Hudsult. Foto: Rolf Meldgaard
Kom med, vi skal udfordre majoriteten!
Aarhusianske Hudsult er et band, der arbejder med de store følelser. Som et selvudnævnt queer post-hardcore kollektiv trækker de lydmæssig inspiration fra mange forskellige kilder, inklusive blackgaze, screamo og shoegaze. Igennem en blanding af intime atmosfærer og store eksplosioner af vrede og sorg, er deres mål at gøre lytteren bedre bekendt med sit eget indre følelsesliv. Deres mål er også at udfordre status quo i det, de selv ser som lidt af en heteroseksuel hvid mands klub, nemlig den danske hardcore-scene. Som en queer person selv, var jeg derfor meget spændt på at se, hvad deres specifikke soniske udgave af queer vrede kunne byde på, og om publikum vil kunne leve sig ind i de marginaliserede følelser i VEGAs kælder.
Intensitet nok til alle
Da Hudsult trådte på scenen, var det med lyserøde skitser af ruiner projekteret på væggen bag dem, og de satte dernæst gang i et intimt show, der hurtigt forsøgte at bryde barrieren ned mellem dem og publikum. Forsanger Gry Steensig vekslede mellem intense skrig og spoken word, imens bandet skiftede flydende mellem diverse stilarter under hendes dansksprogede lyrik. Midwest emo arpeggioer og smukt klingende akkordrundgange blev overtaget af blast-beats og fræsende two-step sektioner, der bød op til en lille moshpit. Flere gange trådte Steensig også ud blandt publikum, imens hun skreg, i håb om at invitere os til at være med i seancen. Desværre blev publikummets sind aldrig helt bragt i kog, om end at man kunne mærke, der var fuld fokus på oplevelsen.
Bandet indlevede sig fuldstændig i musikken. Steensig og bassist Diba Khalaj, der også agerede backup-vokal, skreg af flere omgange ansigt til ansigt ind i samme mikrofon. Dette visuelle udtryk tilføjede gevaldigt til den emotionelle intensitet af disse sektioner. På et tidspunkt trådte Khalaj også ud i publikum og skreg hen over en smuk guitar passage. Momenter som disse var utrolig fede, da man kunne mærke, at Hudsult så hinanden som ligemænd – og kvinder. Under de varme grønne og lyserøde farvetoner, der udgjorde deres lys, kunne man også tydeligt fornemme deres spilleglæde og kærlighed til musikken og menneskeheden, trods de triste og aktuelle sangtemaer.
Politiseret var det nemlig også, en af sangene omhandlede Israel-Palæstina konflikten, og man kunne mærke gennem Hudsults optræden, at det, der generelt lå bag de musisk udtrykte følelser, var et fokus på at give marginaliserede stemmer plads til at udtrykke sig. Dette kan ofte vende folk mod et band, især når det føles forceret, men på grund af den organiske måde både optræden og sange var bygget op på og udfoldet, syntes det at være et naturligt grundlag for musikken. Publikum var altså dybt investeret i budskabet på baggrund af den samtidigt emotionelt intime og vredesmæssigt eksplosive optræden. Trods dette, var der uheldigvis ikke mange, der bevægede sig under sangene, men bandets kærlighed blev mødt med stor applaus imellem.
Gravalvorlig optræden og en helvedes masse forløsning
Man fandt sig tilnærmelsesvis emotionelt udkørt efter Hudsults sæt, selvom man ikke havde mærket det under optrædenen. Musikken var perfekt baggrund for de store temaer og større følelser, der kom til udtryk i Steensigs lyrik. Samt var man dybt imponeret over de mange forskellige stilarter, bandet flydende blandede sammen til en emotionelt konsekvent pakke. Hudsult var publikumsnære og indlevelsesrige, og selvom det ikke førte til en større udadvendt reaktion hos publikum, smittede det stadig af på ens oplevelse af den flerdimensionelle udgave af post-hardcore, bandet agerede i. Queer vrede blev givet form i VEGAs Basement, og man kunne kun være tilfreds med dets udtryk af sorg, frustration og, ikke mindst, omfattende menneskekærlighed.
