Top tre - Lasse Jacobsen

Ellefson

Endnu et fremragende musikår lakker mod enden. Store navne, der ikke havde udgivet noget i lange tider, vendte i år tilbage med fremragende udgivelser, som man også kan finde et par stykker af på nedenstående liste, men der var sandelig også overraskelser. Flere små bands, jeg aldrig har hørt om før, kom i betragtning til denne liste – et enkelt af dem kom rent faktisk med – og andre navne imponerede med udgivelser, jeg på ingen måde havde regnet med ville blive så gode, som de viste sig at blive.

Med andre ord, så har det muligvis været den sværeste top 3-liste, jeg i mit liv har skrevet. Vinderne var jeg aldrig i tvivl om, men anden- og især tredjepladserne har givet mig søvnløse nætter. Et luksusproblem uden sammenligning! Men her er den så. Mine personlige favoritter fra året der er gået.

Danske udgivelser:

3. Persecutor - Rebirth

Årets største overraskelse! At eksempelvis Baest og Skullclub – bare for at nævne et par stykker – ville lave et par rigtig fede skiver i 2019, kom ikke bag på mig. Det gjorde denne lille perle fra Persecutor dog på alle måder. Det er ni numre eksekveret på en halv times tid; old school thrash, der er så super vellydende, medrivende og effektiv, at man kun kan blive totalt glad i låget af det. Bandet fra Horsens bringer ikke noget som helst nyt til bordet, men at spille potent thrash med masser af hjerte og melodi, det kan de sgu! Tak for kaffe!

 

2. Forever Still - Breathe In Colours

Inspireret af dystopiske cyberpunk-universer som Blade Runner og den japanske animé Akira, der i øvrigt begge foregår i 2019, udgav Forever Still i år deres andet album, Breathe In Colours. Albummet er et unikt lydunivers, hvor et næsten magisk crossover af hard rock og melodisk metal danner fundament for en smuk og melankolsk søgen efter mening i en verden, der i stigende grad bygger på en upersonlig digital virkelighed. De medrivende kompositioner, og ikke mindst Maja Shinings formidable og følelsesladede vokal, vil få dig til at både græde og headbange på samme tid.

 

1. D-A-D - A Prayer For The Loud

Efter otte år uden nyt album vendte D-A-D tilbage til den store rockscene med et brag. A Prayer For The Loud vidner om et mere modent band med mere på hjerte end nogensinde før, men sangenes uomtvistelige kvaliteter samt den velkendte energi fra Danmarks største rockband, udgør tilsammen et medrivende og mesterligt rockalbum. Under sangskrivningsprocessen blev bandet enige om, at materialet skulle være simpelt og typisk for D-A-D og uden sære eksperimenter og alternative afstikkere. Operationen lykkedes, og albummet blev uden tvivl det bedste, de gamle ko-punkere har lavet siden Everything Glows fra 2000.

Mine damer og herrer - legendariske D-A-D står for årets danske udgivelse i 2019.

 

Boblere:

- Onkel Rejes Heavyband – Onkel Rejes Heavyband. Når danske forældre er for vattede til at lære deres børn om heavy, gode manerer og andre vigtige ting, må antihelten Onkel Reje træde til.

- Baest – Venenum. Hvad kan jeg sige? Dette fantastiske band kan ikke gøre noget forkert. For satan, hvor skal vi danskere være stolte.

- Skullclub – Smækhugger. De flabede sømænd gjorde det igen. Kast los skipper og splitte mine bremsespor. Smækhugger er endnu en super medrivende plade fra koldingenserne.

 

Udenlandske udgivelser:

3. Bokassa - Crimson Riders

Store dele af den internationale metalverden så til med forundring, da selveste Metallica offentliggjorde norske Bokassa som supportnavn på årets Europa-turné. Ikke mange var klar over, hvem de egentlig var, men Lars Ulrich var faldet over dem på Spotify og forelskede sig så meget i dem, at de måtte arbejde ekstra i deres sommerferie.

I sommer kom albummet Crimson Riders, og vidnede i dén grad om, at den gode Lars ikke havde hørt forkert. Albummet har riffs, der leder tankerne hen på Queens Of The Stone Age, energi der er lige så kompromisløs som hos Clutch, harmonier der lyder som Offspring i 90’erne, og endelig en attitude, der minder om Corrosion of Conformity. De opfinder bestemt ikke den dybe tallerken, men det er medrivende som bare fanden, og et dejligt forfriskende nyt navn. Tak, Lars og tak, Bokassa – det er drittkul!

 

2. Life of Agony – The Sound of Scars

Med vanlig hårdtslående crossover af punk, hard rock, grunge og groove metal, kastede new yorker-kvartetten Life Of Agony sig i år ud i et modigt projekt: en opfølger til debuten fra 1993, River Runs Red.

Resultatet blev mildest talt fremragende, og der er ikke et eneste kedeligt øjeblik på The Sound Of Scars, der er yderst medrivende med sine stærke riffs, iørefaldende melodier og ikke mindst den karismatiske energibombe Mina Caputo i front. Pladens budskab om, at vi ikke er noget på trods af vores respektive ar, men i kraft af dem, er også formidlet på bedste vis, uden det bliver for langhåret, og i det hele taget er det en fryd at høre gode gamle Life Of Agony være relevante og superfede igen. Sådan her skal hård rock anno 2019 lyde.

 

1. Tool – Fear Inoculum

Intet mindre end tretten år skulle der gå, før verden så et nyt album fra mægtige Tool. Tretten år, hvor begrebet “et nyt Tool-album” først var et ønske og et håb, og sidenhen blev en myte for til sidst at blive en joke. Men i år skete det, og det var bestemt ventetiden værd.

Fear Inoculum er bestemt ikke for alle, og det kræver virkelig meget tid og dedikation fra lytteren, før magien i Tools univers rigtig åbner sig op. Men så venter der til gengæld også en kolossal gevinst. Metallens svar på Pink Floyd har på bedste Inception-vis dykket ned, ned og atter ned i alle de soniske og filosofiske lag, deres musik nogensinde har indeholdt, og har endda tilføjet endnu mere. Det er komplekst, dystert og gåsehudsfremkaldende, og det er ganske enkelt et mesterligt album. Fear Inoculum er uden tvivl mit bud på årets, og måske endda årtiets, udenlandske album.

 

Boblere:

- Slipknot – We Are Not Your Kind. Endnu en sublim udgivelse fra de maskeklædte amerikanere. Ikke deres bedste, men den vokser for hver gennemlytning.

- Xaon – Solipsis. Et fuldstændig ukendt navn for et år siden, men for hulan en potent skive! Selv min syvårige datter kan ikke få nok af det sublime titelnummer.

- Alcest – Spiritual Instinct. Magen til magisk rejse i smukke soniske landskaber, skal man lede længe efter.