Musikalitet frem for virtuositet
Mr. Big har et hit, der svarer til deres navn. Det er helt umuligt ikke at have hørt balladen ”To Be With You”, men hvis du tror, det er essensen af Mr. Big, så tro om. Den amerikanske kvartet er startet i slut-80’erne af bassist Billy Sheehan. Han er kendt som bassens Eddie Van Halen og havde fra start en målsætning om at sætte musikalitet over virtuositet. Med bandmottoet in mente kan en livekoncert kun blive en vild oplevelse.
Udråbstegn forude
Hvilket det også blev. De aldrende herrer trodsede alene med deres entre på scenen alle aldringstegn. Billy Sheehan kom nærmest flyvende ind på sine, ganske vist stive, ben og åbnede med en bassolo, der samtidig var en del af ”Addicted to That Rush” fra debuten. Et gammelt nummer, men alderen kunne ikke høres. Eller ses. Paul Gilbert havde monteret et sliderør på sin guitar, som han kunne skifte hurtigere end sin egen skygge. Derudover spillede han med boremaskine til ”Daddy, Brother, Lover, Little Boy (The Electric Drill Song)” og spillede i det hele taget lynhurtigt som en ninja. Samme med hans ekvillibristtvilling Billy Sheehan, der på et tidspunkt scratchede som en DJ – på bassen! Han slidede også med pegefingeren på højrehånden og havde oveni det overskud til lidt uhøjtideligt gøgl. Kom således midtvejs ind med en dobbelthalset bas. Bare fordi!
Firestemmig korsang, det kunne de også. Samtidig med at de åbenlyst slappede af og storhyggede på scenen. Trommeslageren var ny, sad i samme stol, som Udo Dirkschneiders søn havde gjort lige inden, og var uendeligt mere levende. Utroligt, at et helt band kan spille en i den grad virtuos koncert på et niveau meget under deres egentlige formåen. Det var ren spas!
Eric Martin var ikke helt på højde med det lidt for tilbagelænede publikum. Eller måske bandet bare var for overgearet på et tidspunkt, hvor de fleste kun lige havde sat fod på pladsen. ’Er I klar?’ fik i hvert fald en sløv respons. Måske Martin bare skjulte sin skuffelse, men det lykkedes med et høfligt: ’Nå, men jeg har ikke noget imod at arbejde for det’. Det havde de allerede gjort overbevisende i tyve minutter.
Men vi skal tilbage til bandmotivationen, for ”To Be With You” blev leveret efter planen helt uden teknisk blær, næsten som en lejrbålssang. Et stort afbræk. Og derefter kom de virtuose spasmagere igen i højt gear.
Mr. Very Big
Det var som at se Steve Vai og Joe Satriani, men her blev alt det overstyrede umenneskelige talent bare kanaliseret til vaskeægte rock, man kunne synge med på. At Mr. Big kun er kendt for det ene hit, gjorde dog fællessangen til en beskeden affære. Og må man spørge, hvorfor de mødte op med så covertung en sætliste? Cat Stevens’ ”Wild World”, ”Shy Boy” af Talas, og særlig underligt var det at slutte med The Whos ”Baba O’Riley”. Her skulle de have fyret deres største rocker af, de har længe nok eget materiale til den lille times spilletid.
