NOTBA4

Heavymetal og Beta præsenterer: Club Demonic

Heavymetal og Beta præsenterer: Club Demonic Heavymetal og Beta præsenterer: Club Demonic

Fat spaden og metaldetektoren!

Vi skriver 2019, og et tilbageblik på det forgangne år giver indtrykket af, at den danske metalscene blomstrer. Nye såvel som velkendte ansigter har udgivet et væld af interessante albums og afholdt en masse fede koncerter. I den ånd har vi, her på Heavymetal.dk, slået os sammen med et af Københavns bedste spillesteder, for at bringe jer et bredt udsnit af, hvad der rører sig lige under overfladen. Vi har afsat fire datoer til at kaste lys over bands, der hver især afspejler de mange facetter af den danske scene, og vores første aften var et glimrende eksempel derpå.

Psycolia:

Jeg skal satme love for, at første udgave af Club Demonic blev sparket godt i gang! De purunge drenge i Psycolia gik meget uimponerede til sagen med deres formidable groovy riffs og uforlignelige energi. Tændte fra starten var de ikke blege for at bede publikum om at lave en wall of death allerede i begyndelsen af andet nummer. Selvom kun seks-syv fremmødte fulgte op på den tidlige opfordring, skabte det bare endnu mere energi hos det pænt besøgte Beta, og det fremkaldte om muligt endnu mere gåpåmod og store smil hos de fire 16-årige gutter på scenen. 

Med bumser i hele kraniet, tandbøjle fra det ene øre til det andet og en helt idiotisk frisure var jeg sgu selv ret genert i den alder, men det var disse drenge absolut ikke. Sprængfyldte med selvtillid og med publikum i deres hule hånd skulle de gøre meget galt herfra for at tabe momentum. Og hvordan følger man op på at starte et nummer med en wall of death? Trommeslageren smider da lige en mini-solo i Chris Adler-klassen som intro. En ganske enkelt imponerende indsats fra den unge grydebanker, der viste sine flotte evner mere end én gang i løbet af koncerten! Psycolias numre er velkomponerede, deres riffs simple, men effektive, og så er de uhyre dygtige. Deres sublime energi, tilstedeværelse og interaktion med publikum er i den grad nævneværdigt. Lur mig, om ikke disse knægte bliver til noget i nærmeste fremtid. 
Psycolia (Af Lasse Jacobsen)

 

Kami

Hvor aftenens åbnere var uhyre ekstroverte, var det en anelse anderledes hos band nummer to. Kami spiller nærdødsmetal, som de selv kalder det – en hybrid af velkendte og slagkraftige virkemidler fra den klassiske dødsmetal samt progressive elementer, der primært ligger hos rytmesektionen. De var på ingen måde kedelige eller fraværende i deres fremtræden, men som de meget mørke og dystre temaer, kvartetten lægger op til, er der lav belysning, nul smil og ikke for meget snak gennem hele deres set. Omkring fjerde nummer kom der lidt mere liv i sagerne, da bassisten trådte ud blandt publikum og highfivede et par stykker med panden(!). Et mere vovet band kom nu lidt mere ud over scenekanten, og på dette tidspunkt virkede det også, som om publikum købte præmissen endnu mere og legede endnu mere med. Musikken var måske en anelse svært tilgængelig fra koncertens start, men i anden halvdel af showet havde langt de fleste overgivet sig til Kamis stil og havde en rigtig god fest. 
Kami (Af Lasse Jacobsen)

 

Fail To Die

Oven på de første to navne var det et noget anderledes mindset, man hurtigt måtte skifte over til, da aftenens tredje og sidste band gik på scenen. Fail To Die er et band, der på ingen måde kan associeres med død, groove, smadder eller ødelæggelse, men det betyder ikke, at musikken ikke kan være god eller underholdende. 

Med udgangspunkt i den riffbaserede rock, den fængende melodi og den melankolske eftertanke gik de fire herrer på scenen foran det stadig feststemte publikum og gav dem en fin forestilling. Rockmusik i retning af midt 90'ernes radiovenlige – men også lidt forudsigelige – stemningspop/-rock lagde fundamentet for et ganske udmærket omend forudsigeligt show. Musikken var på ingen måde revolutionerende, men bandet virkede til at hygge sig gevaldigt på scenen, og var vi her ikke for at hygge os, så ved jeg ikke, hvad vi ellers var her for. Og det skal siges, at folk hyggede sig rigtig godt, men innovation, showmanship eller tekniske fiflerier fik vi ikke.
Fail To Die (Af Lasse Jacobsen)

 

Vi ses igen til marts

Så hvordan gik aftenen så, set fra gulvet? Alle artister bar præg af at have glædet sig enormt, og det var en god aften for dem alle. Kvalitetsmæssigt kunne man godt at se, at vi havde gravet et spadestik dybere ned i undergrunden i forhold til de artister, vi plejer at se på Beta. Det er der både fordele og ulemper ved, men med tanke på konceptet vil jeg mene, at første aften gik godt, og publikum tog godt imod vores lodtrækning om rækkefølgen. Vi ses igen d. 30/3 til mere dansk metal under radaren.

 

 

Tilføj kommentar