Fyldet i mellemrummets tomrum

Hvad ser du, når du læser denne tekst: Linjerne eller afstanden mellem dem? Det er netop i de ofte oversete mellemrum, at det interessante opstår. I brudfladen mellem den bakkede gletsjer og det skummende hav, i revnen ned gennem lakkens krakelerede glans, i rustens krybende nedbrydning af det polerede metal. Radioheads musik udspiller sig netop i disse mellemrum. Deres musik er på en gang melodisk melankolsk og skramlende rå i sin blanding af britpop, grunge, alternativ indierock og alt godt imellem. I aften satte de således salen i svingninger mellem søvndyssende sange og rockede rytmer. 

Inden koncerten skulle vi dog opleve “supporten” i form af et 15-minutters lysshow, der var omkring 10 minutter forsinket. Okay, lysshow er måske lidt meget at kalde det, for det bestod blot af, at en hvid kasse oplyste skærmen på skiftende sider af scenens lyspaneler, mens den del af publikum, som dens lyssøjle oplyste, svarede med hujen og klap. Ideen om at orkestrere publikum som et ekstra instrument er interessant, men det forekom lidt langtrukkent. Til gengæld viste det, hvor dedikerede Radioheadfans er, da deres hujen på intet tidspunkt fortonede sig eller forstummede. Tværtimod tiltog den, da publikum legede med som katte efter en laser.

Nu var det endelig blevet tid til, at Radiohead overtog mikrofonen fra publikum, da de bragede igennem med “Planet Telex”. Jeg var først en anelse skeptisk over Yorkes vokal, der nu skulle på prøve. Den lød en anelse sprukken og spæd - guitarerne ligeså. Heldigvis fortonede hver en snert af snue sig fra både Yorkes og guitarernes stemme efter blot første nummer, og allerede ved “2+2=5” havde begge fundet deres rette leje. Og hvilket leje! Særligt under den smukt melankolske “Exit Music (for a Film)” bredte gåsehuden sig over hele mit korpus, da Yorke krængede både tonerne og følelserne ud på scenen med en råt for usødet virtuositet. Der var glimt under koncerten, hvor min koncentration om musikken sammensmeltede med symfonierne, så jeg oplevede den famøse “ud-af-kroppen”-fornemmelse. Tilstanden holdt desværre aldrig ret længe. Når man er vant til musik, der buldrer afsted og brøler en ubønhørligt ind i ørerne, kan Radiohead hurtigt blive lidt for lavmælt og langsomt.

Sætlisten kunne have budt på flere numre med større energiudladninger, men var dog generelt velvarieret mellem opbygning og nedrivning af rytmerne. For Radiohead er jo i sandhed et rytmisk ensemble, der har erklæret melodierne for døde og kreeret nye frankensteinmonstre af deres ligdele. Yorke lignede da også en skør videnskabsmand, da han vred sig over scenen i noget, der kunne minde om dans. Selvom hans publikumskontakt var knap, så virkede han fuldt ud til stede. Radiohead har før vist, hvordan de trods deres teknologikritik kan samarbejde med kameraer, scenelys samt storskærme, og i aften var ingen undtagelse. Deres visuelle udtryk med farveskift som i en lavalampe og den skramlede æstetik fra OK Computers grafik gik godt i spænd med musikken. Her var der heller ingen Undo-knap, og heldigvis fik Radiohead koncerten i kassen ved første forsøg.  

Ingen overraskelser, ingen skuffelser

Aftenens koncert var en helstøbt oplevelse af, hvordan auditive og visuelle udtryk kan svinge i samklang. Stærkest af alt var det, da menneskerettighedskonventionen kørte over skærmene og mindede os om, at Radiohead stadigvæk også er et samfundskritisk band. Dog måtte de gerne have udbasuneret deres kritiske røst lidt tydeligere. Især nu, da Yorke kunne blive Strepsils nye reklamesøjle med så hurtig en bedring efter halsinfektionen. 

Det er et luksusproblem, at Radiohead har så mange hits, at de ikke kan nå gennem dem alle, og jeg savnede personligt min yndlingssang “How To Disappear Completely”. Det var dog et særdeles fint træk at slutte højt med “No Surprises”, der altid får mig i det helt rigtige, depressive humør. Lysshowet inden koncerten var dog ikke noget at skrive hjem om og virkede som et eksperiment, der skal arbejdes mere med.