Én EP plus én EP er … ét album?
Tyske Annisokay spiller en blanding af metalcore og post-hardcore og blev dannet tilbage i 2007. Bandet har haft en masse udskiftninger i besætningen gennem årene og har fem studiealbummer bag sig. De er kendt for deres energiske blanding af tunge riffs, melodiske omkvæd og elektroniske elementer. Nu er de ude med deres sjette album, som er en blanding af to EP’er, nemlig Abyss Pt I fra 2023 samt Abyss Pt II, der udkom tidligere i år. Begge EP’er har seks numre. Derudover har de indspillet yderligere tre friske numre, og er nu ude med Abyss – The Final Chapter. To af de tre nye numre er allerede udkommet som singler, hvilket betyder, at når albummet er tilgængeligt på diverse tjenester, er der ét nyt, uudgivet nummer, som fans kan glæde sig til at høre. Er det en fjollet måde at udgive et album på? Absolut, da det ødelægger al spændingen ved et album. Men det er desværre ikke det eneste kritikpunkt, der er at finde på tyskernes forsøg på et kig ned i afgrunden.
Som fyrværkeri, der aldrig rigtig brager
Åbneren “Into the Abyss” sætter scenen fint med sin dystre, næsten filmiske atmosfære, og man mærker tydeligt intentionen om at skabe et musikalsk univers, der skal indfange lytteren. At det ikke indfries på resten af pladen, er en skam. Det bliver generelt et miskmask af godt og skidt på skivens 15 numre og 54 minutters spilletid. Et nummer som “Ultraviolet” bliver for pænt og poleret, som om tyskerne holder på sig selv og skruer ned dér, hvor det hele burde kulminere vildt og kaotisk. En generel frustration på udgivelsen, da det går igen på mange af sangene.
Derimod formår de på “Human” at forene det elektroniske og det metalliske på overbevisende maner, især når den dybe vokal bryder igennem og får lov at fylde. Og det er ikke, fordi Annisokay ikke kan levere gode, solide toner. “Get Your Shit Together” formår at finde balancen mellem aggression og melodi, og der opbygges en intensitet, der stiger undervejs. Ligeledes er ”Never Enough” et fængende stykke musik med god energi og et højt tempo, hvor trommerne banker derudad, og den aggressive råbevokal kommer til sin ret. Til forskel fra mange af de andre numre, hvor det kun bliver til et enkelt råb i ny og næ. Disse to numre står frem som de mest helstøbte øjeblikke på pladen.
Desværre står de gode sange i skyggen af alt for mange middelmådige såsom “Calamity” og “Time”, der mest af alt føles som fyld. Pænt producerede, jovist, men uden retning. Disse kunne sagtens have været valgt fra i sammenlægningen af de to EP’er for at skære noget af fedtet fra. Det samme gælder “Oblivion” og “Into the Gray”, som hverken tilføjer noget nyt eller efterlader et videre mærkbart indtryk. Det hele bliver for glat, for ufarligt, og selv når der bygges op til et klimaks, udebliver forløsningen. Det er som at høre en raket flyve til vejrs nytårsaften uden at se den eksplodere og folde sig ud på himlen.
Den ufarlige afgrund
Denne udgivelse føles mere som en opsamling end som et sammenhængende værk. Der er ingen rød tråd, og numrene virker mere, som om de bare er smidt ind i en tilfældig rækkefølge, end at der har været en egentlig plan om at koble de to EP’er sammen i første omgang. Der er numre, som fungerer fint, bevares, men det opvejer desværre ikke nok for, at helheden mangler en ensartet retning. Annisokay har uden tvivl talent, sans for melodi og modet til at eksperimentere. Men de lider under, at de stadig ikke helt tør at give slip og se ondskaben dybt i øjnene. Hvor titlen antyder en rejse mod mørket, føles albummet snarere som et kig ned i dybet fra sikker afstand med sikkerhedsline om livet og med en sløret kikkert for øjnene. Det er fint, velproduceret og kontrolleret – men afgrunden er aldrig rigtig farlig.
