Interview med Baest - Del 1

Baest på Copenhell Baest / Photo by Bransholm Photography

Baest er mere eller mindre blevet hele Danmarks metaldarlings, og en mandag eftermiddag var jeg taget ud forbi deres øvelokale på Monorama for at udspørge dem lidt om alt det, der er sket, siden Heavymetal.dk sidst tog en snak med bandet i marts 2018 i forbindelse med Springtime Slaughter.

*Interviewet endte med at blive så langt, at vi måtte dele det op i to dele. Første del omhandler, hvad Baest har lavet siden sidst, og i anden halvdel går vi mere i dybden med det kommende album “Venenum” og kommer lidt ind på, hvad der skal ske for Baest i fremtiden.*


Vi kan jo hurtigt blive enige om, at der er sket rigtig meget, siden vi sidst havde en snak. Hvordan har I det? 

BAEST: Godt. Fint. 
SVEND: Baest siger: “Vi har det godt!”

I har et splinternyt album på trapperne om lige knap 14 dage, fredag den 13. september. Det skal vi naturligvis ind på om lidt, men I har jo lavet så meget det halve år, som jeg gerne lige vil vende med jer først. I januar vandt I to GAFFA-priser. Hvordan føltes det? 

LASSE: Det var helt vildt stort.
SEBASTIAN: Det var en stor anerkendelse. Især fordi vi jo tog den statuette hjem, der hedder “Årets nye danske navn”. Selvfølgelig sammen med at vi får “Årets heavyrock/metalplade”, så er det en stor hyldest til os, og en stor, stor anerkendelse.
LASSE: Vi er det første metalband, som nogensinde har modtaget den pris. Og så kan man sige, at det er vores eneste chance for at vinde den pris, når man bliver nomineret til det første gang.
SVEND: Ja, vi er jo ikke nye næste år…
LASSE: Nej! Det er jo lige præcis det. Så hvis man skal vinde den, så er det “that one time!”
SVEND: Jeg kender et band, som engang vandt året upcoming, da de havde spillet i 7 år…
LASSE: Nååå ja, dem kan jeg godt huske. Det var så ikke til GAFFA.

GAFFA er (eller var før i tiden) ikke overrendt med rock- og metalmusikere. Det lader lidt til, at der bliver ændret på det. En anden instans, som også får metallen mere og mere med, er den lokale Aarhus Festuge, som I også har deltaget i i år. Festugen blev skudt i gang fredag den 30. august, hvor I spillede koncert med vokalgruppen SØNK som del af Stemmer Bygger Bro 2019. Hvordan var det at sammenbringe kor- og fællessang med metal?

SVEND: Det var fandeme fedt! Det var virkelig sjovt at få lov til at høre ens numre på en ny måde. Vi var jo så heldige, at vi fik lov til at spille, som vi plejer, og så havde SØNK lavet et ekstra lag. Der var vi sgu lidt heldige at få lov til det. 
SEBASTIAN: Det var megafedt også at få lov til at arbejde med nogen, som er lige så dygtige og professionelle som SØNK er. Det var en virkelig fed oplevelse for os. 
LASSE: Det er også fedt, at man få lov til at fylde mere i lydbilledet sådan rent sonisk, så har man bare noget til at understøtte det, man laver, når der er et eller andet, hvor min og Svends guitar spiller på nogle lidt lysere strenge sammen i en andenstemme, så kan man godt føle sådan lidt: åh! der fandt man lige et helt andet niveau af bund i guitaren, når man har et helt kor i ryggen. Det fungerede rigtig godt. 
SEBASTIAN: Det var nok især det, der blev fremhævet rigtig meget, at det fulgte guitarmelodierne. 
LASSE OG SVEND I KOR: Rigtig meget. 
SIMON: Jeg synes også, at det var rigtig fedt, at andre, som ikke kender til vores genre, tager vores musik alvorligt og rent faktisk gider at arbejde med os og ser et stort potentiale i det – og kan arbejde med det sådan rent koralt. Det at se ens musik på noder, det er bare helt vildt underligt. 
LASSE: Det føles ret specielt, det der med, at man har skrevet noget musik, som andre så fortolker. Det, synes jeg, var sådan helt next level. Noget, vi ikke lige havde oplevet før. Det blev jeg egentlig ret beæret over. Det var sådan en ny ting, som jeg ikke har oplevet før i hvert fald – det var ret fedt!
SIMON: Ja, og så kom der 1.500 mennesker!
LASSE: Ja, det var også ret fedt. 

Shit. Virkelig?

LASSE: Ja, det var mange mennesker…
SEBASTIAN: X sagde, at der var kommet 3.000?
SIMON: Jamen, så var der 3.000! 
LASSE: Der var helt proppet, da det var højest, ikke? Der kunne fandeme ikke være flere rundt i kanten.
SIMON: Ja, der var mange mennesker. Mange forskellige mennesker, synes jeg også. 
LASSE: Der var faktisk nogle, jeg snakkede med efter koncerten, som kom hen og kommenterede direkte, om der ligger indspilninger af det et eller andet sted, fordi de bare synes at det lød megafedt med koret. Det smagte af mere for dem, så det var godt, at samarbejdet var sådan en succes på den måde. 
SEBASTIAN: Det var også en fed setting i og med, at det var kl. 20.00, hvor solen gik ned, mens vi spillede.
SVEND: Ja, med regnbuen bagved… Det var flot. 
SIMON: Altså Aros-regnbuen, ikke den rigtige regnbue… [alle griner]
SIMON: Nu havde jeg jo så også et overblik over, hvilke mennesker der kom ind, og der var forbipasserende, som faktisk stillede sig og blev ligesom draget af, hvad der skete. Jeg så blandt andet en kvinde med tørklæde, hvor jeg tænkte, at det da umiddelbart ikke er vores ærkepublikum, som bare smilede og gerne ville se, hvad der skete, og som bare tager det ind, og sådan. Altså, jeg synes, at i fredags var et stort tegn på, hvordan vores musik kan skabe mangfoldighed. 

