Vinylbanner

Interview med Urkraft

uRKRAFT

2019 blev året, hvor danske Urkraft gjorde comeback på den danske metalscene. Med nyt album Our Treacherous Fathers, og genudgivelse af deres svendestykke A Scornful Death fra 2008, er de i den grad klar til nye eventyr 2020. Herunder kan du læse lidt om fortid, og ikke mindst fremtid for bandet.

I har haft en pause på næsten ti år. Hvad var årsagen til, at I valgte at gøre comeback?

Flere tilfældigheder der render sammen på det rigtige tidspunkt, tror jeg. Efter vi stoppede i 2008, hvor der var fælles enighed om at smide alt på gulvet, har der måske samtidigt været en idé om, at det ikke nødvendigvis var definitivt. For nogen. Måske alle. Ved det ikke. Man skal jo som sagt aldrig sige aldrig, men når alt kommer til alt, så handler det om, at vi gerne vil skrive noget musik og spille dødsmetal. Den stikker faktisk ikke meget dybere.

Der er heller ikke tale om mid life crisis, selvom den tanke er nærliggende vores aldre taget i betragtning. Der er ingen forskel i motivationen for at spille dødsmetal, i forhold til hvad den var i midten af 90’erne, midten af 00’rne eller nu, 10 år efter vi stoppede. Nu hviler vi måske lidt mere i det. Det er stadig energien i musikken og at skrive noget, der kræver lidt mere end som sådan, der tænder ilden hver gang. Det er lige før, jeg tør sige, at vi har genfundet glæden ved at stå i øveren, men det er muligvis på grænsen til, at det bliver utroværdigt.

Der er også kommet to nye folk til Urkraft i guitarist Mads Goth og i trommeslager Richard Happyfeet Olsen, og det er da også med til, at det hele er lidt nyt og spændende. Men at fortsætte med at lave Urkraft-musik må være det helt rigtige og mest oplagte svar. Vi vil være med igen og sætte vores præg på scenen.

Har musikken været lagt helt på hylden under den lange pause, eller har I haft andre musikprojekter kørende hver især?

Vi har alle haft bands og projekter i forskellige omfang i de mellemliggende år. Både rock og metal.
Igen handler det for os alle om at skrive musik som det primære og især også det sociale tæller. Det har vi så heldigvis kunne finde andre steder også. Enkelte af os har fortsat andre bands ved siden af, og det kræver selvfølgelig lidt planlægning.

Hvordan er det at stå sammen på scenen igen, eksempelvis til Metal Royale 2019 og Copenhagen Metal Fest 2019?

Vi har meget at takke begge festivaler for. De har begge givet Urkraft mulighed for at træde tilbage ind på scenen og endda på nogle prime time-tider. Så at de uden videre har støttet op om os og haft tiltro til, at vi stadig kan spille brutalt, tight og finde ud af at stå foran et publikum, er vi vældigt taknemlige for. Til begge koncerter var der fyldte sale og et publikum, der gav os lige så meget igen, som vi forsøgte at give dem.

De 2 albums, vi har udgivet/genudgivet/kald-det-hvad-du-vil, er i sammenligning vidt forskellige, og det gør vi lidt ud af, at vores koncerter også skal udtrykke. Vi blander numre fra alle vores fire albums i en koncert, og udover at det har været svært at vælge de 8-10 numre, vi skal nå igennem, så har det været fedt at genfinde de helt gamle numre.

Nu er jeg endt med kun at stå og flagre med mikrofonen, efter at Mads Gath har overtaget min guitarrolle, så jeg har kunnet sætte fokus på at komme tættere på folk i salen. Det føles i hvert fald naturligt for os at stå på scenen igen og spille både nye og gamle numre, og Urkraft er jo heldigvis ikke gået i glemmebogen.

Hvordan er I og jeres musik blevet modtaget efter jeres comeback?

