Almah - E.V.O

E.V.O

· Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Glad og poppet power metal starter lovende, men bliver hurtigt meget anstrengende

Det er ikke kun Sepultura, der kan spille brasiliansk tråd

Hvis jeg siger, at du, kære læser, lynhurtigt skal nævne et heavyband fra Brasilien, så vil du med ret stor sandsynlighed svare Sepultura. Måske Corzus eller Angra, men så er du også nørd (no offense). Lige netop Angra (yes, det var der fra, Dave Mustaine snuppede Kiko Loureiro til sit nuværende Megadeth-lineup) havde engang en forsanger ved navn Eduardo Falaschi. Han synger nu power metal af den allergladeste slags i bandet Almah. Er du stadig med? Godt, for de har lige udgivet deres femte langspiller, og den skal vi gennemgå her.

Poppet sing-along-metal

Når jeg postulerer, at Almah er glade, når de spiller, så mener jeg det. De er virkeligt glade! Så glade, at man nemt kan forestille sig, hvordan de står og smiler og vinker i ‘the green room’ til eurovisionens Melodi Grand Prix, når de lige har fået tolv point fra Tyskland, Finland og alle østlandene. Det er power metal, der på første skæring, “Age of Aquarius”, er så hamrende potent med sine bombastiske energiudladninger, at det i fantastisk stil indgyder et håb om, at denne plade bliver en fabelagtig power-oplevelse. Dette sker så bare desværre ikke.
Lige så pompøst og imponerende, som åbningsnummeret er, lige så intetsigende, lalleglad og direkte poppet bliver resten af E.V.O. “Infatuated” (se videoen herunder, hvis du tør) er dér, hvor det bliver værst og grænser til det kvalmende. Her er det virkelig ikke sjovt længere. Ja, jeg bliver, uden at overdrive, næsten vred af at høre på det. Vred på den negative måde, vel at mærke. Det er sgu ikke et ultimativt krav, at metal skal være mørkt, dystert og/eller deprimerende; der må hjertens gerne være solskin, hvide tigre og regnbuer (R.I.P., Dio…). Men det her bliver for meget. Det er så let købt, kvalmende positivt og Johnny-fra-Kandis-smilende-agtigt ulækkert, at jeg er nødt til at stå af og høre noget andet. Bare lige for at få jordforbindelse igen. Selv den stærkest overdrevne kristne rock og metal (igen, no offense) er faktisk at foretrække på dette stadie.

I feel happy...

Som det er tilfældet med alt andet musik, må power metal gerne være catchy, originalt og kreativt. Jo mere, jo bedre, faktisk. Men det skal helst også rumme en vis kompleksitet og udfordre sine lyttere til det punkt, hvor musikken ophøjes til noget større end ensformige toner, der flyder ud af højtaleren. Denne balance rammer Almah overhovedet ikke, og hvad, der starter lovende, ender med at blive rigtigt anstrengende og på ingen måde interessant eller udfordrende for lytteren. 
Der er lyspunkter her og der. Fede riffs, gode ideer og ikke mindst Falaschis imponerende register – men alt i alt giver det bare lidt lange nosser at gennemlytte et helt album med lalleglade og ikke særligt originale power-skæringer. Gør det, hvis du elsker hyper-glad power metal. Ellers kan du roligt nøjes med første skæring og så slukke pladespilleren derefter.

Tracklist

  1. Age of Aquarius
  2. Speranza
  3. The Brotherhood
  4. Innocence
  5. Higher
  6. Infatuated
  7. Pleased To Meet You
  8. Final Warning
  9. Indigo
  10. Corporate War
  11. Capital Punishmen

Tilføj kommentar