Other bands play, Luna Kills … And Manowar sues!
Så blev det dag to på den gyngende bodega, bedre kendt som Copenhell Metal Cruise 2026. Fredagen blev lige akkurat reddet af Khemmis, der leverede et brag af en klassisk omgang retrometal, men nu blev det lørdag, og forude ventede nye koncerter – samt nye potentielle lydproblemer og administrativt bøvl.
Aftenens første band, finske Luna Kills, blev sendt på scenen med ordene ‘Other bands play, Luna Kills’. Godt, at Joey DeMaio ikke var her til at høre det. Det finske ensemble er ganske ungt – her tænker jeg ikke kun på medlemmernes alder – og havde små to uger før denne aften haft deres debutkoncert i Danmark som supportband for Future Palace i Pumpehuset. Indhyllet i lige dele tåge, laserlys og tonstung bas indtog bandets hårdtpumpede trommeslager scenen, og kort efter kom resten af bandet også op – og det stod klart, at de fire finner virkelig var kommet for at danse!
Tanzcore!
Hvis man stak en finger i hvert øre og bare kiggede på bandets medlemmer, havde det været umuligt at gætte, hvilken stilart de spillede. Trommeslageren lignede en, der levede af at sniffe proteinpulver og tæve folk, guitaristen så ud, som om han var klar til at spille alle My Chemical Romance-numre nogensinde, bassisten var rendyrket grunge, og sangerinden lignede en, der var trådt direkte ud af et Evanescence-coverband.
Tog man sine fingre ud igen, opdagede man hurtigt, at Luna Kills spillede ekstremt dansabelt metalcore. Emo-core. Electro-core. Nightwish-core … Kald det, hvad I vil, men uanset hvilken kasse Luna Kills skal ned i, så kan man ikke tage det fra dem, at de virkelig formåede at optræde.
Det kan godt være, at bandet fortsat er ret ungt, og måske var det derfor, at de spillede, som gjaldt det selve livet – og publikum slugte det råt. Koncerten her viste faktisk ganske fint, at den gængse danske metal-fan ikke vil have metal, men popmusik med distortion. Der var også ekstremt god lyd til denne koncert, især havde bassen fået lidt ekstra kapow, hvilket tilførte lidt kant til den ellers nok så sukkersøde musik, de spillede. Det var enormt klædeligt.
Jeg skal dog gerne indrømme, at jeg ikke kunne høre forskel på deres numre, og selvom jeg ikke kunne drømme om at sætte deres musik på – eller tage ind for at se dem igen – så var det her en god koncert fremført af et eminent liveorkester. Lotta Ruutiainen gjorde en imponerende figur både som sangerinden og indpiskeren, og hun sang da også fremragende, både når det skulle være rent, og når der skulle growles.
Citizen Kills
På mange måder mindede Luna Kills’ koncert mig om, da jeg så Citizen Kane. Jeg kedede mig bravt, men jeg kunne sagtens forstå, hvorfor den er anerkendt som verdens bedste film. Jeg kunne snildt sætte pris på skuespillet, konceptet og historien, men alligevel endte jeg med at kigge på klokken konstant og kæmpe med at holde øjnene åbne. Med andre ord beviste Luna Kills, at gode koncerter ikke afhænger af genrer eller personlig smag, men musikalsk professionalisme og scenetække. To ting, som bandet virkelig besad – så hatten af for det!