Som helhed kun godt. Vi har fået nogle gode anmeldelser af både Our Treacherous Fathers og af A Scornful Death fra 2008, der først er udgivet i ordentlig kvalitet og på vinyl i år, 2019.
Jeg tror ikke, alle forstod vores første udspil i 10 år, Our Treacherous Fathers, hvor det sidste, man hørte fra os i 2008, var A Scornful Death, en meget hidsig plade, fra en hidsig periode.
”Our Treacherous Fathers”, titelnummeret som eksempel, er til sammenligning tungt og mere ”teatralsk”, og det er blandt noget af det bedste, vi har lavet. Det er sat’me et vellykket nummer. Resten af pladen byder på en rimelig bred vifte af tempi- og taktskift fra duga beats til vals og nogle mere hardcoreprægede elementer, men det letteste er nok at sige, at det bør man selvfølgelig danne sig sin egen mening om.Nogen har helt sikkert forventet noget ”andet” fra os, og under alle omstændigheder i samme boldgade – det er helt naturligt og lidt forudsigeligt – så det var selvfølgelig lige så ventet, at vi enten ville blive slagtet, ikke forstået eller måske endda blive anerkendt for at skrive noget god musik. Det er trods alt det, det handler om. I udlandet har vi høstet udelukkende roser for især ”Our Treacherous Fathers”-nummeret og for pladen samlet set, hvor herhjemme er det mere blandet.

Men vi er selvfølgelig også bare lokale tosser i janteland. I Danmark kan vi ikke undgå, at nogle folk vil være forudindtagede og måske fokusere på andre ting end musikken. Det er svært i så lille et land, og på så relativt en lille scene, at skjule, når der tages parti. Der er åbenlyse personlige holdninger til bands, og fokus er ikke altid lige på musikken. Bliver du for kærlig omkring et band, bliver det utroværdigt, og er du meget kritisk, vil folk tænke, at du enten er partisk, bitter eller magtsyg – alt afhængig af hvem du er. Nepotismen synes jeg desværre er mere tydelig på scenen end tidligere – også kaldet samarbejde eller opportunisme – og der er lidt længere mellem de objektive indslag generelt set. Men der er også blevet rigtig mange om buddet, så det kræver noget både af bands og af medierne, hvis scenen skal overleve og stadig kunne se sig selv og næste generation i øjnene. I dag og i morgen.

Selvfølgelig skal man ikke lægge mere magt i hænderne på medierne, end at lytterne og læserne godt kan tænke selv og selv danner sig meninger og selv opsøger ting. Men det er vigtigt, at de selvudnævnte og officielle formidlere forstår at anskue scenen med respekt, og forstår at de kan og skal være med til at udbygge og opbygge frem for at begrænse. – Og så tal pænt og vær høflig, eller smut.

I virkeligheden burde vi sidde mere true med en kasse øl og en bunke plader og lave dette interview og lytte til Our Treacherous Fathers, som vi kom fra. Det er vores returalbum, så vi ser også frem til at skrive mere nyt efter at være faldet lidt på plads, men tjek det ud; der er noget kvali dødsmetal på det album for flere forskellige smagsløg.

Har den lange pause fra Urkraft gjort noget ved jeres måde at arbejde på, eller er alt som det var dengang? 

Det ved vi ikke helt endnu. To nye medlemmer, koner og børn, og bosætning i forskellige dele af landet vil helt sikkert have indflydelse på det. Vi skal bare være effektive, når vi ses.

Bandet var aldrig i studiet samtidig, da vi indspillede Our Treacherous Fathers. Det foregik forskellige steder og på forskellige tidspunkter, hver for sig. Der var heller ingen forudgående øver inden indspilning, så i den henseende har lige præcis den proces været stik modsat af, hvordan vi gjorde det i 2008. Rollerne er de samme mere eller mindre, men nu er der som sagt kommet to nye medlemmer til, så måske processen helt naturligt vil ændre sig lidt.

