Mange tak for, at du vil være med til dette interview. Vi glæder os til at gæste festivalen igen! Nu er det ti år siden, den første A Colossal Weekend fandt sted. Men hvordan fik I ideen til festivalen, og hvad var jeres proces med at få projektet stablet på benene?

Kære Heavymetal.dk, tak, fordi I vil være med igen i år, og tak for den fine dækning gennem årene! Det er egentlig lidt en sjov og ret tilfældig historie – altså hvordan festivalen blev til. Jeg (Jeppe) og Jens havde vores lille booking/promoter-agency sammen, før jeg startede i VEGA, hvor vi lavede en masse små shows med primært post-rock- og post-metalbands fra hele verden. Vi lavede en del shows i Underwerket, nogle på Loppen og i Huset i Magstræde og havde derigennem fået bygget et netværk op. Pludselig sad jeg så i VEGA, og der fik jeg uafhængigt af hinanden både Cult of Luna, Russian Circles, Pelican og Russian Circles tilbudt den samme weekend – og så gav det jo mening at lave en festival, right? Det lå slet ikke i kortene, at det var noget, der skulle få 10 år på bagen, men det gav mening, og jeg tror, den første udgave på mange måder blev skelsættende. Vi mærkede straks, at der var noget at komme efter. Et eller andet (lille) hul i nichemarkedet, som vi kunne udfylde. Og nu står vi så her.

10 år er jo både ingen tid og en evighed. Hvordan har I og festivalen udviklet jer fra 2016 til nu?

Som sagt så blev den første udgave til på en lidt tilfældig baggrund og klart uden de store strategiske overvejelser eller andre kunstneriske ambitioner end blot at præsentere nogle af vores yndlingsbands, krydret med lidt ukendt og lokalt talent. Den første udgave havde for eksempel ikke en eneste kvinde på programmet. Nu er vi et sted, hvor vi gennem årene er blevet meget mere målrettede og bevidste om, at vi faktisk har en vigtig opgave: at vi kan være noget for nogen – både gæster og artister – og den platform, vi har skabt, er unik på mange måder, og at der følger mere ansvar med. Vi prøver at være et sted, der samler dem, der måske ikke føler, de hører til særligt mange andre steder. Det skaber både et specielt sammenhold og en stemning, som jeg ikke føler, er at finde særligt mange andre steder. Og hvis vi skal være noget for alle dem, der søger de her fællesskaber, så kræver det, at vi tager nogle chancer, inviterer nogle indenfor, som ikke bliver inviteret ind så tit, og prøver at lade det være omdrejningspunktet i programlægningen. Vi præsenterer nu et langt ‘bredere’ program med meget mere diversitet og repræsentation end tidligere. Det er nok det, der er vores vigtigste opgave, men også det, som jeg synes, gør, at vi hvert år kan præsentere et program, som vi ikke selv havde forudset og på en eller anden måde har taget festivalen i nogle nye retninger og nu nok er det, der definerer A Colossal Weekend bedst. 

I præsenterer både veletablerede navne og guld fra nicherne på programmet. Hvordan holder I balancen mellem crowdpleasers og crowdsurprises, og hvordan finder I frem til de artister, som resten af scenen måske ikke har opdaget endnu?

Det er svært at svare på. Nogle ting er tilfældige, andre gange har vi fulgt et act i flere år, men uden at muligheden for at booke dem har været til stede. Jeg tror tit, vi venter, til vi har de to-tre første hovednavne bekræftet, og så tager vi lidt temperaturen på, hvor vi så skal hen i forhold til at bringe noget andet i spil. Vi får ekstremt mange navne tilbudt hvert år – i år drejer det sig nok om flere hundrede, så det er en ekstremt svær proces, som vi må gå til med ydmyghed, men også være meget målrettede omkring. Vi har ikke så mange slots at gøre godt med – selvom vi præsenterer rundt regnet 30 navne – så det er en meget fin balance.

Blandt mange interessante bookinger var der også en enkelt aflysning fra det franske hardcoreband Pain Magazine. Hvad tror I, årsagen ofte er til, at man ser denne type aflysninger på danske festivaler, og hvordan håndterer I dem selv?

