Who the fuck is Deathchant?
Ovenstående titel er taget direkte fra en af de T-shirts, som Californiske Deathchant solgte i deres merchbod. Og det er faktisk et spørgsmål, jeg virkelig har tænkt meget over. For de er et band, der totalt fuckede med min hjerne. Bandets navn og logo emmede af klassisk 70’er-grindhouse horror. Deres nyeste plade, KOVA, har et omslag, der får mig til at tænke på både Sunken og Afsky, samtidig med at albummets titel er skrevet med old gothic, hvilket jo plejer at indikere trve black fra Norge. Men der er hverken splatter eller Satan over bandet – eller deres musik. Det er Thin Lizzy på speed med Mötorhead-vokal, tilsat et skud americana for god ordens skyld. Det er såmænd da hyggeligt nok og charmerende retro, men ville det kunne sætte gang i færgen her? Måske!
Jeg kan ikke høre jer …!
På mange måder var koncerten her ganske lig den, Khemmis havde fremført aftenen før. Orange forstærkere, læderveste, Flying V-guitarer, overskæg … ja, der var fuld plade i retro-bingo.
Jeg kan jo ikke vide, om samtlige lydmænd på skibet havde fået en gedigen omgang voksen-skældud oven på de lydmæssige fadæser, som Skullclub og SPLIT skulle lide under, men lige siden havde lyden til samtlige koncerter, jeg overværede, været intet mindre end sublim. Dette gjaldt heldigvis også Deathchants koncert. Nøj, hvor lød det dog fantastisk, og at de så også spillede røven ud af de ellers utroligt stramme cowboybukser, hjalp naturligvis også.
Ganske lig Khemmis leverede Deathchant en knivskarp og ekstremt professionel omgang retro-riff, men de fire venner fra Los Angeles var dog markant mere rå – både i deres udtryk og lyd. Der var godt med grus og uld i forstærkerne, og der var ild i øjnene på dem alle. De løb, ja, nærmest væltede rundt på scenen som de helt store 80’er-guitarhelte – og i et øjeblik kom jeg helt til at savne Slægts koncerter.
Deathchant var dog ikke kun kommet for at spille og feste, men også for at tale om de store ting her i livet. Det var især guitaristen, Doug Stuckey, der stod for at tale til publikum. Vi fik de sædvanlige Pjerrot-agtige svadaer om, at de ikke kunne høre os, og at vi skulle larme ENDNU mere, klappe ENDNU højere og danse ENDNU vildere. Men der var nu også en hel del om kammerateri, sammenhold, mentalt helbred og alt det. Han fortalte da også, at KOVA netop var navngivet efter deres faldne kammerat, Davey Kova. Det var egentlig ganske rørende og fint, selvom jeg nemt kunne have levet uden at blive krammet af en fremmed, hvilket skete, fordi Stuckey beordrede os alle til lige at give sidepersonen en krammer. Nej tak til det.
Nogle ville måske mene, at det var lige lovlig meget patos og prædiken, men det gav nu alligevel koncerten en anden slags gravitas, end man normalt ville forvente.
Rødgrød med fløde!
Deathchant spillede en fuldstændig fantastisk koncert, fyldt med lige dele kammerateri og guitarlir. Jovist, musikken blev en kende ensformig nu og da, men de kørte den virkelig ind på charme og varme. Som da Stuckey henvendte sig til en blandt publikum, som han havde snakket med tidligere og derfor havde lært at sige ‘rødgrød med fløde’. Dette førte til, da forsangeren T.J. Lemieux skulle annoncere et nummer, at Stuckey afbrød ham med ordene ‘This song is called rødgrød med fløde!’ Det var åndet, men det virkede. Og så var det ikke mere ensformigt, end at jeg, da koncerten var slut, smuttede forbi deres merch-bod og samlede et eksemplar af KOVA op på vinyl.
