Muse - Royal Arena
Muse / Photo by Daniel Slater - RockZeit

Muse

Royal Arena, København S

Et fyldt Royal Arena skabte rammerne om den vildeste Muse-koncert med referencer til både fremtiden og 80’ernes serier! Koncerten var bygget op om Simulation Theory, bandets seneste skive, der er baseret på teorien om, at vi lever i en computersimulation – altså en uægte verden, en illusion. Dette blev portrætteret utrolig godt gennem trioens gennemarbejdede sceneshow, som i den grad gav et indtryk af at være i fremtiden eller i en simuleret verden. Er I klar til at dykke ned i sci-fi og gamle klassikere? 

Des Rocs

Italiano-70’er-Elvis med band

Des Rocs er et soloprojekt af musikeren Danny Rocco og er et indie/alt-rockband. Der kan vist ikke sættes andre ord på det, end at det er gedigen rock’n’roll med dertilhørende 70’er-frynsejakke, stramtsiddende T-shirts og stort hår. Bortset fra looket, Roccos sideløbende kommentarer og ikke mindst den Elvis-lignende stemmeføring var der ikke meget at sætte på udførelsen af musikken. Det gik ganske glimrende, og Des Rocs formåede da også at få publikum med på et covernummer eller to, blandt andet Joe Cockers “With a Little Help From My Friends”. Dog blev oplevelsen en smule triviel i længden, da riffs og tromme var meget det samme gennem showet. 

6/10

Muse

Matthew Bellamy - Muse

Nærkontakt af tredje grad
Hvis vi starter med at blive i sceneshowets univers, så passer overskriften ganske godt med referencer fra 80’ernes sci-fi, som var tydelige at mærke. Netop Nærkontakt af Tredje Grad (Close Encounters of the Third Kind, 1977), hvor ufoer, vildt lys og kontakt med aliens er på agendaen, har helt sikkert været inspiration til showet – hvilket tydeligt mærkes ved, at Muse havde valgt at afspille en ikonisk lydbid fra denne film. Vi fik også lov at vente mellem support og hovednavn, mens vi lyttede til temasangen fra Stranger Things. Netop på grund af den klare inspiration gennem deres egen musik og “illusionen” fra sci-fi-film og serier virkede sceneshowet fra Muse utrolig gennemtænkt! Aftenens nok mest overraskende feature var afsløringen af en kæmperobot, som kom op gennem gulvet hen over sammensmeltningen af numrene "Stockholm Syndrome", "Assassin", "Reapers", "The Handler" og "New Born" for at prøve at “fange” Matthew Bellamy – som naturligvis undslap hver eneste gang. Hvordan robotten var lavet, det ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at resten af publikum også var forbløffet. 

Men matchede det musikalske niveau sceneshowet? 
Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde forventet at opleve en blødere omgang Muse, end da jeg var af sted på deres Drones World Tour tilbage i 2016, men blev glædeligt overrasket, da jeg stod tilbage efter to timers koncert med en følelse af, at Muse slet ikke var blevet så poppede, som jeg havde frygtet. Muse formår at sætte en fin grænse mellem det “gamle” og det nye. Nummeret “The Dark Side” fra Muses nyeste album er et rigtig godt eksempel på, hvordan Muse kan forblive sande mod, hvem de er, og alligevel forsøge at nyskabe sig en smule, hvilket også kom til udtryk, da det blev spillet på aftenen. Et andet nummer, som virkelig legemliggør Muses lyd, er “The 2nd Law: Unsustainable”, der eminent viste live, hvordan de formår at kombinere rock og elektronisk musik i en højere enhed. Et nummer, som muligvis er nemt at fremføre live, men som også virkelig skal slå igennem, for at man gider at lytte til det til en koncert. Aftenen sluttede af på sand Muse-manér med nummeret "Knights of Cydonia", hvilket i mine ører altid har fungeret lidt som et moderne westerntema, med de galoperende trommer. At Muse valgte at slutte en hårdt redt aften af med en galop, gjorde kun aftenen mere speciel, og jeg ved (næsten med sikkerhed), at alle Muse-fans gik derfra lykkelige.

Vi fik nøjagtigt, hvad vi forventede – og mere til
Med Muse får man virkelig, hvad man forventer: et solidt sammensat show, hvor både lyd, lys og scenetricks får alt, hvad den kan trække. Denne tour bød på noget af en overraskelse i sceneshowet, da kæmperobotten kom frem fra under scenen – shit, en feature! Forventede du at blive overrasket i det musikalske, blev du måske en smule skuffet. Muse er habile og gode til det, de laver, men de spiller helt sikkert så mange koncerter, at det meste kører på gefühl. Derfor er der ikke tid til finurligheder på instrumenterne, som ikke allerede er planlagt i sættet. Den eneste “finurlighed” med instrumenterne var Bellamys aggressive afslutning, hvor guitaren fik en tur ned i jorden. 

Sætliste:
Algorithm
Pressure
(Drill Sergeant)
Psycho
Break It To Me
Uprising
Propaganda
Plug-in Baby
Pray (High Valerian) – Matthew Bellamy song
The Dark Side
Supermassive Black Hole
Thought Contagion
Interlude
Hysteria
The 2nd law: Unsustainable
Dig Down
Madness
Mercy
Time Is Running Out
Houston Jam
Take A Bow
Prelude
Starlight

Ekstra:
Algorithm
Stockholm Syndrome/Assassin/Reapers/The Handler/New Born
Knight of Cydonia

9/10

Tilføj kommentar