Som at skrue tiden tilbage

42 Decibel spiller blues rock. Sådan rigtig god gammeldaws blues rock fra da far var dreng. Pladerne indspilles på bånd, og guitarene har den varme og livlige lyd, som kun forstærkere fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne kan levere. Nu er de så klar med deres tredje album, og de holder fast i det, der virker.

Det svinger sgu, som det skal

Hvis man ikke skal vælte ned af stolen som lytter, skal man advares på forhånd. Forsangeren Junior Figueroa lyder som Bon Scott fra AC/DC. Faktisk så meget, at det er skræmmende. Hvis jeg var AC/DC, tror jeg faktisk, jeg ville spørge denne mand, om han ikke ville turnere med dem, nu hvor Brian Johnson ikke kan længere. Det er ganske enkelt vildt, at man kan have en stemme som Junior Gigueroa uden et helt liv med smøger og rigelige mængder alkohol. De første tre sange på albummet lyder da også som AC/DC med simple trommer og rå sammensætninger af forvrængede toner fra elspaderne tilsat den hæse stemme. Dog viser bandet sig også at besidde en mere blues-inspireret side med sange som ”Roadkiller”, ”Lost Case”, ”Cause Damage” og ”Double Inch Blues”. Specielt sidstnævnte er vel tæt på at være bluesrock i sin reneste form. Simple trommer, som svinger og groover, så foden er tvunget til at følge takten, og så en klassisk blues-rundgang. Med linjer som ”I’ve got no intention of staying here. I think I’m gonna go and get myself a beer”, er der også meldt rent ud. Det er klassisk rock, når det er bedst. Sangene følger generelt ét bestemt tema; Værtshuset og de ting man kan opleve der. Der bliver sunget om kvinder, man falder i snak med, når man har fået for meget inden fra vesten, røverhistorier, gambling, slagsmål efter druk, og så selvfølgelig smøger og øl. Alt det uden, at det virker påtaget. Bandet virker ligeså jordbundne og reelle som deres beats. Det mest skæve indslag er punksangen ”Half Face Dead”, som skiller sig ud i form af det høje tempo, men det lyder stadigvæk som 42 Decibel, og nummeret må være en fest at høre live.

Ikke alt det der nymodens pjat

42 Decibel er fuldstændig ligeglade med tendenser og det faktum, at vi skriver år 2017. De spiller rock, som de kan lide det, og det kan man mærke. De lyder autentiske og oprigtige hele vejen igennem, og de prøver ikke på noget fancy. De leverer egentlig langt hen ad vejen det, man forventer, men de gør det så godt, at man ikke kan lade være med at rocke med. Det eneste man kan mangle på Overloaded, er et riff, som virkelig er brændemærket ind i hukommelsen bagefter, men mon ikke disse fire argentinske herrer nok skal lykkes med det på et tidspunkt? Samlet set har bandet leveret en fed rockplade, hvor man stort set ikke keder sig undervejs. Hvis man kan lide tanken om lyden af AC/DC tilsat noget mere blues, er 42 Decibel så afgjort et skud værd.