Interview med Morten Løwe

Et interview om Familie, Pop-metal og at "make it big".

En pop-metal-trommeslagers bekendelser

 

Amaranthe, må man sige, har succes. Det svensk/danske band har efterhånden spillet på alle store festivaller og har turneret det meste af verden rundt. Jeg fik en snak med deres danske trommeslager Morten Løwe om, hvordan livet i et succesfuldt band er.

 

Carsten: Hvordan har jeres sidste par gigs været? I har lige spillet i Rusland.

 

Morten: De har været helt fantastiske. Vi kom jo lige fra Japan, så ved de første par gigs var vi en lille smule ristede. Vi var hjemme i en dag, og så af sted til Sankt Petersborg og spille, hvor der var et fantastisk publikum, selvom vi var lidt trætte. Dagen efter, i Moskva, var et helt utroligt show, helt udsolgt. 2.000 mennesker.

 

Carsten: Så russerne tog bedre imod jer end imod Nergal og Cannibal Corpse?

 

Morten: Ja, altså, nu er vi jo ikke ligefrem det mest sataniske band.

 

Carsten: Det ville sgu være synd at sige, nej.

 

Morten: De eneste, der bliver stødt over os, er dem, som ikke mener, man skal blande pop og metal! Og i Rusland har vi da kunnet se en stigning i fans til vores shows.

 

Carsten: Jeg læste da også for et års tiden siden, at I solgte mere end både Lady Gaga og Justin Bieber i Asien, er den tid slut?

 

Morten: Hahaha ja, det var en god uge!

 

Carsten: Men det er stadig et stort marked for jer?

 

Morten: Ja, for pokker! Vi kommer jo, som sagt, lige fra Japan, hvor vi spillede fire shows, og det var utrolig godt. Det er bare en hel anden verden derovre, de følger overhovedet ikke de samme regler som resten af hverken Europa eller USA. De kører deres egen stil.

 

Carsten: Kan du uddybe det lidt?

 

Morten: Altså, det er ikke unormalt, at de har booket os, før vi selv ved det! Det har vi oplevet et par gange. Men alting er bare i orden derovre, alt logistik, alt er timet perfekt, du bliver samlet op i lufthavnen, ingen ventetid overhovedet, du bliver booket ind på gode hoteller, og på venuet er det en hel myrefarm. 20 stage hands, som hver især har en opgave. Det tar ti minutter at sætte en scene op og ti minutter at pille den ned igen! Og utroligt dedikerede fans, mega loyale. De står på hotellet i flere dage i forvejen. Engang var der fans, som havde boet i lobbyen på vores hotel i tre dage - ikke været på arbejde! - for at se os. Når vi så går igen, så smutter de på arbejde!

 

Carsten: Hvad med din personlige karriere, nu kender jeg dig jo fra Transparent-dagene, men fortæl lidt om din vej til et megaband.

 

Morten: Altså, jeg har jo været med i et hav af bands. Min hovedprioritet var jo de bands herhjemme i Esbjerg, Submission og The Arcane Order. Og så kom jeg med i Hatesphere, som stand in, på en tre-fire tours. Der mødte jeg folk i branchen og blev gode venner med blandt andre Dirk, trommeslageren fra Soilwork. Via ham fik jeg så nogen gigs med netop Soilwork og hans andet band, Scars. Så spredte det sig lidt. Jeg var med i det svenske Nightrage, hvor jeg mødte Olaf (Amaranthe), som spillede bas, og vi snakkede sammen om at lave et projekt. Han havde allerede gang i noget med Jake. Man kan nemt sige, at jeg spillede på en masse heste, og så fandt jeg den helt rigtige til sidst! Mulighederne inden for metal er jo ikke ligefrem mange, så jeg tog nogle chancer og fandt det, jeg troede mest på. Men jeg skulle igennem mange forskellige sub-genrer.

 

Carsten: Så du føler dig bedst udfordret i den her?

 

Morten: Der er jo mange måder at udfordre sig på som trommeslager. At spille vanvitigt hurtigt er selvfølgelig en udfordring, men der går lidt sport i det, og det giver ikke mig så meget musikalsk. Det er meget sjovere, og meget mere kreativt for mig, at være med i Amaranthe. Der er noget befriende over at gå på scenen og ikke skulle præstere 250 bpm hele aftenen. Så det er rigtig dejligt, ja.

 

Carsten: Hvad er din rolle i Amaranthe, udover trommer. Hvad bidrager du med?

 

Morten: Masser af dansk! Det danske sprog hyldes! Og efterhånden også et dansk crew, så flere aalborgensere er kommet med nu. Men jeg er jo egentlig mest kreativ i studiet. Vi øver jo ikke, som et band normalt gør. Jeg får tilsendt en færdig sang med click track og måske nogen helt simple trommer, og så er det op til mig at være kreativ, når jeg så kommer i studiet. Om der skal være nogen længere stykker, om der skal være et break her og der. Lidt finpudsning.

 

Carsten: Kan du leve af Amaranthe nu? Det er jo drømmen for de fleste musikere at kunne leve af deres værk.

 

Morten: Ja, det kan jeg godt. Det er altid en god ting at kunne sige til folk, når man skal forsvare at spille den her type musik. Hehe. Den dejlige Jantelov.

 

Carsten: Hvordan har man tid til familieliv, når man er så meget væk, som I er?

 

Morten: Jeg har jo en søn på seks år, som er delebarn. Jeg er faktisk lidt mere hjemme, end man lige skulle tro. Jeg er ude i klynger af tid. I sommerperioden er jeg hjemme alle hverdage. Der spiller vi kun i weekenden. I foråret og efteråret har vi så de her længere turnéer, men så er jeg af sted i en måned og hjemme igen i den næste. Det er lidt som at arbejde offshore. I starten er det hårdt, men man vender sig til det, det gør alle parter, og så får man det til at fungere.

 

Carsten: Kan du nævne tre bands, som skal på tur med Amaranthe, døde eller levende?

 

Morten: Hmm, ja, den er svær. Jeg vil gerne på turné med Metallica, det lyder sjovt. Hmmm, gode bands. Michael Jackson! Vores growler er den største MJ-fan nogensinde, så den giver jeg til ham! Jeg tror, det vil være en naturlig kombination. Og så Maiden, ja, Iron Maiden.

 

Carsten: En stærk rød tråd du holder dig!

 

Morten: Så har vi ligesom lagt stilen! Jeg tror, der bliver udsolgt.

 

Carsten: Hvad vil du helst: Have en mund som en søko, eller ben som en flamingo?

 

Morten: Åh, shit, øhm.. Det ville da være rimelig trist med de ben der, de er sikkert hurtige, når man spiller trommer. Men nu træner jeg ret meget, så de squats bliver nok ikke så tunge mere. Jeg tager sgu den der mund som en søko. Jeg synger ikke vocals alligevel!