Barking up the wrong tree
Copenhell havde i år en række bookinger på programmet, som var mere alternative og sære, end de plejede. Mildest talt som taget lige ud af programmet fra A Colossal Weekend. Selv satte jeg spørgsmålstegn ved, om de overhovedet hørte til på festivalen, som proklamerer at være en rock- og metalfestival og en “populistisk” en af slagsen. Et af disse navne, som hørte til i kategorien af mærkværdige bookinger i forhold til det publikum, der skal fodres, var den tyske doom trap artist Mimi Barks. Hendes musik er rap, som er influeret af elementer fra industrial, hardcore og lidt andet ekstremmetal, men dog er det bærende hovedelement rap. Har Copenhell misforstået, hvem billetkøberne er, eller kan festivalen faktisk godt bære en større musikalsk spændvidde?
Danmark måtte atter bøje sig for nabolandet
Selvom Mimi Barks er en solokunstner, så havde hun selvfølgelig bragt et erfarent liveband med sig, hvor Monticolombi stod for DJ-tjansen, og Charles Evans med nydelig corpsepaint i ansigtet stod på tøndebaskerposten og agerede også hypeman. Barks & Co. havde dog fået det meget utaknemmelige spot at skulle åbne Gehenna-scenen lørdag kl.12:45 oven på en regnfuld nat. Fremmødet i skoven var lige så trist, som man kunne forvente.
Det var dog noget, Barks var ligeglad med. Hun trådte ind på scenen med tonsvis af attitude og et lydkaos af forvrænget bas mixet med industriallydeffekter i stil med svejseapparat og vinkelsliber, der kværnede af sted på højtryk. Selv kom hovedpersonen på scenen iført stor sort læderjakke og læderplateaustøvler, som en karakter taget ud af The Matrix. Dog fik resten af hendes makeup, såsom den hvide pupil i det ene øje, drabelige grills i munden kombineret med hendes mærkværdige bevægelser på scenen, skabt et unikt og fascinerende udtryk. På nogle punkter var hun som taget ud af horrorfilm, og det var fedt! Attitude og scenetække var heller ikke mangelvarer. Barks rappede aggressivt hen over det tunge lydtæppe og anvendte ofte vellydende fry-screams. Der var masser af højtløftede knæ, spark og ild. Publikum stod stadigvæk forstenet, som om natteregnen havde skyllet deres energi væk til sidstedagen.
Man kunne mærke, at trioen på scenen gerne ville have mere gang i publikum, og hvad gjorde man så, når publikum var ret ugideligt? Jamen, man tog tyren ved hornene, og det gjorde de ved at agere kaotiske bannerførere. Netop dette mestrede bandet ofte. Charles Evans hoppede ud blandt publikum under en af sangene, hvor han ikke var behøvet på trommerne (som Mimi Barks i øvrigt også selv beviste undervejs, at hun kunne spille på på et rimelig højt niveau). Her startede han selv en større moshpit, og fra dette moment var der generelt en større indlevelse fra publikum, som blev langt mere involveret det sløje fremmøde til trods.
Til sidst hoppede Mimi Barks selv ud blandt publikum, mens den gule konfetti blev skudt af og startede et sidste inferno af en moshpit, hvor en cocktail af sved og fugt indhyllede alle involverede. På trods af det hele så skidt ud på papiret, så lykkedes det atter vores naboer fra syd at overvinde os. Barks & Co. fik skabt en kæmpe fest for de få.
Årets bedste skjulte perle
Mimi Barks var oprindeligt slet ikke en koncert, som undertegnede skulle have dækket på Hell. Mit morgenprogram var dog tomt, og efter have set lidt af Night Verses blev min nysgerrighed efter Barks dog stor nok til, at jeg tog derover for at tage lidt billeder fra publikum. Planen var, som vanligt, at smutte efter tre sange. Jeg blev dog hurtigt fanget i Barks univers og ligeledes fascineret af både musik og det anderledes energiske sceneshow. Det var fantastisk showmanship. Det eneste, der manglede, for denne koncert kunne have toppet helt, var et større fremmøde af publikum, som var engageret fra start. Mimi Barks fik i hvert fald sat en fed streg under, at det godt kan svare sig for Copenhell-bookerne at tage chancer. Hun var i hvert fald hele satsningen værd og mere til. Herfra håbes det kraftigt, at hun vil være at finde på festivalen igen i fremtiden og på et bedre tidspunkt. Der er slet ikke nogen tvivl om, at denne koncert var årets bedste skjulte perle for mig og klart vil være en af de koncerter, som jeg husker allerbedst fra årets udgave af Copenhell. Tak for det, Mimi Barks!
