Slava!
Hvis der er to ting, vi alle har lært om Ukraine de sidste par år, så er det, at de dels laver fremragende metal, dels er nogle virkeligt hårde typer, der ikke bøjer sig i støvet. Det virker fuldstændigt absurd, at man stadig kan samle sig om at lave kunst, når det regner med bomber, missiler og droner om ørerne på en. At man overhovedet formår at gøre andet i den situation end enten at tage benene på nakken eller lægge sig ned i fosterstilling, er så godt som ubegribeligt. Men ikke desto mindre så virker selve den ukrainske folkesjæl til at være bygget op omkring ’vi giver aldrig op!’-mentaliteten, og her godt og vel fire år efter, 1914 udgav deres mesterværk, er gruppen klar med sit fjerde kapitel omhandlede de utallige rædsler fra Første Verdenskrig.
Tonstung patos
Albummets titel er en reference til kejser Franz Joseph Is personlige motto, der løst kan oversættes til ’med forenet styrke’. Nok var det ham, hvis pennestrøg ultimativt førte til Første Verdenskrig, en af de mest blodige og gruopvækkende krige nogensinde, men under sin regeringsperiode gjorde han, hvad han kunne for at holde sammen på sit rige, udslette nationalisme og få folket til at indse, de alle var en del af noget større.
Viribus Unitis er derfor, ulig bandets tidligere værker, en fortælling om kammerateri, sammenhold og de store følelser. Igennem hele albummet følger vi en ægte, unavngiven ukrainsk soldats rejse fra 1914-1919. Lyrikken er løst baseret på hans dagbogsnotater, ikke helt ulig nummeret ” … and a Cross Now Marks His Place” fra Where Fear and Weapons Meet. Det giver sig selv, at det føjer en dybde samt en seriøs omgang patos til musikken. Ikke fordi 1914 da nogensinde har haft problemer eller udfordringer med at skabe en tonstung lyd, tværtimod, og sat op imod den resterende diskografi er Viribus Unitis nok bandets tungeste album.
Der er generelt skruet ned for tempoet, men samtidig er der blevet skruet op for de teatralske og filmiske effekter. Så det er ligeså det album, der kræver mest opmærksomhed og fokus fra lytteren, for selvom musikken er forholdsvis simpel, så er lydbilledet spækket med diverse detaljer såsom radiooptagelser fra forskellige taler eller marchorkestre, der alle er med til at sætte fokus på historiefortællingen. Desværre ender historiefortællingen med at fylde mere, end hvad godt er, og til tider kommer musikken til at spille andenviolin, hvilket er en skam. Jovist, en stærk narrativ og et tilsvarende stærkt tema er noget, vi alle værdsætter, men vi er her jo først og fremmest for musikken, som desværre bliver lidt fodslæbende nu og da.
Det er især de sidste fire numre, der får en til at sidde og kigge på uret i stedet for at nyde musikken. Aaron Stainthorpes (eks-My Dying Bride) bidrag på ”1918 Pt 3: ADE (A Duty to Escape)” føles desuden dels lettere meningsløst, dels som et forsøg på at genskabe Nick Holmes’ (Paradise Lost og Bloodbath) bidrag på føromtalte ”… and a Cross Now Marks His Grave”, som var intet mindre end perfekt.
Gør, som I plejer … eller?
1914 har endnu aldrig lavet en dårlig plade, og derfor siger det sig selv, at Viribus Unitis heller ikke er dårlig. Pladen lyder fantastisk, bandet spiller eminent, og 2. Division, Infanterie-Regiment Nr. 147, Oberleutnant Ditmar Kumarberg har aldrig lydt bedre eller mere indebrændt. Jeg forstår fuldstændigt, hvorfor bandet har valgt at skubbe hele det teatralske aspekt op i front. Det giver rigtig god mening i forhold til den musik, bandet nu engang altid har spillet, og ligeså matcher det deres koncept og ideer 1:1. Det ændrer dog ikke på, at musikken ender med at lide under dette valg. Med andre ord så kunne Viribus Unitis være et markant mere koncist værk, hvis de nu havde gjort, ’som de plejer’. Omvendt så havde der også været en risiko for, at vi så havde siddet med en noget mere kedelig og skabelonskåret plade. Så nej, Viribus Unitis er langtfra en dårlig plade. Det er desværre heller ikke et mesterværk, men mindre kan også gøre det.
