Angelus Apatridia er et spansk thrash metal band, som blev dannet i 2000. De henter inspiration fra blandt andet Megadeth, Kreator og Pantera, og er et af de mest indflydelsesrige bands på den spanske metalscene. Deres fjerde album hedder The Call, og det er en lidt blandet fornøjelse.

Musikken er generelt meget rå, lidt som Slayer og Megadeths ældste sange. Man får fornemmelsen af at blodet pumper hurtigere mens man hører musikken, for det går meget hurtigt hele vejen igennem. En af de helt store bidragsydere til dette er guitaristen. Han kommer på noget af et arbejde, specielt i soloerne. Dem skal han dog have ros for, da de er ret imponerende. Nogen gange giver han den dog så meget gas, at han overskygger bassisten, som ikke får brugt sine øjeblikke ordentligt. Det leder til en endnu ringere præstation fra hans side. Trommeslageren er der ret godt gang i. Han er bestemt også en væsentlig bidragsyder til det hurtigt tempo, som albummet har. Han er helt utrolig glad for sin stortromme. Han er så glad for den, at man ender med at få ondt i ørene. Sangeren har en virkelig bizar stemme. Den så unik son en sangstemme overhovedet kan blive, dog ikke på den positive måde. Han lyder som en blanding af en pubertetsdreng og Tom Araya (fra Slayer) på helium, og samtidig skærer hans stemme i ørene. En del at det ørepinende ved albummet er også produktionen. Man han godt nok høre de fleste instrumenter, men alt udover lilletrommen og hihatten skærer i ørene som bare pokker!

The Call kunne have været meget bedre. Tempoet og potentialet er der, og de har også en rigtig dygtig guitarist. men det er også nogle negative ting der er så heftige at det trækker albummet ned i karakter. Kan du lide Slayer, og har du nogle robuste ører, så er de et lyt værd, men hvis dine ører er bare en smule sarte vil The Call bare give dig ørepine.

You Are Next viser den positive side af albummet virkelig godt, men lad dig ikke narre.