Interview med Persecutor

Persecutor har netop udgivet ”Cannibal Island”, som samtidig er 2. single fra deres kommende opfølger til debuten Rebirth fra 2019. I den forbindelse tog bandet sig tid til en god og underholdende snak i øvelokalerne i ’Det Gule Pakhus’ i Horsens. Det blev til en snak om alt fra fortid til fremtid, fra guilty pleasures og skøre fans til livet som Freddy Mercury-lookalike og meget andet. Persecutor er i sandhed et gedigent østjysk thrashband, som forstår at have det supersjovt og være nede på jorden, samtidig med at overskuddet af glæde og energi på scenen er meget svært at overse. Har I ikke set eller hørt Persecutor før, kan det så sandelig kun gå for langsomt med at komme i gang!

I blev dannnet tilbage i 2012 under navnet 13 Bloodlines og har siden heddet Desecrator. Nu hedder I Persecutor, I er blevet ældre og helt sikkert også mere modne. Med andre ord lader I altså til at have fundet jeres endelige identitet med snart to albums i bagagen. Hvordan har denne udvikling været, både som band, men også personligt?

Benjamin: Vi er vist allesammen trætte af at blive sammenlignet så lang tid tilbage. Vi har spillet med denne konstellation i to år. Selvom vi ikke havde været noget uden dem, så er vi et helt nyt band, men vi har kogt lidt på lyden over årene og har gjort den til vores egen; noget vi synes er fedt, selvom vi også står i øvelokalet nogle gange og tænker, om det er den ene eller den anden vej, vi skal gå. Men vi tænker ikke så meget over, hvor vi kommer fra; det er bare fuld fart fremad, og så spiller vi bare det, der er fedt og krydser fingre for, at folk kan lide det.
 

Hvis man følger jer på de sociale medier, går til jeres koncerter eller lytter til jeres tekster, finder man hurtigt ud af, at Persecutor ikke blot er et band, som tager livet seriøst, men også har fokus på, at det skal være sjovt og underholdende. Hvordan vil I selv beskrive det fokus, I har på musikken (live som på album), og hvordan vil I gerne have, at folk opfatter jer?

Christian: På en eller anden måde så tager vi det seriøst, men det må ikke blive på sådan en goofy måde.

Benjamin: Man kan sige, at det skal være fedt at lytte til. Men der skal også være noget at komme efter, når det er live.

Christian: Det skal være sjovt. Men vi kommer ikke til at lave nogle platte musikvideoer, hvor vi render rundt og laver alt muligt åndssvagt. Men det må godt være lidt flamboyant.

Benjamin: Det handler om, at vi skal have det sjovt med det. Ellers giver det ikke nogen mening at være Persecutor.  Der er ikke nogen i bandet, som kan undværes. Vi gør det, fordi vi synes, det er fedt. Og vi spiller det, vi godt kan lide. Hvis vi synes, der skal et discoelement ind i en sang, så gør vi det, hvis det giver mening.

Christoffer: Det skrev han også til mig i går: ”Kunne det ikke være fedt, hvis vi laver en sang med noget disco i?”

Benjamin: Vi hører jo allesammen noget forskellig musik. Men det er ikke sådan, at vi spiller pop den ene dag, dødsmetal den anden dag og techno den tredje dag. Hvis vi føler, at vi har nogle elementer, som kan være fede at prøve af, så gør vi det. Vi kan jo løfte sløret for vores næste single, hvor det for mig er første gang, jeg har hørt et thrashnummer med tamburin. Den ære skal tilskrives vores producer Andreas Lindemann, og vi synes selv, at det passer pissegodt ind.
 

På Facebook skriver I, at I lader jer inspirere af blandt andre Exodus, Anthrax, Slayer, Kreator og Sodom.  Hvilke andre bands/kunstnere har I hver især ladet jer inspirere af, og er der nogen (guilty pleasures inkluderet), som har en særlig plads i jeres hjerter?

Bandet: Christians er Wham!

Christian: Enig. Man kan måske se det lidt i min påklædning. Vi smiler til publikum, hvilket der ikke er særlig mange bands, der gør.

Stefan: I tråd med det vi sagde tidligere, så handler det om balancen mellem det at være seriøs, hvor der står fire sortklædte gutter på hver deres plads og bare ikke gider være der, og få det til at se ud, som om man rent faktisk gider.

