Doom på dansk
Altar of Oblivion debuterede i 2009 med fuldlængden Sinews of Anguish - en plade, der fuldkommen tog røven på mig, med den usandsynligt fængende udgave af powerfuld, episk doom metal, bakket op af et fedt koncept om tyske soldaters trængsler på fronten. Da den skive kom ud, var det tydeligt at høre, at sanger Mick Mentor var lidt grøn og utrænet. Nogle afskrev og har efterfølgende afskrevet bandet pga. vokalen, men jeg knuselsker den, og på dette nye album når han helt nye klasser, men mere om det senere. Bandet er i dag på skive nummer 3, og det er med en stor margen det absolut bedste, bandet har leveret i karrieren så langt.
Mesterlig skønhed og tung beskydning
Der er gået syv år, siden Altar of Oblivion sidst udgav en fuldlængde, og hvad har de så brugt de år på? Jamen det har de i mine ører brugt på at optimere alle deres signaturer. Fra det første riff på skiven til de sidste toner af ”Grand Gesture of Defiance” klinger ud, arbejder bandet med det ene mere fængende, voldtunge og powerfulde nummer efter det andet. Der er ganske enkelt en enorm bunke overskud på denne skive. Dette kommer til udtryk i musikken, der er tung som en armeret kampvogn, men stadig fyldt med riffs, man kan huske, længe efter musikken er passeret forbi. Numrene er egentlig ganske ens, men der er lige nøjagtigt den variation, der gør, at de alligevel skiller sig ud fra hinanden. Og så kommer vi til vokalen, den blæser mig fuldstændigt ud af vandet. Mick har i hvert fald brugt tiden på at optimere sit udtryk: han synger, i mine ører, ganske enkelt fremragende. Nogle vil sikkert mene, at han prøver for meget, og at det bliver lidt prætentiøst, men i min verden er han en af doomscenens bedste sangere, og det syntes jeg, han beviser på skiven her. Han befinder sig mestendels i et mellemleje, men kommer også op i de højere registre, og så fraserer han helt uhyggeligt sejt!
Verdensklasse
Jeg havde vældigt høje forventninger til denne skive, men at de i den grad skulle blive indfriet og endda overgået, det kommer bag på mig. Jeg har efterhånden lyttet til skiven en 20 - 30 gange, og jeg bliver ved med at falde over små detaljer i musikken. Dette betyder, at hvert eneste lyt føles frisk. Danmark er ikke just kendt for vores doomscene, men i Altar of Oblivion har vi et band, vi kan være stolte af. Min overskrift til dette er i det hele taget dækkende for mit forhold til skiven her, for Altar of Oblivion kan sagtens tåle at blive nævnt i samme åndedrag som Candlemass, Solitude Aeturnus og andre fra øverste hylde. Det er tidligt på året, men jeg kan allerede nu sige, at den her skive vil ende højt på min liste, når 2019’s bedste album skal vælges!
