Puke Wolf. Foto: Rolf Meldgaard
Brækulv
Med et navn som ‘Puke Wolf’ kunne man fejlagtigt tro, at der var tale om et punk, grindcore eller måske endda et black metal-band. Det lyder beskidt, bestialsk og bizart. Man forventer et vist niveau af outreret, degenereret musik fra et band, der kalder sig selv for Brækulv. Hvis man søgte hardcorehåndmadder, punkprotester eller black metals skurrende mørke, gik man dog forgæves denne aften i Basement. Puke Wolf er kategoriseret som post-hardcore, men præsenterer et væsentligt andet artistisk udtryk, end deres navn henledte tankerne på. Det er langsommere, blødere og langt mere følsomt med plads til enkelte nærmest melodiske passager. Alle som en stod vi med spørgsmålet: Hvad mon ulven vil brække op til os i aften? Og burde vi måske tage den til dyrlægen?
Mange kokke fordærver post-hardcoren
Kender du det, at du valser ind i et værelse, uvidende om at der netop har foregået et rasende skænderi i rummet? Nok råber diskussionsparterne ikke længere ad hinanden, men deres blikke syder stadig olmt. Denne højspænding, som lynilden fra deres onde øjne udsender, kan føles som statisk elektricitet. Det var præcis den stemning, som Puke Wolk skabte til aftenens koncert. Det stod flere gange klart, at hver sang havde en dybere forhistorie, og særligt “Flowers” virkede nærmest smertefuld for vokalist og trommeslager Andrew Thomas Davidson at fremføre. Man kunne mærke, at der ligger mange følelser og historier bag musikken, og deres hardcore har en skrøbelig kant.
Forsanger Davidson, guitarist Emil Aude Vegeberg og bassist Lasse Højgaard deles alle om forsangertjansen. Deres stemmeomfang er alle ret begrænsede og ligger omkring det samme leje. Deres ru sandpapirsraspen passer godt til hardcoregenrens hæse skrig, men manglede dog den sidste kant og virkede en anelse endimensionelle. Til gengæld udsendte særligt Davidson klart sine følelser gennem sin stemmeføring. Da bandet åbnede ballet på Basement med “Bær”, gik hans stemme linedans på kanten mellem vred afmagt og grådkvalte skrig, hvilket skabte en stemning, som det desværre ikke er lykkedes at genskabe fuldkommen i studieversionen af denne sang. Det væltede ind med gæsteoptrædener under koncerten, og det blev lidt for meget af det gode … især, når mikrofonlyden ikke altid fulgte med disse gæsteartister, når de bevægede sig ud i pitten. En del af disse gæsteoptrædener virkede som unødige distraktionsmomenter, som ikke bidrog synderligt til koncertoplevelsen. Særligt den kortvarige udskiftning af trommeslager virkede bizar og unødvendig, selvom det var forfriskende med en smule mere kreativt trommespil end de ellers relativt simple rytmekompositioner. Der var dog en særligt nævneværdig gæsteoptræden: Mai Soon Young Øvlisen, som også spillede senere på festivalen med sit band Meejah. Hendes vokals ambitus bør inspirere mange spirende forsangeres ambitioner om storhed, for hendes stemme er både et udtryk for stor teknisk kunnen og en følsom indlevelsesevne i musikken. Hun var en gave til koncerten og i den grad dens højdepunkt.
Friskt ulveblod
Publikums forventninger til lyden i Basement var ikke særligt høje, og vi blev hverken overraskende eller skuffede. Puke Wolf skriver interessante tekster, og man kan mærke den store emotionelle byrde, som giver musikken tyngde. Jeg ville dog ønske, at denne tyngde reflekteredes en smule mere i kompositionerne, da de ofte var lidt for simple og melodiske til min smag. Hardcore-delen i genredefinitionen ‘post-hardcore’” måtte gerne være understreget, uden at det dog skal reducere bandets skrøbelige islæt, for der er meget styrke i sårbarhed. Den nysgerrige del af mig ville ønske, at jeg kendte historierne bag musikken, mens jeg samtidig har stor respekt for, hvis bandet ikke ønsker at dele dem. Lige meget hvad kunne man mærke, var der blødt, ægte, dampende blod for sangene, og deres følsomhed rammer rent, selvom tonerne måske ikke altid gør det. Hvis de arbejder med den sidste del, spår jeg dog en lysere fremtid for Brækulven.