Christian: Har I guilty pleasures?

Stefan: Hvis vi skal holde os til metalverden, så er det Bullet For My Valentine. De første tre skiver...

Christoffer: ... de gik lige i tisseren!

Stefan: De første to skiver, The Poison og Scream, Aim, Fire var pissefede. Det band kommer stadigvæk på en gang imellem. Bullet For My Valentine er blevet sådan et band, som er dem, man ”ikke rigtig må høre”, men som de fleste egentligt synes er lidt fede trods alt.

Benjamin: Jeg hører slet ikke musik! Ej, det ved jeg faktisk ikke. Nogle gange kan jeg godt lide sådan noget stille og roligt noget. Min roomie og jeg har sådan et flip med Balstyrko og Folkeklubben; noget i den boldgade. På arbejdet kan jeg godt høre det vildeste tramp. I morges hørte jeg til gengæld en masse gammel dansk rap.

Christoffer: Det er Vengaboys!

Benjamin: Det var godt, du sagde det Christoffer. Det er fandeme fedt!

Christian: Skrivningsprocessen ligger meget på rutinen, hvor vi faktisk ikke trækker så meget på de nævnte inspirationskilder længere; det kommer mest fra os selv. Så jeg vil sige, at det er mere de bands, vi har nævnt nu her, som kommer til udtryk på scenen. Det er i virkeligheden mere Wham og Vengaboys, som vi trækker inspirationskilder fra.

Benjamin: Sådan rent performancemæssigt i hvert fald.

Christian: Det er også nogle gange musisk, fordi jeg skriver musik for eksempel, så tænker jeg meget over, hvordan det vil komme til at se ud på scenen.

Christoffer: For tiden føler jeg mig rigtig meget inspireret, fordi jeg hører rigtig meget musik fra mange forskellige bands, som jeg tager meget fra. Jeg er blandt andet blevet slemt glad for Thy Art Is Murder og kan egentlig godt bare lide, at det er lige på og hårdt.

Benjamin: En gang imellem kan man godt sætte et gammelt Anthraxnummer på. Der er sgu ikke så meget pis med dem. Det er højt hår og Bundesligafrisure. Vi prøver egentlig bare at favne lidt bredt, ellers så kommer det bare meget naturligt; så er der lidt thrash, lidt klassiske heavyelementer, et 80’er-heltestykke og måske lidt klassisk dødsmetal. Opbygningen derimod kan have noter fra popmusikkens verden. Førhen havde vi mere en specifik måde at gøre det hele på, men hvis der kommer med en idé nu, så skal den prøves af. Det kan jo også ende med at lyde fucking fedt.

Christian: Det bliver også forskelligt, fordi vi hver især er så forskellige. Vi hører så meget forskellig musik. Også inden for metal. Vi er også alle inde over skrivningsprocessen. Så det bliver sådan lidt i øst og vest, og så passer noget pludseligt pissegodt.

Benjamin: Vi har også en rigtig stor inspirationskilde i både attitude og alsidighed inden for de respektive genrer. Da vi var i studiet med vores første album, snakkede vi lidt med vores producer Andreas, om man ikke oplever mange mærkelige ting, hvortil han svarer ”Jo”. Christian afbryder ham og siger med stemme som Henrik Solgaard: ”Men han har aldrig prøvet et orkester med fire gange Henrik Solgaard i!”. Det var et gyldent øjeblik (red.: Henrik Solgaard fra ”Drengene fra Angora”).
 

På nyhedsteamet har vi haft en snak om, at det, at Christian (red.: forsanger) ligner Freddy Mercury, måske er en del af et større PR-stunt. En af kommentarerne var blandt andet, at det måtte det næsten være, med mindre han er trucker i sin fritid eller betjent fra 1980’erne. Kan I selv sætte nogle ord på baggrunden for dette særprægede udseende?

Christoffer: Det hele startede jo i november ’18!

Christian: Ja, da kørte vi jo Movember som væddemål på arbejdspladsen. Og så blev det sådan en ting.

Stefan: Du spurgte jo, om den skal blive.

Christoffer: Du var sateme skeptisk til at starte med.

Benjamin: Vi havde faktisk overvejet, om vi skulle have lavet noget sjovt i forbindelse med nyt logo, hvor der kunne være et lille moustache på.

Bandet: Det kan ende med at blive et ufrivilligt PR-stunt/brand.

