skribent søges
Behemoth - Store Vega - 25. januar 2019

Behemoth

Store Vega, København V

Wolves In The Throne Room

Wolves In The Throne Room - Bransholm Photography

Ulven kommer

På vej ind til koncerten gav jeg mig til at lytte til WITTR, et af de bands jeg konstant er blevet bombarderet med af mennesker, hvis mening tæller. Det skulle være løgn, at jeg møder uforberedt op, men det havde ikke gjort nogen forskel, om jeg var, for jeg blev alligevel taget med bukserne nede. På blot tre numre, lykkedes det dem at mishage mig som både anmelder og koncertgænger, men såmænd også at gøre mig nysgerrig på deres version af, hvordan black metal bør lyde – og så kom der en mental note til mig selv om at give dem en chance til.
 

Pusten og prusten

Deres korte sæt, tre numre fra deres seneste plade, var et kuriosum. Jeg var som udgangspunkt allerede i aversion, da det, jeg havde hørt op til da, havde mere atmosfære end et dårligt ventileret drengeværelse og altså ikke rigtig indbød til en opvarmning for opvarmningen for Behemoth. Lyden var mudret, og det eneste, der gik klart igennem, var trommerne. Men det gjorde de så også i sådan en grad, at jeg mest bed mærke i en enerverende lilletromme, der skar gennem marv og ben. Jeg vil lige understrege på det kraftigste, skulle der sidde en læser og have svært ved at forstå mig, at atmosfærisk black metal så absolut kan begå sig live. MEN! Så skal og bør det komplette line-up stå i vater, for WITTHR's lange pauser i og mellem numrene lukkede lige så langsomt luften ud af den ballon, deres egentlige musik pustede op.

Go’ hund

Jeg kan ikke se mig selv møde op næste gang, de sætter poterne på dansk jord, medmindre de har artsfæller med, for førstehåndsindtrykket var en slatten affære. Selvom de formår at klare sig uden en bassist, har pauker med og tænder røgelsespinde, faldt det lidt til jorden, at hver gang, der var ved at være hul igennem til publikum, trak de stikket på stemningen. Men jeg vil gerne understrege, at de spiller en god omgang black, med masser af variation. Ikke nok med, at de er teknisk dygtige, så er deres musik interessant, vedkommende og egnet til sæsonen. Det bliver dog hjemme i stuen, vort bekendtskab udvikler sig, for deres effektive musikalske kunstpauser går godt i spænd med deres vildskab – bare ikke denne aften i Vega.

Setlist:

  1. Angrboda
  2. The Old Ones Are With Us
  3. Born From The Serpent’s Eye

6/10

At The Gates

At The Gates - Bransholm Photography

Forlåt meg snygging…

Trods min manglende forståelse for At The Gates’ navn på listen, ville jeg nemmere kunne have forsvaret det i forhold til første band. At The Gates spilder nemlig ikke tiden på introverte passager. I al hemmelighed var jeg såmænd også glad for at se dem, da jeg altid har haft en svaghed for den Göteborgske afart af melodød. Gensynets glæde var da også til at tage og føle på for mit vedkommende, da forsanger Tomas Lindbergs karakteristiske røst klingede ud i salen. Jeg ved ikke, om det gør sig gældende for alle svenske bands, der optræder i hovedstadsområdet, at vi bliver adspurgt om hvilket sprog, vi foretrækker, bandet henvender sig til os på. Men i det skandinaviske broderskabs ånd stemte vi for svensk, for herovre har de fleste af os øre for det – hvis der da bliver talt langsomt og tydeligt.
 

Men har jeg inte set deg för…

Tomas og co. har efterhånden en del år på bagen, og lokkerne er da også grånet siden mesterværket Slaughter of The Soul, satte præcedens for utallige andre bands både hinsidan og herhjemme. Men spilleglæden, begejstringen og ikke mindst lysten til at feste fremstod uspoleret af tidens gang. Førnævnte album udgjorde godt og vel en tredjedel af setlisten, der blev åbnet af den udmærkede ”To Drink From The Night Itself” fra pladen af samme navn. En udgivelse, der understreger, at selvom landsfællerne i In Flames gør sit for at lægge arven fra det nordvestlige Sverige i graven, så er melodisk dødsmetal ikke helt død endnu.

 

Nånstans i Kjöpenhamn…

Men selvom lyden var bedre, og bandet både mere energiske og udadvendte, sneg der sig alligevel lidt monotoni ind i oplevelsen. De har en formular, og de holder sig til den, med det resultat, at jeg måtte skele lidt til uret. Trods crowdsurfing og taktfaste næver i vejret blev det lidt ensformigt. Der er ikke mange overraskelser at hente hos dem, man ved, hvad man får, og hvad vi fik, var en fest. Det virkede som et mere oplagt valg med tanke på evnen til at få folk i det rette humør til hovednavnet, selvom det set udefra var et besynderligt match. Så pyt med formularisk melodisk dødsmetal. De havde overvejende den effekt på folk, man kunne ønske af et opvarmningsband, og det var tydeligt på mine medpublikummer, at aftenens andet navn var kommet for at piske en stemning op.

