(pre) High Voltage Awards

High Voltage Awards 2016

Trætte af den elitære musikpresses evindelige nedprioritering af genren, et behov for noget der sætter den rene rock i fokus, samt den efterhånden evige påstand om at rocken er ved at dø - alt dette fik sidste år to velkendte herrer i den danske rockindustri til at lave deres egen pris: High Voltage Award.

Rockjournalist Steffen Jungersen og klubejer Martin Jensen er initiativtagerne til awardshowet der lørdag d. 16. april skal finde sted for anden gang på sidstnævntes rockklub High Voltage i Boltens Gård i København. 

Trods et par små, og i grunden ubetydelige, børnesygdomme, var sidste års første udgave af High Voltage Awards en stor succes. Med medrivende optrædener fra blandt andet Sea, Solbrud og Supercharger, var det en fantastisk stemning der fyldte de tætpakkede lokaler natten igennem. De tre førnævnte bands løb også afsted med nogle af aftenens priser, og yderst fortjent gik en af disse, en speciel ærespris, til et af dansk rocks store koryfæer, Ken Anthony. 

Showet modtog en masse ros og 8 flotte kranier fra heavymetal.dk, og vi håber da at vi skal uddele flere i år. Det var starten på noget, der forhåbentlig går hen og bliveren tradition, og i den, og flere, forbindelser fik vores udsendte fra heavymetal.dk en snak med de herrer Jensen og Jungersen - hun beretter:

Interview med Martin og Steffen

Jeg indfandt mig i god tid på High Voltage med mine på forhånd godkendte spørgsmål, for at interviewe mændene bag High Voltage Rock Awards, Martin Jensen og Steffen Jungersen, men tilsyneladende var kun halvdelen af duoen forberedt på myldretid, for som en ægte rockstjerne, dukkede Martin først op lidt over aftalt tid, og måtte indkassere en sarkastisk vinge fra Steffen og så var tonen slået an..

Vel indenfor i et hjørne, blev der budt på to slags Fernet, hvilket jeg i første omgang undslog mig, da jeg absolut ikke er til den slags, men det skulle vise sig at være et spørgsmål om tid før jeg blev indviet i hvad der egentlig gemmer sig i de karakteristiske flasker. For selvom d’herrer Jensen og Jungersen er enige langt hen ad vejen når det handler om rock og metal, har de dog vidt forskellige meninger om hvilken Fernet der er bedst. Eller mindst værst, hvis du spørger mig.

Hvad kan publikum glæde sig mest til i år?
Uden at tøve et sekund, udbryder Martin fra den anden side af bordet: ”Et gensyn med mig og Steffen!”
Denner / Sherman er også noget man kan glæde sig til, det er, ifølge Martin, nemlig intet mindre end en verdenspremiere og som Steffen indskyder, så står folk i kø for at få booket dem, så det er et kæmpe scoop for en så ny institution, som Rock Awards egentlig er. Folk rejser fra udlandet for at se Denner/Sherman og så må de finde sig i at overvære et show på dansk, men så får de til gengæld også set hvad den danske scene har at byde på. Man kan glæde sig til årets fest, ikke medregnet Copenhell og som Martin siger, er dette projekt en smule mere brancheagtig end førnævnte festival, men alle kommer for det samme.

Der var lidt småproblemer sidste år, blandt andet blanke skærme mellem bandskift. Har i taget højde for det i år?
Til det svarer Martin bekræftende, men lidt tøvende at det ikke var problemer som sådan, bare ting de ikke havde været opmærksomme på. Sidste år havde de ikke kamera på begge scener, men det gik egentlig kun ud over dem der ikke var i salen. Overordnet var det ikke de store issues, men især lyden var noget der voldte lidt besvær, da de ikke havde taget højde for der var en del snak den aften og det som regel er høj musik der udgør lydbilledet på High Voltage. I år bliver det løst ved at der bliver hængt mindre højttalere op i krogene, så alle kan få fornøjelsen af at se genierne på slap line, som Martin så poetisk formulerer det over en Fernet Menta. Desuden er der sat skærme op i VIP teltet, så man kan få det hele med uden at skulle hænge i baren hele aftenen, noget der ellers står en frit for, da der som bekendt er fri bar.

Er det en sluttet kreds der hylder sig selv, eller vil i forsøge at skabe kontakt til et bredere publikum?
Ifølge Martin er det er begge dele. Han påpeger det er sjældent bands og journalister er samlet under et tag og High Voltage Rock Awards er det eneste sted de mødes under rockflaget. Her tager Steffen så bladet fra munden og slår fast at ”alle dem der møder op er ligeså store fans af musikken som publikum”. Der er ingen segregation, udover VIP teltet, det er ikke hverken en branche hyldest eller en lukket fest, hvor de flotte kjoler kommer og klapper hinanden på ryggen, det handler om at hylde den rock som folk påstår er død, men det vist efterhånden blevet et uddateret postulat. Det er mere folkeligt, og den blandede skare af fremmødte tæller stadig flere billetkøbere end branchefolk.