Benjamin: Vi gør jo meget ud af, at vi ikke bare som Stefan sagde engang, at vi ikke bare står i sorte cargobukser og ser sure ud. Der er jo som sådan ikke noget galt i det. Det er bare ikke lige os.

Stefan: Og så er det jo bare en intern joke, som egentlig er vokset lidt.

Christian: Vi havde jo også den der gang, apropos Freddy Mercury, lige efter filmen Bohemian Rhapsody udkom, hvor vi snakkede om, at det kunne være fedt at have Live Aid-kostumet på. Det havde jeg så på, da vi spillede inde på Det Gule Pakhus. Det skete kun én gang.
 

Kort tid efter udgivelsen af Rebirth meldte I ud, at I var gået i gang med at lave ny musik. Det kan virke overilet og have en negativ indflydelse på kvaliteten af opfølgeren. Hvad er baggrunden for denne melding?

Christoffer: De her to numre (red.: ”The Blitz” og ”Cannibal Island”) er skrevet inden for ret kort tid. Jeg synes, de er møghamrende stærke og bedre end debuten. Det var egentlig for at holde folk ved ilden; at der kommer noget løbende, i stedet for at der bare kommer et helt album.

Benjamin: Vi har materialet til at udgive, så skal vi ikke tage at få det gjort, så vi kan sige, at vi er Persecutor, og det er det her, vi spiller. Nu har vi en masse idéer, som flyver rundt. Vi har cirka det halve af pladen i kassen, eller ikke indspillet. Men vi har to numre indspillet, og så har vi skrevet første halvdel. Det er rigtigt nok, at det går lidt hurtigt, men det er på grund af de førnævnte idéer. Men vi tager os tid til det (så det bliver godt nok) . Man skal også huske på, at det handler om finansieringen. Det er klodsen om benet.

Christian: Når vi kommer ud med albummet, så vil vi også gerne have, at der kommer merch med, så der kommer altså en masse udgifter oveni. Vi skal også have T-shirts med, eventuelt LP’er og CD’er.

Benjamin: Vores drøm er at gøre lidt mere ud af det.

Stefan: Udsigterne kan godt blive skubbet lidt længere. Men så kan man til gengæld lave måske et par ekstra numre, udgive nogle numre som står for sig, og som måske ikke kommer på albummet. Vi havde snakket om, om vi ikke skulle lave en enkelt single med et enkelt nummer.

Christoffer: En single det betyder ét nummer! (red.: Ironisk kommentar til Stefan).

Benjamin: Hvis albummet kommer til at tage længere tid at lave, så har vi da overvejet en udgivelse i et begrænset oplæg, da Covid-19 gør det lidt besværligt for musikken. Med en speciel udgivelse kan vi have en måde at fylde denne periode ud. (red.: Noget som ikke kommer på Spotify). Det er dog ikke noget, som er blevet endelig besluttet endnu. Som Christian sagde tidligere, så har vi så mange forskellige idéer, hvor vi bliver nødt til at gå lidt på kompromis, fordi nogen virkelig brænder med en idé, som vi andre bliver nødt til at stå til side for.

”The Blitz” er første single fra jeres kommende album. Den handler om tyskernes bombeangreb mod blandt andet London under 2. verdenskrig. Hvad kan vi ellers forvente af albummets tematikker? Handler det hele om krig, eller har I gjort plads til en bredere vifte af emner?

Christian: Indtil videre handler det om historiske begivenheder, som er relateret til krig. Når jeg skriver tekster, så har jeg mange begrænsninger. Vi vil helst ikke have nogle politiske holdninger i vores musik. Der kommer nok også noget, som kan minde lidt om vores sang ”Old School Thrash Metal”. Men det er i det hele taget svært at sige, om der kommer et konceptalbum, eller om det bliver lidt i øst og vest som på Rebirth.

Stefan: Der er mere variation i numrene rent og skært tempomæssigt. Der er hurtigere ting, end vi har spillet indtil videre, men der er også meget langsommere ting. Det kan vi bare ikke finde ud af, men vi prøver. Ellers så er det jo bare lækkert, at det går hurtigt. Men det kan godt spices lidt op ind imellem; få lidt variation, som fastholder folk.

Christoffer: Det var også det vi fik lidt ris for på Rebirth; det var lidt for ensformigt. Men det er også fint, for så ved vi det til næste gang. 