For at komme tilbage til metallens verden har I først på året også været på Europa-tour med Decapitated. Hvordan var det? 

SEBASTIAN: Det var kæmpestort! Det var vores første sådan store tour. 
LASSE: Ja, altså længere tour…
SEBASTIAN: Ja. Sammen med et stort band, som vi måske også havde drømt lidt om at turnere med. Det skete jo egentlig også ret hurtigt i forhold til, at vi kun har eksisteret i fire år, ikke?
SVEND: Jo, til oktober. Og spillet koncerter i tre.
SEBASTIAN: Det var også en stor ting at se, hvordan sådan nogen… er langsomme til at lave lydprøve... [alle griner] Jamen, det var megastort at se dem spille professionelt hver aften. Vi fik også rigtig meget ud af det, også ved at der blev åbnet op for et nyt publikum. 
SVEND: Det var fedt at føle sig lidt pro også, synes jeg, at være en del af den der levevej. 
LASSE: Jeg var beæret over at møde sådan nogle mennesker og have nogle oplevelser med nogle mennesker, som man ser op til. 
SVEND: Ja, det er fedt at møde nogen som X, så får man hår på brystet. 
SEBASTIAN: Ja, man møder også nogle typer… som… er fra Polen... [alle griner]
SVEND: Vi mødte X og han var utrolig meget… nok 4.000 % fra Polen. På alle måder… Men det må man jo lige spørge os om, hvis man møder os. Så kan det godt være, at der kommer en lille røverhistorie. 

Under touren blev der optaget en dokumentarminiserie, “Den Satans Familie”, som for nylig har kørt på DR3. Hvordan var det at have et kamera med rundt regnet 24/7? 

SVEND: Det var sjovt. Altså, det var træls den første dag, eller det var ikke træls, det var bare mærkeligt. 
LASSE: Vi vænnede os vist til det. 
SVEND: Ja… Efter man havde mødt dem to gange, når man stod op, var det egentlig bare som at sige godmorgen til jer, drenge. 
LASSE: Jeg tror, at det bliver underligt at skulle på en længere tour til efteråret, hvor der ikke er kamerahold på. 
SIMON: Det der med at gå ud ad døren og være sådan lidt: Der er ikke nogen, der beder os om at gå tilbage og gøre det igen. 
LASSE: Haha! Nej, lige præcis. 
SIMON: Ja, hvis man gerne lige vil have en morgenmad alene og sådan… Så kommer den: “Jamen, skal jeg ikke lige gå med dig?” 
SVEND: Ja, man kunne jo ikke engang gå på toilettet uden at glemme at slukke sin mikrofon. 
LASSE: Jeg havde dem med i bad… Haha… Det kom ikke med, men ja, med X filmede mig, mens jeg badede… [alle griner] Jeg havde underbukser på…
SVEND: Hvorfor havde du underbukser på?
LASSE: Det bad hun mig om…
SIMON: Det er ægte…
LASSE: Jeg havde i hvert fald rigtig våde underbukser...
JENS (red. Baests manager): vi havde en indledende snak med DR om, at nu skulle der et helt filmhold med, og vi spurgte dem sådan, om de forventede, at vi skulle gøre noget på en eller anden bestemt måde, om vi skulle lægge vægt på noget… Der sagde de bare, at vi skulle være lige præcis, som vi er. Det var befriende. Både for mig og de andre. Det er også derfor, jeg tror, at dokumentaren har fået så meget succes.
LASSE: De var jo bare en del af touren for os. Vi har helt sikkert fået nogle gode venner ud af det. 

Har I selv set dokumentaren efterfølgende og måske siddet og krummet tæer?

SIMON: Ja, altså, jeg har siddet og reflekteret over ting som: Hvorfor fanden sagde jeg det der og gjorde det der… Det kommer sådan meget efter. 
LASSE: Det var ikke så slemt, som jeg havde troet. 
SIMON: Nej, det er ikke nogen onde klippere, som har været inde og lave splid, som ikke fandtes. Det var rimelig ægte.
LASSE: Ja, rimelig ægte. Det kan vi 100 % stå inde for. Jeg har mest grint.
JENS : Ja, altså… Der var lige det klip, hvor jeg er ved at kløjes i en burger… Der var jeg ikke så tilfreds med. 
LASSE: Ej, men det var jo noget vi andre grinte af i flere dage... [alle griner]

Har dokumentaren været med til at underbygge det forhold, I har til hinanden og til musikken? 

LASSE: Jeg tror da, at vi er blevet klogere på hinanden som individer. 
SIMON: Man får lov til at se sig selv som band udefra. 
SVEND: Man kommer også til at snakke om hinanden, uden at de andre er der. Det synes jeg faktisk var meget rart… 
LASSE: Det er faktisk også meget rart, at I ikke bare har siddet og sagt: ham der, han er bare en idiot. Det kunne man jo også have gjort…
SIMON: Men det får man jo bare ikke så meget ud af?
LASSE: Nej.
SIMON: Der er jo også bare mange ting, som vi bare ikke siger til hinanden. Det synes jeg også var meget bemærkelsesværdigt, at det kom frem. Det er jo fedt at se nogen reagere på det. 
LASSE: Det er ikke altid, at vi har tid til at stoppe op og tænke over ting, fordi vi har så travlt. Det føles som flere år allerede. 

Læs videre i del 2...


 

Tilføj kommentar