Vinylbanner

White Pony fylder 20 år

En hyldest til et mesterværk

Når 180 gram vinyl bliver til en milepæl

For præcis 20 år siden udkom en af de største og vigtigste plader på den alternative metalscene nogensinde. Jeg tænker selvfølgelig på det fantastiske Deftones-album, White Pony. Deftones debuterede i 1995 med albummet Adrenaline, og to år senere fulgte de debuten op med albummet Around the Fur. De to albums placerede Deftones på toppen af den til tider forkætrede genre, Nu-metal. En genre, der nok mere var et tegn i tiden, end den var noget andet. Og det er måske lige præcis det, der gjorde Deftones til et band, der blev holdt et ekstra skarpt øje og øre på. Fra begyndelsen var det nemlig tydeligt, at de, modsat flertallet af deres genrefæller, ville noget mere med deres musik og ikke bare var en sen 90’er-døgnflue.

I en liga for sig

Med White Pony rykkede Deftones op i en anden liga, og albummet løftede endegyldigt bandet ud af Nu-metal-genren. Albummet viste med al tydelighed, at Deftones var mere end blot et 90’er-fænomen. Men det var en benhård og næsten dræbende proces for bandet. Deftones havde i kølvandet på deres to første albums turneret voldsomt meget, hvilket sled på bandet. Metaltræthed og kunstneriske uoverensstemmelser opstod, særligt mellem forsanger Chino Moreno og guitarist Stephen Carpenter. Chino ville gerne udforske nye muligheder i forhold til det generelle lydbillede og sangskrivningen, hvor Carpenter var mere optaget af at lave den hårdeste og tungeste Deftones-plade til dato. Måske skyldtes uoverensstemmelserne også, at Chino var begyndt at spille guitar og dermed trådte ind på Stephen Carpenters domæne. I dag ved vi, at begge fik indfriet sine ønsker.

Men sangskrivningsprocessen tog lang tid. Tidligere tog bandet skitser med i studiet, og i samarbejde med producer, Terry Date, fik de arbejdet sig frem til en stil og et udtryk. I forbindelse med indspilningen af White Pony havde bandet ingen skitser med i studiet, og de havde en hård kamp for at finde ud af, hvilken kunstnerisk vej de skulle vælge. De overvejede en overgang at skifte Terry Date ud med en anden producer, men endte, heldigvis, med at lade ham styre knapperne endnu en gang. Efter en periode med store kunstneriske frustrationer og småskænderier fandt de endelig en fælles vej. Med sangen ”Change (In the House of Flies)” ramte bandet den guldåre, der skulle vise vejen til et nyt Deftones-album, og som også kom til at være retningsgivende for bandets karriere frem til i dag.

Nye kræfter kommer til

Under produktionen af White Pony blev Frank Delgado, en ven af bandet, der også havde gæsteoptrådt på de tidligere albums, et fuldgyldigt medlem af bandet. Tilgangen af Frank, der med sine keyboards og pladespillere gav bandet et mere massivt og dybere lydbillede, betød, at nye musikalske muligheder skulle afsøges. Der var også pludselig to guitarer at forholde sig til. Som det er nævnt ovenfor, lykkedes det trods alt bandet at finde en vej, og derfra så de sig ikke tilbage. Men Frank Delgado var ikke den eneste nyhed på White Pony. Vanen tro, så havde Deftones en række gæster med på pladen. Den mest bemærkelsesværdige var nok forsanger i Tool og A Perfect Circle, Maynard James Keenan, der på nummeret ”Passenger” pludselig bryder ind med sin meget markante stemme. Denne konstellation gav dengang som nu, vanvittig god mening. To af de mest progressive og nytænkende bands, der på et supergodt nummer forener styrker. Hvad mere var der at ønske?

Kommerciel succes med en pris

White Pony blev også den største kommercielle succes, som bandet havde oplevet, men successen havde sine omkostninger. I forbindelse med at Deftones blev et navn, der blev lagt mærke til, så steg pladeselskabets (Maverick) forventninger til radiohits. Meget mod bandets vilje blev der fra pladeselskabets side lagt pres på i forhold til at skrive et radiohit. Særligt Chino lod sig gå på af dette pres og har i flere interviews nævnt, at det var ødelæggende for hans selvtillid som sangskriver. Men frustrationerne til trods, og i trods, skrev Chino ”Back to School (Pink Maggit)”. Et nummer, der fik dollartegnene til at lyse i øjnene på pladefolkene. Oprindeligt var sangen slet ikke på albummet. Men på en genudgivelse af albummet, nu med nyt cover, kom det med som åbningsnummer til stor fortrydelse for bandet. De mente ganske enkelt ikke, at sangen passede ind sammen med resten af numrene.

Lyder stadigvæk nyt

Selvom albummet har 20 år på bagen, så lyder det den dag i dag stadigvæk nyt og vedkommende, og jeg skal virkelig grave dybt for at finde et album, der på samme måde som White Pony, sparkede benene væk under mig og resten af den alternative metalscene. Det er så gennemtænkt og godt lavet, at det er svært, selv 20 år senere, at finde en fejl på albummet. Store dele skal selvfølgelig tilskrives bandet, der trods kunstneriske uenigheder fandt en vej. Men producer, Terry Date, skal også have sine roser. Han lod bandet arbejde i det tempo, der var nødvendigt, og fik med sit unikke øre stykket tingene sammen til sidst. Intet mindre end beundringsværdigt. Hvis ikke du allerede kender og har White Pony stående derhjemme, så ved du nu, hvad der skal stå øverst på din ønskeliste, næste gang der er gaver i farvandet. Det er så gennemført et album, og der er så mange guldkorn at komme efter. Så ta’ dine Havaianas på medbring i omegnen af 200 kroner, sæt kursen mod din lokale pladepusher, og køb en plade, du aldrig vil fortryde. Det er ganske enkelt verdensklasse.

 

 

Tilføj kommentar