Middelmådig brasiliansk Power Metal
En introduktion til bandet Almah er et brasiliansk Power Metal band, der blev dannet i 2006 som et solo-projekt for Edu Falaschi (ex-Angra). Siden har Almah udgivet fire full lengths indregnet nærværende Unfold, og Almah har udviklet sig til et ‘rigtigt band’.
Stilen angives til melodisk Power Metal, og samlet er dette en ganske god beskrivelse. Men på nogle sange, synes jeg, at Almah trækker på inspirationer fra Hard Rock’en.
Jeg er ikke videre bekendt med Almahs bagkatalog. Jeg har hørt den forrige udgivelse, Motion et par gange, og kan ikke sige, at jeg blev videre fanget af den.
Pladen Hvis jeg skal sammenligne med Motion, så forekommer Almah på Unfold at have skruet lidt ned for tyngden og hårdheden for måske at give plads til lidt mere melodi. Og i min bog gør det sidstnævte til den mest interessante af de to. Læg dertil, at Almah er kvalificerede musikkere, og Unfold har sange, der hænger på den meget lækre melodiske måde i ørene. Jeg tror de fleste vil kunne finde på at sidde og nynne lidt med til f.eks. "I Do".
Unfold starter med "In My Sleep", der har en rigtig fin start med trommer, der går over i en kraftfuld sang. Men så kommer et i min bog lidt mærkeligt omkvæd, der måske kan siges at trække mod noget progressivt. Under alle omstændigheder forekommer sangen ikke organisk, og overgangen mellem vers og omkvæd synes stå som udtryk for det.
Næste nummer, "Beware the Stroke", virker mere hard rock inspireret og giver en ældre herre, som denne klummeskriver, mindelser om noget, jeg ikke har hørt i lang tid. Det lyder måske lidt negativt, men det er det ikke. (Ja, ikke for mig i hvert fald.) Efter et fint intro starter et halvtungt riff af den gode gammeldags slags, og her får vi et omkvæd, hvor Almah viser, at de godt ved, hvordan sådan et skal skrues sammen.
"The Hostage" har et nærmest grunge-agtig riff, og visse steder lyder også vokalmelodien næsten som noget Alice In Chains kunne have lavet. Sangen svinger godt og er ikke dårlig, men stilen er omvendt heller ikke overbevisende, når det mere melodisk heavy metal-omkvæd ikke forekommer helt naturligt.
"Raise the Sun", der kan høres nedenfor, er et stærkt nummer – nok Unfolds bedste. Der startes med et godt intro med "klaver", og sagen har et rimelig godt power riff. Omkvædet er lidt blødt, men sammenhængen med musikken er overraskende god. Håbet for pladen stiger, og "Cannibals In Suits" lægger overraskende tungt fra land. Desværre synes jeg ikke, at sangen holder niveauet, og faktisk går den hen og bliver lidt ligegyldig.
Og det bliver desværre ved i denne dur. Hvad der forekommer mig at være referencer til f.eks. Iron Maiden hjælper ikke rigtigt. ’Åhhh Åhhh-kor’ på "Wings of Revolution" og forsøget på en sing along omkvæd på "Believer" udstiller, at Almah på Unfold alle gode intentioner til trods ikke formår at få løftet gode ideer ud af middelmådighedens hængedynd.
Egentlig opsummeres det meget godt i Unfolds sidste sang, Farewell, der er en halv akustisk ballede af et faktisk ret kedeligt tilsnit, der ikke kalder på et genhør.
Konklusion Det er lidt sjovt med Unfold, for det er, når der skal laves lidt storladen melodisk Power Metal, at jeg synes den står svagest. Som det også har været tilfældet med andre udgivelser i denne genre, så er konkurrencen ret hård, og Almah formår ikke rigtigt at løfte sangenes gennemsnit ud over det acceptable.
Men på nogle sange virker det på mig som om, at der tænkes lidt mere ud af boksen – nogle steder lidt i retning af hard rock. Og det giver for mig sangene lidt af den kant, som jeg efterspørger.
Det skal ikke tage fra Almah, at de kan spille melodisk og fængende musik, og at Edu Falaschi er en udmærket forsanger, og samlet er indsatsen bestået, men ikke ret meget mere.
Trackliste: 1 In My Sleep 2 Beware The Stroke 3 The Hostage 4 Warm Wind 5 Raise The Sun 6 Cannibals In Suits 7 Wings of Revolution 8 Believer 9 I Do 10 You Gotta Stand 11 Treasure of The Gods 12 Farewell
"Raise the Sun":
