Av, min alder!
Når man er tættere på de 40 end på de 30, er det altid ekstremt (angst)provokerende at blive konfronteret med musikere, der ikke engang er gamle nok til at kunne stemme til kommunalvalget. Det er som at stirre manden med leen direkte ind i øjnene, mens man kan mærke, at der er under et millisekund til, man blinker. Det er megasejt, at der efterhånden er så mange bands i det her land, hvor medlemmerne er så purunge og tændte, som de er – kunstneriske ildsjæle kan man aldrig få for mange af.
Ydermere har vi her på Heavymetal.dk været særdeles begejstrede for Guttural Disgorges udgivelser. Jeg tror aldrig, jeg har set en slam-death-koncert, og det er bestemt heller ikke en genre, jeg nogensinde har dyrket, ej heller helt forstået – nærmere tværtimod. Men det siger jo ret beset ikke en fis om Guttural Disgorge, derimod siger det noget om undertegnede, så så længe de giver den gas med samme tempo og ildhu, så bliver det nok dem, der vinder på den lange bane.
Fake it till you breeee!
De fem knøse indtog scenen med den energi, selvtillid og fuck-jer-attitude, som man kun har som teenager. De opførte sig alle, som var de verdens største band, og som om de alle var nogle enormt hakkede fyre – intet af dette er dog i nærheden af at være korrekt, men hey, fake it till you make it.
Der var dog absolut intet 'fake' over Guttural Disgorge, og selvom jeg fortsat slet ikke fatter ideen med slam-death eller de mange, unødvendige, samples, så er det indiskutabelt, at de her knejte allerede har et scenetække, som bands med markant flere år på bagen burde være misundelige over. Jovist, der er grundlæggende noget urkomisk i at se en flok spirrevipper stå og fingere at være nogle gedigne kraftkarle, men det var samtidig også utroligt charmerende – ud fra konteksten.
Frontbølle Anton Theilade havde ligeså et virkeligt imponerende brøl, selvom jeg var markant større fan af de skrig, han kom med henimod slutningen af koncerten. Hvis jeg nogensinde skal blive reel fan af Guttural Disgorge, så skal jeg bede om markant flere skrig end skrål.
Sejhed og klamhed
Jeg kan sagtens forstå, hvorfor Guttural Disgorge er nået så langt på så kort tid. Jeg kan også sagtens forstå, hvorfor Svend Sværd fra Baest rendte rundt bag scenen og hjalp dem med alverdens ting. For selvom jeg ikke fattede en pløk af, hvad Theilade gryntede, så havde jeg alligevel lidt den samme oplevelse, da jeg så de her knægte fra Aarhus, som jeg havde sidste år, da jeg så Ashes of Billy her på cruise sidste år, ja, endda på samme scene. Den følelse kan nok bedst beskrives som ærefrygt over, hvor vildt det er, at man som en flok knap myndige unger tør stille sig op på en scene, spille foran en flok fordrukne mennesker og så bare tro, at man er Kong Gulerod – samt opføre sig således, endda på overbevisende manér. Det er fandeme sejt.