Setlist:

  1. To Drink From The Night Itself
  2. Slaughter of the Soul
  3. At War With Reality
  4. A Stare Bound In Stone
  5. Cold
  6. Daggers Of Black Haze
  7. Death And The Labyrinth
  8. Heroes And Tombs
  9. Suicide Nation
  10. The Book of Sand (The Abomination)
  11. Blinded By Fear
  12. The Night Eternal

7/10

Behemoth

Behemoth - Bransholm Photography

Utilgivelig frelser

Sidst jeg så Behemoth, var da de nær var blæst væk på Copenhell. De har haft høj kurs i min musiksamling i ti år, men de seneste år har jeg strejfet længere og længere væk fra folden. Det skulle dog ikke forhindre mig i at glæde mig til at se ærkebispen af de sociale medier og hans trofaste trup igen. De har de sidste par år bevæget sig længere og længere væk fra deres totalt brutale dødsblack, men temaet og ikke mindst det anti- og førkristne element lever videre i bedste velgående. Det sorte tæppe, der skjulte scenen, lagde lærred til et projiceret Danmarkskort med omvendte kors og et børnekor lod os forstå, at Jesus ikke er tilgivet; bare for at minde os om, at selvom Behemoth har udforsket nye musikalske territorier på deres to sidste plader, så er aversiteten mod organiseret religion ikke blevet mindre.
 

Satans til showmen

For der er langt fra de gode gamle Demigod-dage til I Loved You At Your Darkest – hvor sidstnævnte flere steder er udnævnt til både et mesterværk og deres opus magnum. Det var naturligvis overrepræsenteret denne aften, hvor kun to numre fra den (også) velrenommerede The Satanist optrådte side om side med tidligere værker. Men hvad der til gengæld IKKE manglede, var noget at se på. Med tanke på pyroteknik og spillested havde de kløgtigt nok valgt at alliere sig med et par velplacerede røgkanoner og en serie gnistfontæner. Scenen var udsmykket med kunstfærdige mikrofonstativer, og symbolikken blev fuldendt af en trekantet skærm, et symbol der gik igen flere gange under koncerten. På den kørte forvrængede religiøse kunstværker, alle kredsende om de samme emner: straf, undergang og død. Aleister Crowley stod for en noteværdig birolle i det visuelle, og det er med til at give deres velkendte modvilje mod gud og alt hans væsen en esoterisk åre i corpus antichristus. Med Behemoth som med Crowley: Magien er i symbolerne. Og der var i den grad smæk på det visuelle, grænsende til for meget.

 

Manden bag masken

Flere gange måtte jeg forholde mig til en snigende utilfredshed med mængden af teater fra scenen. Hele bandet var dullet op efter alle kunstens regler, og frontmand Nergal stod som en skummel pave i spydspidsen for den maskine, der rullede ud over salen. Der var de sædvanlige taler om, hvor godt det er at være her igen, hvor fantastiske vi alle sammen er, og det begyndte næsten at blive kliché – men så skete publikum. Midt i en monolog begyndte publikum at råbe ”BE-HE-MOTH! BE-HE-MOTH!” højere og højere, så Nergal fuldstændig tabte mælet. Mennesket tittede frem bag masken, og jeg fik flashback til Tom Arayas tavse hyldest til sine fans. For første gang følte jeg ham være til stede og ikke blot optræde, og det kan udelukkende tilskrives den begejstring, der sydede i salen. Gulvet var en heksekedel, og balkonerne gyngede i takt med musikken, der tilgodeså fans af nyt såvel som gammelt.

 

Spred ordet

Som udgangspunkt var jeg ikke voldsomt begejstret, da jeg drog hjemad, men set i bakspejlet var det en god koncert. Man kan mene, hvad man vil om Behemoths musikalske udvikling, men det har på ingen måde kostet dem fans at forny deres stil – og skulle man ikke have interesse i det nye, så kaster det på ingen måde smuds over tidligere udgivelser. Desværre gør deres seneste albums sig ikke lige så godt på en scene et sted som Vega, som de ville gøre sig i en arena. Deres tilegnede musikalske egenskaber har udviklet sig til en form for stadionorienteret black, og hvor deres ældre materiale stadig er egnet til mindre spillesteder, bør deres nye testamente prædikes under bedre akustiske forhold med mere plads til deres stadigt større armbevægelser.

Setlist:

  1. Wolves Ov Siberia
  2. Daimonos
  3. Ora Pro Nobis Lucifer
  4. Bartzabel
  5. Ov Fire And The Void
  6. God = Dog
  7. Conquer All
  8. Ecclesia Diobolica Catholica
  9. Decade Of Therion
  10. Blow Your Trumpets Gabriel
  11. Slaves Shall Serve
  12. Chant For Eschaton 2000

8/10

Tilføj kommentar