Jeg er superked af, at Pain Magazine aflyste. Vi tog en chance med dem, forstået på den måde at vi godt vidste, at det ikke var et band, der ville rykke billetter, men at de helt klart ville bringe noget specielt og nyt til programmet og festivalen. Desværre så lykkedes det dem ikke at skaffe flere shows i denne del af Europa, så turen blev for dyr for dem. Vi kunne ikke skrue honoraret højere op uden at måtte nedprioritere noget andet – men vi har en gentleman agreement om, at de skal tilbage hurtigst muligt. Det er jo en balance imellem, at man som arrangør har et budget at gøre med, og artisten ligeledes skal have tingene til at gå op. Falder det hele ikke i hak, ja, så bliver det ret skrøbeligt og fører nogle gange til aflysninger. Det vil jeg nok sige, er det, vi oplever oftest. Det var i øvrigt samme problem for vores andre franske venner Untitled With Drums.

Hvilke bands tror du, byder på de største overraskelser i år, og hvilke artister på programmet må man bare ikke misse?

Jeg har store forventninger til Slift, Feral Nature, Hyper Gal og Cult of Luna. Det bliver nok ikke lige med det første, at man igen kan opleve Hyper Gal, ligesom jeg også er sikker på, at man får en på opleveren med OMO, der blandt andet tæller medlemmer fra Mogwai og The Twilight Sad. Det er deres første show udenfor UK, og jeg har bare en ret vild mavefornemmelse med hensyn tildem. Jeg har mange bands, jeg skal se, og som jeg glæder mig til, men flere har jeg også set før.

Hvis I kunne booke hvem som helst, hvem ville I så booke til fremtidige festivaler?

Jeg har en drøm om at lande Explosions in the Sky og at lave et residency med Emma Ruth Rundle – men jeg må også sige, at Neurosis og deres nye plade ville være en drøm at præsentere.

Hvis vi interviewer jer igen om 10 år, hvordan håber I så, at festivalen har udviklet sig?

Puha. Hvis vi stadig laver det her om 10 år, så er det enten rigtig skidt eller supergodt. Jeg synes, der er sket meget på 10 år, men det er da en drøm at kunne være vokset større: at vi indtager flere spillesteder i byen og kan lave flere unikke koncerter og fremførelser. Det er noget af det, der både er tidskrævende og koster knaster, så for at kunne udleve de drømme kræver det også, at vi sælger flere billetter og trækker andre store navne til. Men der er vi jo i konkurrence med nogle langt større festivaler og aktører.

I er én i en række af mindre festivaler med interessante kunstnere. Hvordan oplever I konkurrencen i feltet: Er der plads til alle og mulighed for at samarbejde, eller er markedet ved at være trangt?

Når vi kommer ned i nichefestivalerne, som A Colossal Weekend tilhører, så synes jeg, landskabet i Danmark er mega interessant, og jeg føler blot, vi gør hinanden bedre og på hver vores måde er med til at servicere et publikum, som gerne vil os alle. Jeg tror, vi i kraft af hinanden er med til at understøtte mange scener og genrer, som ellers kan have trange kår og svært ved at finde vej til de større festivaler. P.t. føler jeg, vi er i størst konkurrence med de større festivaler, som har mere prestige og større bookingbudgetter og dermed nogle gange punkterer vores drømme om at hive et givet act til A Colossal Weekend.

Hvad ville I ønske, at folk vidste om A Colossal Weekend, som ikke er alment kendt?

Hmm … at vi kæmper for overlevelse hvert eneste år. Sååå køb lige den billet, så vi kan blive ved :) A Colossal Weekend er 100 % nonprofit.

Hvad glæder I jer mest og mindst til ved dette års festival?

Jeg glæder mig til, de første gæster har fået armbånd på, og man kan mærke den der helt specielle ‘colossal feeling’ … Og så glæder jeg mig ikke til at skulle vælge mellem at se Backengrillen og Pthumulhu ...

Har I noget andet på hjerte til Heavymetal.dk’s læsere?

Vi håber at se jer igen i år. Vi gør os helt vildt umage, men ved også godt, at vi kunne gøre det hele meget bedre. Tak for tilliden!