Spørger du mig, så skal vi tilbage til øveren og gøre det på den hårde old fashion-måde. Og det står foreløbig øverst på to-do-listen at få gang i skriveriet. Birk har meldt ind med nogle fine ideer, og vi er rykket til Nørrebro sammen med The Petulant-drengene, så bunden er lagt. Og sharwarma og Kings øl er inden for rækkevidde, når tiden kommer.

Hvor finder I inspiration til ny musik, tekster og artwork?

Det kommer lidt an på, hvor vi befinder os som enkeltpersoner, mere end som band, og det gælder faktisk både musik og tekst, hvorimod artwork efterfølgende i de fleste tilfælde er baseret på lyrikken. Men vi samler det hele som band, og så dukker det endelige ”produkt” op af sig selv. Igen vil det sikkert også kunne mærkes og høres, at vi er et nyt band, er ældre, stadig er Urkraft.

Vi har nogle planer om at udvide flokken lidt ift. lyrik og det visuelle.

Flere og flere danske metalbands vælger at synge på dansk. Det gjorde I også i begyndelsen, og på jeres seneste plade, Our Treacherous Fathers, er nummeret “Håbets Tyranni” med, hvor der også synges på dansk. Er det en vej, I vil betræde yderligere i fremtiden, eller vil I primært lave sange på engelsk?

Ja, i gamle dage sang vi kun på dansk. Det var vores little thing, da vi startede, at vi hed noget på ”dansk”, og vi sang på dansk (fordi det for Mikael gav mere mening at udtrykke sig på sit modersmål fremfor et udenlandsk), som vi så har udviklet på, og vi var blandt de få første, der tog hul på den new nordic wave, hvor kontakten til dit bagland, sprog og litteratur udover musikken er definerende. Hvor det før var ensomt til tider, er det at hedde noget dansk nu blevet helt normalt og temmelig udbredt. Det er jo fedt. Så jeg forstiller mig ikke, at vi vil gå helt væk fra det, men det bliver fortsat primært på engelsk, at vi leverer lyrikken.

I er lige vendt hjem fra en turné i Japan. Hvorfor lige Japan?

Ja, det var – bortset fra festivaler på Island i 2005 og 2006 – vores første gang udenfor Europa. MXD og det nordiske samarbejde, der har fokus på mange ting, har blandt andet en fælles forretningsmission mod/med Japan, som foregår i Tokyo. Det er dog det japanske Creative Man Productions (kæmpe bookingselskab), der udvælger, hvilke bands der skal få mulighed for at deltage med branchen og spille en showcase i Shibuya-området.

De valgte så at invitere Urkraft i år, og MXD har bistået med fine stikord inden afrejse. Kæmpe oplevelse, og vi er glade for, at det ikke var nogle danskere, der skulle udvælge os, men derimod japanere, som ser noget potentiale. Det var en vigtig lille brik indledningsvis.

Vi har jo som sagt udgivet to albums i år og er vendt tilbage til scenen, og der var en PR-kvinde i Japan, der fortalte os efter koncerten, at det især var vores gendannelse, der havde fået dem til at invitere os derover. Det må betyde, at de kendte os i forvejen, og så har vi da gjort noget rigtigt på et eller andet tidspunkt tidligere i vores ”karriere”.

Vi havde et par møder med branchen derovre, og vi spillede som sagt en showcase, så vi må se, om vi kan vedholde kontakten til det japanske marked og udgive noget musik derovre. Mere om det senere.

Uanset hvad, så har vi fået besøgt Tokyo, og vi fik hygget os med noget farlig god mad og fadøl. Sake må de beholde for sig selv, men ellers er det en bucketlist afkrydsning på CV´et.

Hvordan blev melodisk dødsmetal fra Danmark modtaget i Japan?

