Foto: Vilstrup LiveArt
Festivalens sorte får
Regnen havde stået ned i lårtykke stråler over Roskilde Festival i timevis. Ved koncertstart stilnede det af, men spørgsmålet var, om en ny storm var på vej - denne gang i form af Napalm Death. Bandet er pionerer inden for grindcore, især med udgivelsen Scum, der var med til at sætte en helt ny standard for intensiteten i heavy metal. Deres kompromisløse lyd og eksplosive energi har gjort dem til et af genrens mest indflydelsesrige navne.
Med EOS-scenen fyldt til enden virkede Roskilde Festival mere end klar til at tage imod festivalens sorte får. Spørgsmålet var blot, om Roskilde-publikummet også kunne sælges til Napalm Deaths ekstreme musik og intense liveoptræden?
En velsmagende kop kaffe på en kedelig dag
Først og fremmest demonstrerede Napalm Death, hvordan energi på en scene skulle leveres. De gamle drenge drønede ud på scenen i smækbukser og ramte publikum med en kraft, der føltes som et knytnæveslag direkte i ansigtet. Der var ikke meget kontakt med publikum fra start, og det var tydeligt, at mange var mødt op uden det store kendskab til hverken Napalm Death eller metal generelt. Publikum skulle lige bruge et par numre på at finde ind i universet, men derefter tog bandet solidt fat og nægtede at give slip. Efter et par numre var pitten var konstant, enorm og bemærkelsesværdigt aktiv. Et øjeblik føltes det næsten, som om jeg var tilbage på Copenhell.
Som forventet var lyden både ubeskriveligt høj og rå, men ærligt talt klædte det koncerten. Det var ikke kønt, og det var heller aldrig meningen. Visuelt var produktionen også minimalistisk med et simpelt backdrop på storskærmen og stort set intet egentligt scenedesign. Det kunne de sagtens slippe af sted med, fordi koncertens energi bar hele oplevelsen uden problemer. Det understregede samtidig, at Napalm Death ikke har brug for store virkemidler for at skabe en mindeværdig koncert. De formåede stadigvæk at skabe en afrundet oplevelse gennem energien alene, hvilket gjorde resten fuldkommen unødvendigt. Op til koncerten havde både temperaturen og vejret været hård ved festivalens torsdag. Det havde stået på konstant regn og halvsløje temperatur. Dog stoppede regnen næsten samtidig med, at Napalm Death gik på scenen, og de formåede også at hæve temperaturen med, hvad der føltes som en voldsom fordobling. Hvis vejret havde været festivalens største udfordring tidligere på dagen, blev det hurtigt afløst af en mur af blastbeats, moshpits og kompromisløs intensitet. Det fik for alvor vækket et halvdødt publikum og fungerede som en velsmagende kop kaffe på en kedelig dag.
Napalm Death havde et kompakt timelangt sæt til rådighed, og det blev udnyttet til fulde. Det var sang efter sang uden ophold. Bandet er ikke ligefrem kendt for lange numre, og det lykkedes dem derfor at presse imponerende mange numre ind på blot en time. En af aftenens absolutte stjerner var naturligvis forsanger Barney. At en 56-årig mand kan have så meget krudt i røven, kom ærligt talt bag på mig. Han sprang konstant rundt på scenen og var endnu en tydelig grund til, at koncertens energiniveau aldrig faldt.
Fra begyndelsen var det svært at vurdere, hvor mange der var mødt op, fordi de oprigtigt holder af Napalm Death, og hvor mange der blot var nysgerrige efter at opleve noget så ekstremt, at det næsten blev fascinerende. Det var ingen stor overraskelse, at bandet var en usædvanlig booking på den efterhånden meget poppede festival. Men uanset hvorfor folk var mødt op, var der hverken masseflugt eller ironiske smil at spore. Tværtimod virkede det, som om publikum hurtigt overgav sig til oplevelsen, og den indledende skepsis forsvandt gradvist. Napalm Death manglede dog en vigtig brik. Bassist Shane Embury var ikke til stede under koncerten, og jeg kan ikke udtale mig om årsagen. Det betød dog, at en afløser måtte træde til, hvilket blev løst uden nævneværdige problemer.
Og de var solgt!
Uanset hvilke fordomme man måtte have om grindcore på Roskilde Festival i 2026, fungerede det overraskende godt. Naturligvis vil en sådan koncert tiltrække masser af metalfans, men det lod samtidig til, at også de øvrige festivalgæster havde en fest. Koncerten leverede præcis det, man kunne forvente af Napalm Death, og derfor bød den hverken på de store overraskelser eller skuffelser. Bandet gjorde præcis det, de er bedst til, og som metalhead på Roskilde Festival var jeg dybt taknemmelig for oplevelsen. Festivalen har måske ikke længere helt den samme identitet som tidligere, men den er stadig en variationsfestival på højeste niveau. Derfor håber jeg også, at arrangørerne fortsat har modet til at satse på denne type bookinger.
Napalm Death gav alt, hvad de havde, og lykkedes på alle måder med at sælge publikum til både deres musik og deres kompromisløse udtryk. Det var grimt, beskidt og kaotisk på præcis den måde, man håber på, når man får muligheden for at brænde alt sit krudt af foran en scene. Napalm Death på Roskilde Festival var ganske enkelt en kæmpestor succes, og man kan kun håbe på, at det fik en håndfuld folk over på den ordentlige side af det brede genrespektrum.