Hekse-fikseret dødsdoom

Fra basen i Detroit har Acid Witch siden debuten i 2008 med spredte mellemrum underholdt metalverdenen med deres forholdsvis unikke blanding af traditionel death/doom og hekse-fikseret gyserfilmsatmosfære. Gruppen føres an af Slasher Dave (keyboards/vokal) og Tim ’Shagrat’ Jenkins (bas/vokal), hvor sidstnævnte også har begunstiget navnkundige Shitfucker med sine talenter. Det er et band, vi mildest talt ikke har været begejstrede for her på Heavymetal.dk, men lad os se om den seneste udgivelse fra Acid Witch kan gøre det bedre.

Gøgl og 2.sortering

Stilen på Rot Among Us er nogenlunde, som det plejer: Death/doom i den blødere afdeling, stærke stoner-elementer, der krydres med gyserfilmstemaer, skrigende (må man antage) heksevokal og ikke mindst lydeffekter fra 70’er- og 80’er-film. Man aner inspiration fra King Diamonds historiefortællende stil, men det hele lyder nu mere, som hvis danske Denial of God havde røget sig monsterskæve og i et anfald af dårskab pludselig besluttet at lave noget stonerdoom. Det lyder måske sjovt, men dette album indeholder ikke ret mange eksempler på, at det er en god ide.

Titelnummeret har et fedt introriff, men det får ikke lov at stå længe, før den gennemført kiksede historiefortællende still tager over. Især er den teatralske ’hekse-vokal’ voldsomt irriterende, og den overdrevne brug af 80’er-keyboards er ikke meget bedre. ”The Sleeper” starter med flere fjollede lydeffekter, mens introriffet endnu en gang er absolut godkendt. Omkvæd og c-stykke byder på mere gøgl fra posen af 2.sorterings gyserfilmeffekter. ”Psychedeathic Swampnosis” er jo en herlig titel, der leder tankerne hen på jokebands som Cannabis Corpse, men er det meningen?

Hvis Acid Witch kun betragter det her som én stor joke, så kald mig bare Randi, mens jeg erkender, at jeg nok ikke har så meget af det der humor. Tværfløjten der ’begunstiger’ ”Swampnosis”, må også klassificeres under ’dårlig vittighed’. Plathederne og gyser b-filmstemningen når sit tå krummende lavpunkt på ”5508 Martin St.”, hvor de ubehjælpsomme tekster, håbløse vokaler og platte effekter suppleres af et spoken word segment med – hvad ellers? – stærkt påtaget britisk accent.

Advarsel! Kun for fans

Konklusionen er beklageligvis uundgåelig: Årtiers bekymrede forældre- og kirkegrupper i den vestlige verden har yderst overraskende hele tiden haft ret. Der findes næppe et bedre bevis end Rot Among Us på, at man rent faktisk kan se for mange gyserfilm. Det paradoksale er jo bare, at der under alt halløjet er en solid rytmesektion og en tæft for fede, om end ikke specielt originale, doomriffs. Så en total bundskraber bliver det trods alt ikke til. Men hold da op, hvor skal man være fan for at kunne kapere dette album.