Det blev taget godt imod. Vi spillede for nogle hundrede mennesker på en japansk version af Lille Vega, og der var bare styr på det. Japanerne er overordentligt tjekkede mennesker, venlige, tophøflige og man føler sig generelt fuldstændig sikker i den store by. Vi skulle lukke af som sidste band, og vi var det eneste dødsmetalband. De andre bands havde omkvæd, diskobeats, backtrack/samples og lidt mere vind i håret end os, så da vi gik på, var stemningen faktisk ikke så fed backstage. Eller lad os kalde den skeptisk. Jeg var i hvert fald temmelig demotiveret og tænkte, at vi måske var lidt malplacerede, men der var drøn på. Fuld smæk og et tændt publikum, som vi efterfølgende fik givet nogle autografer og tog en masse billeder med. Rockstar-ish. Det var den bedste afslutning på vores første Japaneventyr.

Vi har for nemheds skyld klippet alle vores hjemmevideo-telefon-optagelser sammen til en video til titelnummeret fra A Scornful Death. I bedste ”Kære Dagbog”-stil… Husk at se den HER imorgen 31.12.19 kl. 10.00.

Jeg tror, der er mange, der er nysgerrige efter at vide, hvad der egentligt skete efter færdiggørelsen af A Scornful Death. Kan I prøve at fortælle, hvorfor I valgte at stoppe umiddelbart efter færdiggørelsen af pladen og “kun” lade den udkomme som gratis download via jeres hjemmeside?

Ja, tak for spørgsmålet og interessen for det. Der skete mange ting i den periode. Vi stod med et nyt album i slutningen af 2008, et brutalt ét synes vi, og havde haft relativt meget gang i den siden vores debut Eternal Cosmic Slaughter i 2004 og frem til The Inhuman Aberration pladen på Earache Records i 2006. Vi havde kørt en lang turne med Cannibal Corpse i starten af 2007 og senere blandt andet en Danish Dynamite Tour, og vi havde lige sagt ja til en turné med Pro Pain, som vi dog desværre takkede nej til, da der kom forskellige andre prioriteringer/nødvendigheder ind over, som f.eks. uni-specialer, uddannelser, generelle prioriteringer udenfor Urkraft.

Entusiasmen blev lidt ramt af et lille hul efter den bølge, og der gik længere mellem øverne og længere imellem, at der blev arbejdet med bandet udenfor øveren osv.

Jeg var begyndt at spille og indspille med hardrockbandet Supercharger året før, hvor der var begyndt at komme godt gang i den, og sådan fortsatte det, indtil vi valgte at smide det hele på gulvet. Det var da i det mindste at gøre noget, og så kunne vi slutte en relativt lang tur af med at forære et helt album væk, og det var faktisk en god slutning for os. Der var mange positive reaktioner på det hele.

Hvordan har den danske metalscene forandret sig, fra I forlod den i 2008 og så frem til i dag?

Det ved jeg heller ikke om den har, og for hvem?

Sammenligner vi med 2008, hvor vi sidst var et aktivt band, så synes jeg nu ikke, der er den store forskel rent udbudsmæssigt. I dag er der langt bedre mulighed for at smide om sig med både vigtige og mindre vigtige nyheder om sit band, blog, radioshow og selvfølgelig sin musik på Facebook, Instagram osv., som muligvis er lidt en overflod. Og man sælger ikke cd’er mere.

Vi stoppede på Myspace, inden Facebook tog fat, og folk havde stadig cd-afspillere, så… skulle nogen være interesserede, så har vi et opslag oppe om en SoMe-stilling i Urkraft-regi.

