Latin går ellers hånd i hånd med metallen

Kigger man på metallen i dag, så ser man straks, at mange bands, rent genremæssigt, stikker i flere forskellige retninger. Hvad enten det så er death/doom, black/thrash, deathgrind eller noget helt fjerde. Men med den interesse metallen generelt har for mytologi og fabeldyr, så kan man undre sig over, at der skulle gå knap 2000 år efter, at fabeldyret, hvis navn bogstaveligt talt betyder “at gå begge veje", blev brugt som bandnavn. I 2011 rejste Amphisbaena sig dog fra den canadiske muld, og her ti år efter den selvbetitlede debut EP, er bandet klar med debutpladen Rift.

Tag lige ti år mere

Selvom bandet består af nuværende og tidligere medlemmer af blandt andet Antediluvian og Weapon, så er det stadig imponerende, hvor meget Amphisbaena lyder som en blanding af præcis Antediluvian og Weapon.

Denne sammensætning fungerer dog kun, når det er Weapon-delen, som agerer chauffør. Ikke at Antediluvian er ubrugelige, men vi skal ikke helt ind i sindet i dag. Vi skal ubarmhjertigt døbes i den blackede døds tjærepøl. “Rift III - Ruinous Godlike Simulacra” er en kulsort dyne af dundrende blasts, en lækker Weaponsk sortedødsrytme, hvor et dragende melodisk gravkammer-black riff flyder elegant hen over og åbner døren til midnatsmesse i Mesopotamiens krypter. Det er en okkult oldtidsprædiken baldret afsted med et gribende intenst tempo, som rundes perfekt af med et stemningsfyldt dyk ned i Antediluvians kravlende og omklamrende mørke. I denne sammenhæng kommer dette snigende mørke for alvor til sin ret. Og på “Scaled Ekpyrotic Splintres" svinges den sorte pensel flot rundt om bandets mere aggressive sider for til sidst ubarmhjertigt at overmale livets glæder og efterlade dig i evigt mørke. Det er som at få optrevlet alle dine terapitimer, fordi dit forsikringsselskab alligevel ikke ville dække udgifterne.

Det er dog langtfra alt på Rift, som kræver terapi — medmindre man da kan få terapi for kedsomhed. “Rift I - Wading the Deserts of Earth” er, som titlen beskriver, en regulær ørkenvandring. Blacket doom, der sidder og nikker som din far foran fjernsynet, og som hellere vil ty til det sløjeste klap på to og fire tumlingedød end at indse, at det måske var på tide at krybe til køjs. Noget “Rift II - Opening of the Eye” også indser. At Amphisbaena så drømmer om at lyde som et frasorteret mellemspil fra Anathemas Judgement, hjælper desværre ikke på tingene. Det havde dog været bedst for Amphisbaena, hvis de sov videre. For “Exponentially Falling… Upward” lyder mest af alt som et søvnigt, stærkt beruset Runemagick, som trods det, at de kun lige evner at holde fast i bordkanten og lyde som dem selv, alligevel bliver bedt om at lege med noget dissonans. Var Amphisbaena bedre sælgere, så kunne deres trommeslagers kamp livet samtidig med, at guitaristens ustemte guitar forklædes som dissonans sælges som stor kunst. Men i dette tilfælde burde de i stedet prøve at sælge mig lidt flere overskudsnumre fra Anathema.

Det var heller i dag, at man blev kultmedlem

Der er et hav af gode ideer at finde på Rift. Med forholdsvis klassiske blandinger af black og død, hvor der tydeligt leges med de okkulte, atmosfæriske og dissonante sider af blacken, skaber Amphisbaena rå og dragende ritualer, som er umulige ikke at lade sig hjernevaske af. Desværre har bandet også hang til det doomede og drømmende, som øjeblikkeligt vækker dig af trancen og får dig til at marchere målrettet ud af krypten, mens du smågriner over, at den kutteklædte forsamling lytter til vuggeviser.