Så det handler i ligeså høj grad om at bryde med den fordom at rocken er død?
Her rammer Deres udsendte tilsyneladende en nerve, for der bliver råbt et enstemmigt ja! Især Steffen kommer i gear over hvad der ser ud til at være et halv-provokerende statement og med en stemme der næsten saver mig midt over konstaterer han: ”Det var derfor vi startede. Det gider vi ikke høre mere på, det pis!” Martin fortæller næsten opgivende at Danish Music Awards uddelte rockprisen inden der blev tændt for kameraerne og det er med til at fastholde mediernes billede af rocken er død. ”Men når man som bar har fuldt hus weekend efter weekend og spillestederne bugner af rock og metal koncerter og Copenhell melder udsolgt, kan man roligt konstatere at rocken har det skidegodt.” Er Martins no nonsense udmelding og fortsætter: ”Hvis du går på Copenhell, er det et bredt udsnit af hele Danmarks befolkning der er repræsenteret, ligesom med alle andre genrer. Men medierne vil ikke røre ved det, for de er med til at fastfryse billedet af en metalfan som en eller anden langhåret tosse der er helt ude at skide og headbanger til han får næseblod”.
Der er ved at blive fyret godt op under de to ellers så tilbagelænede herrer og jeg føler jeg hellere må få beroliget dem ved at foreslå en Fernet Branca. Mens Steffen viser sig fra sin mest gentlemanagtige side og skænker undertegnede en sjat urteopkog, samler Martin tøjlerne op igen og leverer en decideret bredside til den samlede danske mediebranche. Han fortæller mig at hver gang der skal laves et indslag om noget der bare smager af andet end blommer i Medina, bliver man instrueret i at spille en rolle og det faktum de altid leder efter tosser er både fornærmende og trættende og det vil mine to bordherrer gerne gøre noget ved, gennem at lave et award show der er både professionelt og værdigt.

Man bliver vel heller ikke en del af det her hvis det ikke har interesse for en, uanset om man er forbruger eller formidler?
Her er der enighed hele vejen rundt om bordet, da vi alle tre har hørt mere end en gang at ”det der metal, det er ikke noget for mig”. Både Martin og Steffen hiver anekdoter frem nok alle kan forholde sig til, man møder nogen der har den ide om at rock, det ikke er noget de bryder sig om og så er det nærmest vores hellige pligt som defenders of the faith at spille noget for dem der får dem på andre tanker.
Det trækker igen tråde tilbage til mediernes vinkling på den overordnede genre som noget ugudeligt støj der ikke er andet end et bevis på kun mindrebemidlede mennesker finder glæde i det, men paradoksalt nok findes mange af de bedste musikere netop i metallen. Martin hiver et par gode eksempler frem på hvorfor det er så hul i hovedet med så uoplyst en tilgang til en hel genre fra mediernes side; Det er den meste streamede genre på Spotify, de bedst sælgende kunstnere i Danmark er navne som Volbeat, Dizzy. D:A:D etc., med godt og vel en halv million solgte billetter. Og de tre bands er glimrende at hive frem når ”udenforstående” begynder på deres ”jeg hører ikke metal” tirade. Og netop på det grundlag, har de to herrer besluttet sig for at det her skal tages alvorligt, på den festlige måde.

Hvad glæder i jer mest til?
”Til det er overstået!” Jeg havde måske godt set det svar komme, for det lyder som om det er et kæmpe stykke arbejde der bliver lagt for dagen, men før der er nogen der får den respons i den gale hals, uddyber Martin at selvom det er stor lettelse når døren lukker efter den sidste gæst, er det hele aftenen, stemningen og de glade ansigter han glæder sig til. Og så glæder han sig især til at se hvad Red Warszawa har at byde på, for nu at citere manden, så jeg ikke får skylden senere: ”De spasser rundt i to timer og nu skal det destilleres ned til 15 minutter” og lige så ubemærket, tror han, tilføjer Steffen det bare er et spørgsmål om hvor fulde de er. Adspurgt glæder Steffen sig dog mest til alle de glade mennesker. Han fortæller det var overstrømmende sidste år med positive tilkendegivelser om hvor meget folk håbede der ville komme et show næste år og der vidste både Martin og Steffen begge allerede det ville blive en realitet.

Hvad har i af planer for fremtiden?
Der får Martin et eftertænksomt blik i øjnene. Det er tydeligt der er ambitioner her, på trods af det hele stadig er så nyt, men der tydeligvis en stor efterspørgsel på et arrangement som det her, så måske, med tiden, kan det flyttes til større lokaler, med større bands og som han så smukt lukker den sætning: ”Halløj.” ”Man sætter ikke sådan noget i gang uden at man gerne vil se det ekspandere” konstaterer Steffen, der som en vaskeægte Elwood, er ”On a mission from god..”Og ekspansion er absolut med i Martins visioner, i form af et fælles nordisk award show der samler det bedste fra Skandinavien under et tag.

Der opstår et øjebliks tavshed mens vi hver især fortaber os i tanken om et kæmpe arrangement med cremen af nordeuropæisk metal, men øjeblikket bliver bragt til ende, da Martin, der har været så venlig at skænke mig en Fernet Menta, bryder ud i latter over min reaktion på endnu et urteopkog, denne gang med en bismag af mundskyllemiddel og Steffen atter en gang holder på at Menta er en tøsedrik og jeg har bedre af den almindelige. Jeg nægter at svare og må i stedet takke for det interview jeg ellers var så nervøs for og konstatere at alt går lidt nemmere med Fernet Branca på bordet.