Ellers oplever jeg ikke den store forskel, synes jeg. Janteloven lever fortsat i bedste velgående, og der er mange meninger om, hvordan man bør være eller skulle have været, eller ikke skal være. Vi skal have bands og musikken op som øverste prioritet. Det er jo ikke politik, hvor medierne styrer valgkampen, men kunst. Så man kan have en mening om, hvorvidt et bands musik er godt iht. en personlig præference, men ikke om hvorvidt det er rigtigt, det bandet gør. Enten kan du lide det, eller også kan du ikke, og så gør du konstruktivt opmærksom på det – men spiller du ikke i bandet, så kommer du i 2. række ift. at have en mening om, hvorvidt bandet burde gøre noget, være noget eller skulle have gjort noget som helst anderledes, hvis du spørger mig.

Den danske scene virker stadig meget bred, talentfyldt, disponeret, og jeg synes, den til forskel for 2008 er mere på lige fod med andre genrer i Danmark sådan rent omtalemæssigt set.

I 2019 er man dog blevet kulturelt storsindet og journalistisk daredevil, hvis man skriver om metalmiljøet.  Men alligevel; same shit – different year.

Der er mange bands, liv, talent og engagement i miljøet, så det må selvfølgelig score højeste point og man må sige, at f.eks. jeres Copenhagen Metal Fest var/er med til at lukke op for og bevare den stærke relation. Står bands, festivalerne, spillestederne og medierne stærkere sammen og forenet, så er der håb for, at musiklytterne følger trop med endnu mere begejstring og efterspørgsel.

Hvad er jeres planer/mål/drømme for Urkraft fremadrettet? Her tænker jeg på ny musik, kommende tours eller særlige steder, I godt kunne tænke jer at spille?

Vi skal bare skrive noget ny musik og meget af det. Helt uofficielt og uden at jeg nogensinde vil stå ved det, så overvejer vi at udgive nye numre i kort format med et par enkelte numre ad gangen, som til sidst kunne samles på en vinyludgivelse. Det ville være sjovt at udgive oftere, men i mindre omfang.

Vi spiller til Mono Goes Metal i Aarhus i januar 2020, og hvis vi sådan løbende kan spille koncerter med jævne mellemrum, er det tilpas både for os og for koncertgængerne. Og gerne med lige så meget positiv respons som vi fik i 2019. Derudover har vi fundet kontrakten fra vores debutalbum, og den siger, at vi ejer alle rettigheder selv nu, da vi satte en tidsbegrænsning på aftalen dengang på 5 år, så vi har planer om, at det skal udkomme digitalt og på vinyl under vores eget pseudo navn First Force Music

Har I over tid tillagt jer skøre/mærkelige vaner? Er der eksempelvis noget, I bare skal gøre inden I spiller, eller er der noget, som er fuldstændig uundværligt backstage?

Vi spiller UNO, mens vi venter og drikker øl eller kaffe. Vi har som sådan ikke nogen ritualer og har aldrig haft det. Der er ét mål for hver enkelt af os, og det er kun vi selv herre over hver for sig. Et fælles SKÅL hjælper ikke en skid, hvis én i gruppen ikke kan sine ting, så det har vi aldrig gjort.

Krammere hører knap så meget heavybands til, og alt andet er religiøst anlagt, og det har vi heller aldrig gjort det i. Derudover mingler vi bare, med hvem der nu ellers er til stede og hænger ud. Ventetiden ved koncerter er ulidelig, synes jeg, men normalt det hele værd. Så håber vi ses derude og omkring i 2020… til kaffe. Og du kan blive tæsket i UNO, hvis det er?!

Her på falderebet, har I så en sjov anekdote fra tourbussen eller øvelokalet, som I vil dele med jeres fans?

Ikke mange. Men apropos UNO – så var det til vores helt store forbløffelse på turneen med Cannibal Corpse i 2007, at de også havde en UNO-turnering kørende i deres tourbus. Så da vi alle fandt ud af det om hinanden, begyndte vi på tværs af bands og crews at have turneringer på resten af turen, mellem lydprøver og i den lange kedelige ventetid.

Det bliver vist ikke mere metal, når man sender folk til tælling og efter øl/kaffe med en rød +2.   

Tilføj kommentar