Så skal vi endelig i gang
Until I Wake blev dannet i 2019 og var derfor et af de yngste bands på programmet. Måske meget passende, så fik de også lov til at åbne festivalens mindste scene, Gehenna. Det er så sandelig en velsignelse at få friske nye kræfter ind på scenerne, og Until I Wake bragte en sprød blanding af rock og metalcore, som fik sat gang i løjerne fra de metalfans, der var dukket tidligt op som de første køer på græs efter en lang vinter.
Er I vågne?!
Until I Wake bearbejder mørke emner i deres tekster, og det afspejlede sætlisten da også denne dag. ”Forsaken”, ”Hope Ur Happy”, ”Sinking Under” og ikke mindst den forrygende afslutter ”Inside My Head” gav et fint oplæg til Smiths snak om mentalt helbred, angst og manglende selvværd – og at vi jo alle er gode nok. Samtidig kom musikken godt ud over scenen til det mere end tændte publikum, der stod klar. Det var tidligt på dagen, og ikke mange havde endnu fundet vej til festivalpladsen, men Gehenna lagde nu fine rammer til det amerikanske band og deres lettilgængelige metalcore. Publikum var da også mere end sultne efter at få taget hul på dette års Copenhell og sprang velvilligt ud i en stor circle pit fra første sang.
Som det sig hør og bør, så var både trommer (Alex Curtin) og bas (Ryan Ridley) en fantastisk tung bund, som resten af musikken kunne lægge sig ovenpå. Sangeren Justin Smiths clean var desværre ikke helt i skabet denne eftermiddag, men hans skrig og growls var til gengæld leveret med enorm indlevelse og kraft. Ærgerligt med lyden. Til gengæld blev der leveret en gedigen indsats i backupvokalen. Den måtte for mit vedkommende gerne fylde mere, da Smiths stemme tydeligvis ikke var på toppen.
Det her udgjorde en del af deres første europaturné, og det var da også tydeligt at se på Smith, at han ikke havde forventet, at folk kendte bandet og deres numre på forhånd. Det er bare heller ikke altid nødvendigt for at få en god festivaloplevelse. For sikke en energiudladning, bandet lagde for dagen. Effektive breakdowns. Et engageret og glad band, der tryllede forrygende numre ud over publikum, der fræsede rundt i pitten.
PING!
Hvis Until I Wake ikke allerede var på din radar, så må de være det nu. Hvis du altså var til stede ved Gehenna, så snart festivalen slog portene op. For de brød på alle måder igennem lydmuren på vej mod Copenhell og satte et gedigent første indtryk. Det unge band har fuld plade på groovy metalcore-riffs, drop-tuned breakdowns og musiktekster, hvor det er svært at finde noget at hade. Er alle elementer superunikke? Næh. Men de har heldigvis næse for at levere noget uventet midt i det hele og smed alt hvad de havde ud over scenekanten.
