville kunne mærke forskel.

Produktionen er ikke prangende, men heller ikke noget der får mig til at rynke på næsen. Til gengæld skal det ikke gå ubemærket hen, at guitaren flere gange ikke bliver dæmpet ordentligt, hvilket giver en skærende mislyd. Problemet er særligt iørefaldende på sidste nummer, men allerede på ”Ruination” stikker det ud.

Plettet klasse

Størstedelen af sangene er velkomponerede, men helheden besidder nogle pletter som ingen salte tårer kan vaske væk. På hele A-siden er det kun ”Ruination Be Thy Name”, jeg ville vende tilbage til. Intronummeret er stilistisk helt adskilt fra resten af albummet, og selv ikke med min bedste vilje kan jeg begribe dens formål. Anden halvdel rummer dog en dejligt trist lektion i doom, og jeg anbefaler fans af genren at give pladen en helhjertet chance. Der er unægtelig kvalitet at høre, men lige så unægtelige fejl trækker det samlede produkt ned.

Tracklist

  1. Overlord
  2. Ruination Be Thy Name
  3. Autumn Moon
  4. Keeping The Lighthouse
  5. My Heart Is Leaving Here
  6. Monochrome (discontent)
  7. Grey Farewell

Tilføj kommentar