Black Star Riders - The Killer Instinct

The Killer Instinct

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Spilletid:46.07
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den tidligere Thin Lizzy-guitarist Scott Gorhams eget band Black Star Riders udgav deres debut i 2013. Det var et album, som havde mere karakter af kopiband end originalitet kombineret med ujævnt materiale. Karakterne blev også derefter. 
Bandet er nu tilbage med en opfølgning, og heldigvis har andet forsøg mere at byde på. Selvom udgangspunktet stadig er lyden af Thin Lizzys velmagtsdage, og et nostalgisk tilbageblik på alt dét, som engang var, så er der god grund til at investere i albummet.

Twinguitars, keltiske undertoner og brovten røvballe.

Forsanger Ricky Warwick lyder stadig som Phil Lynott, og Scott Gorham spiller stadig guitar som da han dannede fortrop i et af 70´erne største hardrock bands. Der er de obligatoriske twinguitars, keltiske undertoner, hooks og ikke mindst rigtig mange letfordøjelige rocknumre. Udtrykket er altså stadig gammelmands rock ud fra filosofien "Lets play it safe”. “Sex, Guns & Gasolin” for eksempel. Alene titlen…

"Finest Hour” er en hyldest til gamle venner og en lykkelig barndom. Det er bestemt en fordel, hvis man har hang til det nostalgiske. Riffene lyder som tyvstjålet fra “The Black Rose”, men det er også et fremragende album, så det er svært ikke at rocke med.

Albummet er produceret af Joe Elliott fra Def Leppard og lydbilledet er derfor pænt, poleret og afstemt. Et mere kantet valg af producer ville klæde lydbilledet samt skabe mere dynamik og kontrast.

Mere Langelandsfestival end hårdkogt Dublin

Jeg har været til nok suppe, steg og is-komsammener til at spotte, at dette mere lyder af Langelandsfestival end hårdkogt Dublin. Men så er det hellere ikke værre. Albummet er væsentlig bedre og helstøbt end forgængeren. Det gælder både de hårde rocknumre, men i særdeleshed balladerne. “Blindsided” kan stjæle dit hjerte, som en smuk og inderlig akustisk sjæler. Ligeledes er albumafslutning “You Little Liar” fuldstændig forrygende.

Endelig begynder Black Star Riders at lyde mere som et selvstændigt band fremfor et Thin Lizzy-kopiband. Det lover med andre ord rigtig godt for et tredje album.

Tracklist

  1. Killer Instinct
  2. Bullet Blues
  3. Finest Hour
  4. Soldierstown
  5. Charlie I Gotta Go
  6. Blindsided
  7. Through The Motions
  8. Sex, Guns & Gasoline
  9. Turn In Your Arms
  10. You Little Liar