Bands, der udfordrer normerne
Underoath er et band, der er svært at sætte i bås. Vi mennesker elsker ellers at sætte hinanden i bås, så man nemt kan skille venner fra fjender – og dermed skidt fra kanel inden for musikken. Men Underoath har bevæget sig gennem genrerne som ål i vand. De har siden 1997 lavet post-hardcore, metalcore, prog, alternativ og ikke mindst rockmusik, men med skrig som ekstra krydderi. Uanset hvad du kalder dem, så stod de klar til at skyde Hades i gang klokken 14 på festivalens første dag.
Amerikanske genrebrydere
Underoath fik æren af at åbne Hades-scenen på den første Copenhell-dag. Det gjorde de ved eftertrykkeligt at sætte publikum i gear med det samme med deres stærke ”Take a Breath”, ”Writing on the Walls” og ”Hallelujah”, og publikum skrålede med. Sættet bestod mestendels af sange, der er mere end 15 år gamle, og jeg er sikker på, at ”gamle” Underoath-fans har formentligt syntes, at det her var helt perfekt. For alle hits var linet op og klar til at rive enhver indre emo ud af sin skal.
Det fremmødte publikum var nemlig klar til at få med emo- og metalcore-riven, og Underoath var klar til at give en gåsehudsfremkaldende rå og personlig optræden. Spencer Chamberlain i front var intens, og hans vokal enormt kraftfuld og personlig; den fangede præcist den ængstelighed, som Underoaths musik emmer af. Allerede fra første nummer bød Chamberlain da også op til dans, og publikum satte gang i en ivrig pit, som var Spencer Rottefængeren, og de hans små underdanige rotter, der måtte løbe efter hans fløjte. Spencer og trommeslager Aaron Gillespies vokaler supplerede hinanden fantastisk. Jeg er altid imponeret, når backing vokalerne lyder så godt, at de næsten lyder som et track, og det formåede Gillespie her. Både guitarist Timothy McTague og Grant Brandell på bassen fyldte godt ud på scenen og var med til at sætte gang i publikum. Og selv under de stille og intense øjeblikke var publikum helt med.
Hele forestillingen var en tour-de-force i koncertoptrædener. De pulserende lys, den inderlige musik og den intense trang til at bevæge sig til musikken var en opløftende måde at starte Hades på. Og jeg er sikker på, at alle i pitten kunne se tilbage på en suveræn oplevelse med både ømme poter og stemmebånd.
Alsidighed gennem 25 år
Underoath er tydeligvis ikke kommet sovende til deres mangeårige succes. De bød på suveræne opbygninger til klimaks, stemningsgivende kor, Gillespies præcise, men eksplosive trommer, McTagues imponerende guitarevner og Dudleys mørke og atmosfæriske lydtæppe fra keyboardet. Alt sammen komponenter, som udgjorde Underoaths fantastiske, personlige og intense koncert. Det var både en nostalgisk oplevelse for gamle fans og en intens og personlig koncert for alle de nye.
