Almah - Motion

Motion

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dette er tredje album fra brasilianske Almah, et fritidsprojekt - med vokseværk - for Angras forsanger Edu Falaschi. Jeg fik ikke tjekket det sidste album, "Fragile Equality", men var til gengæld o.k. glad for debuten "Almah" (der blev markedsført som et soloalbum af Edu Falaschi), der bød på let progressiv, riff/groove-orienteret melodisk metal, lidt henad f.eks. Conception, bare knap så varieret. Den nye skive, "Motion" er blevet mere heavy. Meget mere heavy. Så heavy, at man ofte føler at Falaschis lige-ud-af-landevejen melodiske powervokal er malplaceret, lidt som Keld Heick iført elefanthue og oversavet jagtgevær. Falaschi forsøger sig ganske vist med nogle skrig og råb en gang imellem, hvilket fungerer nogenlunde, men hans rene, let vibrerende tenorvokal passer ikke rigtig ind. Åbningsnummeret "Hypnotized" og versdelen af "Days of the New" skaber et indtryk af, at Almah har ønsket at lave en tung, thrashet, old school-heavy-rock-agtig skive - ikke ulig Mike Portnoy og Russell Allens nye projekt, Adrenaline Mob. Når man kommer lidt længere ind på albummet, fornemmer man imidlertid nogle andre ambitioner også. Først og fremmest er her en del mere instrumental lir af den strukturelle slags (hvor Adrenaline Mob har en del guitarsoloer og energiske trommer, men forholdsvis enkle kompositioner). Ind imellem viser der sig nogle lidt gotiske stemninger, f.eks. på "Living and Drifting" og "Bullets on the Altar", og der dukker også et keyboard op i ny og næ, men ellers er musikken primært drevet frem af guitar og trommer.

Bedst fungerer "Motion", når Almah skifter gear og laver teknisk, progressiv powermetal inden for de heavy, nedstemte rammer, f.eks. på numre som "Trace of Trait" og "Soul Alight" eller "Daydream Lucidity", der har nogle fede Textures-agtige passager og nogle overraskende, meget personlige akkordrækkefølger undervejs. Balladerne "Late Night in '85" og "When and Why" er faktisk også meget stemningsfulde, lidt som noget Metallica eller Zakk Wylde (som del af Ozzys band i 1990erne) kunne have skrevet i et inspireret øjeblik.

Som sædvanligt, når det er Edu Falaschi det handler om (med eller uden Angra), er stemmen med til at toppen af min begejstring. Men han har lejlighedsvist ganske god smag når det kommer til at stykke god musik sammen. (Eller også har hans musikere.) Summa summarum: "Motion" er gennemgående godt håndværk med et par rigtig fede ting undervejs, men ikke noget man behøver at spæne af sted for at skaffe.

Tilføj kommentar