Vores anmelder Lasse anmeldte Rebirth i november sidste år og gav den 8 flotte kranier ud af 10. Han beskrev det blandt andet som værende forfriskende og velproduceret, samtidig med at det ”kildede alle de rigtige steder”. Hvilken oplevelse kan man forvente at få, når man lytter til det nye album?

Christoffer: Når vi får lavet noget rigtigt, så kan vi høre Christians abeskrig. Så ved man, at så dur det. Men skal vi ud og være de næste store spillere, og hvis teksterne skal afspejle professionalisme, så skal Christian i hvert fald lære at læse!

Stefan: Når aben brøler, så har du lavet et riff eller et stykke af en sang, som bare, ja....

Benjamin: Det kilder lidt i alle huller. Det bliver fed. Det bliver hurtigt og langsomt. Der bliver masser af dukka dukka.

De seneste måneder har været meget specielle for os alle. Vi savner koncerterne, og mange bands har haft det svært på grund af turnéer, som måtte aflyses. I har også fået 4 koncerter aflyst. Hvordan har I oplevet det hele? Hvad har været positivt, og hvad har været negativt?

Christian: Vi har haft tid til at skrive, kan man sige, når vi ikke har skullet forberede os til nogle liveshows. Det har resulteret i, at vi har skrevet 5 numre indtil videre. Der mangler så lidt tekst i nogle af dem. Men vi har været heldige på den måde, at vi har fået indspillet to numre inden lockdown. Så vi har kunnet give vores fans noget, selvom vi ikke har været ude for at spille.

Benjamin: Vi har jo fået lavet nyt logo, og så kommer der en single nu her, som vi ikke kan afsløre, hvornår udkommer (red.: ”Cannibal Island”) Vi har også lavet nogle rigtig fede covers til de to nye singler.

I er blevet en del af Toxic Booking Agency. Hvad lå til grund for, at I valgte at indgå et samarbejde med dem?

Benjamin: De spurgte først. Allerede der kunne vi jo godt se nogle muligheder i at være sammen med nogle bands, som er nogenlunde samme sted i karrieren som os. Og så er det et nyt bookingbureau med sindssygt mange kontakter, som jo er megafedt, samtidig med at det er lokalt. De skal ikke have i hoved og røv. 

Christoffer: De vil det samme som os.

Stefan: Ja, og de gør det for musikken og ikke pengene.

Benjamin: Man kan mærke, at de gør det for at fremhæve den danske metalscene. Og så har gutterne bag jo bare pissemeget erfaring og mange gode idéer. Vi er generelt bare glade for, og stolte over, at være en del af et bureau med mange fede bands.

 

Her på falderebet, hvor ser I så jer selv om 5-10 år? Og hvordan ser planerne for udlandet ud?

Benjamin: Vi skal lave en fed opfølger og se, hvad det bærer af sig. Altså, fuck det der lortecorona. Vi glæder os til at se, hvad der sker og komme ud for at spille lidt. Vi ved, at de (red.: Toxic Booking Agency) forsøger at lave nogle bookingpakker med os og nogle andre bands, som vi 100 % godt kan se os selv i. Vi håber også på at kunne komme til Tyskland, hvor de har en anden tilgang til det at gå til koncerter. Og så håber vi da også på, at folk vil anerkende det, vi laver, og efterfølgende samarbejde/hjælpe os på vej.

Christoffer: Benjamins mor synes, vi gør det godt. Hun er hamrende stolt! Vi har heller ikke noget bestemt marked; kom, hvis du har lyst, pis af, hvis du ikke gider være her. Ej, hvor vi ser os selv om 5-10 år.... spille nogle fede festivaler, headline nogle turnéer.

Benjamin: Vi håber på at kunne få lavet en pladekontrakt og få nogen med ombord, ligesom vi allerede har gjort med Toxic Booking Agency; nogen som kan give os det skub der. Man kan jo desværre ikke det hele selv.

Christian: Vi skal bare spille en mindre turné i Europa.

Stefan: Noget af det fede ved at komme under et sted som Toxic Booking Agency er, at vi får lov til at starte op med dem og vokse sammen, på trods af at de i forvejen har en masse kontakter. Det går sgu godt for dem. Det er en smuk ting at slutte på; Persecutor, det er dødlækker (sagt som Henrik Solgaard)!