Metalcore plus det løse
Imminence er måske nok et metalcoreband ud af utroligt mange. Men heldigvis har svenskerne fundet deres helt egen niche ved at kombinere moderne metalcore med violin, atmosfære og enorme følelser. Resultatet er musik, der både kan slå fra sig og omfavne lytteren på samme tid. Eddie Berg er en af de mest interessante frontfigurer i moderne metal lige nu, og ikke alene leverer han vokal i topklasse, han spiller også violin midt i det hele, og netop dét er blevet et af bandets stærkeste kendetegn. Med albummer som Heaven in Hiding og især The Black har de cementeret deres position som et af de mest interessante moderne metalcore-navne i Europa. De er blevet kaldt pionerer inden for 'violincore', men jeg ved heller ikke, om der er så meget rift om den plads.
Middagsheden bød på inderlighed og brutalitet
Imminence gik på scenen foran et halvsløjt fremmøde. De havde heller ikke ligefrem fået noget, der snerpede af et godt tidspunkt, da de skulle starte koncerten, lige da eftermiddagsheden var allerværst på en af årets varmeste dage. Der var derfor masser af undskyldninger for at gemme sig i Tutten eller sidde på bakken med et par flasker vand. Men de, der trods alt dukkede op, fik sig til gengæld en rigtigt smuk og næsten filmisk koncert, jeg dog godt kunne se for mig, ville fungere endnu bedre på Gehenna en sen aften. For i strålende solskin giver den mørke katedral i baggrunden og de kolde nuancer på lysene ikke rigtigt den samme effekt.
Heldigvis lod bandet sig overhovedet ikke mærke med hverken tidspunkt eller slapt fremmøde. Som de stod der i deres sorte jakkesæt, fremførte de først den elegante ”Temptation”. Et lækkert og medrivende nummer, der kun blev skønnere af at høre Eddie Bergs fantastiske vokal live og ikke mindst se ham spille violin imens. Hans clean vokal var nærmest endnu stærkere og mere nuanceret end på album, mens hans screams havde den helt desperate råhed, som gav musikken bid. Men det mest opsigtsvækkende var stadig hans violinspil. Live var det ikke bare et ekstra lag i lydbilledet, men næsten et hypnotisk element. For når Berg lod buen ramme strengene midt mellem breakdowns og blastbeats, skete der noget særligt. Det føltes næsten forkert, men på den bedst tænkelige måde.
Guitaristerne Harald Barrett og Alex Arnoldsson leverede (udover umådeligt flotte manker) samtidig noget af bandets største styrke: balancen mellem melodi og massiv tyngde. Riffene var tunge nok til pitten, men desværre for Imminence denne dag, så var der bare ikke rigtigt nogen aktiv pit. Publikum fulgte bandet, nikkede og klappede med – men det var faktisk også det, de formåede at vride ud af de fremmødte. Heldigvis var musikken så dygtigt fremført, at den alligevel blev siddende længe efter sidste nummer. Og på godt og ondt, så har Imminence fundet deres formular. Det er jo næsten paradoksalt, at det kan være en hæmsko at læne sig så stærkt op ad faste dele af sin lyd. Men hos Imminence, hvor signaturen er en stor violinmelodi, atmosfærisk opbygning, eksplosivt breakdown og et stort omkvæd, så er det lige før, at enkelte sange begyndte at flyde lidt sammen. Imminence havde dog et helt stramt tag i koncerten, og der blev ikke gjort plads til nogen form for spontanitet eller rigtig interaktion med publikum. Til gengæld havde de masser af plads til gåsehudsfremkaldende intense violintoner krydret med rå og brutal vokal – og vi fik set skønheden i deres mørke.
Som et uvejr oplyst af nordlys
Imminence havde fået et næsten utaknemmeligt tidspunkt at spille deres koncert på. De gik dog superprofessionelt til værks, og der var ingen slinger i valsen, da de fremførte det ene smukke og brutale nummer efter det andet. Hos Imminence er violinen selve hjertet i musikken, det stod lysende klart. Det var det element, der gjorde, at bandet ikke bare lød tungt, men føltes emotionelt ladet på en måde, kun få andre i genren kan matche.
