Overset dansk dødsmetal i 2020
Det er ikke første gang, jeg brokker mig over det her, men 2020 har for mit vedkommende budt på konstant overarbejde fra ende til anden, foruden naturligvis corona og så videre. Af samme årsag har jeg hverken haft tid eller kræfter til at dække den københavnske undergrundsscene i årets løb. Det er en forbandet skam for alle parter, for der er en kerne af hårdtarbejdende kunstnere, som sætter København på verdenskortet indenfor dødsmetal. Fælles for dem alle er, at de har et fast greb om godt metalhåndværk – sangene er møjsommeligt opbygget af store riffs, skiftende trommerytmer og velvalgte kontraster; Kort sagt alt det, jeg normalt ser som forudsætninger for god metal, når jeg skriver anmeldelser.
I et forsøg på at kompensere for mine forsømmelser bringer jeg nedenstående oversigt over de udgivelser, som ikke har været spalteplads forundt, her på HMDK i hvert fald. Listen rummer en god blanding af nye og etablerede navne i tilfældig rækkefølge, og som nævnt ovenfor er der god grund til at tjekke dem alle ud. På Heavymetal.dk er vi dedikeret til at dække dansk metal, men trods det er denne opsamling mere drevet af passion end af pligt. Det er med andre ord musik, som jeg selv ville sætte på herhjemme, og de fleste af udgivelserne har jeg da også selv punget ud for. Jeg anbefaler ligesindede læsere at tjekke det ud og støtte kunstnerne i det omfang, den trængte økonomi tillader det.
Septage – Septic Decadence
Bedømt på omslaget alene er Septage fans af tidlig Carcass. Kunstner xStaffanx har nok søgt udover obduktionsrapporter for at lave sin kollage, men jeg gætter på, at inspirationen til omslaget bunder i det oprindelige omslag til Reek of Putrefaction, der som bekendt blev erstattet af noget mere familievenligt. Trioen består af velkendte ansigter fra den københavnske og istanbulske undergrund med fortid og/eller nutid i Taphos, Hyperdontia, Burial Invocation m.fl. Septic Decadence er titlen, der pryder det henrivende omslag på trioens syvtommers debut-EP.
Internettets tidlige dage med diverse choksider har forberedt mig på de fleste visuelle effekter som omslaget på Septic Decadence. Til gengæld var jeg ikke forberedt på Ugurs vokal, som besejrer mine bedste forsøg på at beskrive den. Man kan sikkert finde klammere vokalpræstationer, men jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogen, og jeg tilstår uden skam, at vokalen krævede tilvænning fra min side. Flot arbejde! Den konceptuelle frastødelse skal dog ikke overskygge sangskrivningen, som virkelig er overraskende god. Jeg ved ikke, om goregrind undertiden vinder på koncept alene, men jeg ser ingen grund til ikke også at anbefale Septic Decadence på baggrund af de fremragende varierede sange; sandelig et album, der grinder, kravler, hamrer, dunker og på anden vis underholder fra start til slut.
Ascendency – Birth of an Eternal Empire
Først og fremmest: Birth of an Eternal Empire er den udgivelse, jeg har lyttet mest til i 2020. Ascendency blev vist mere eller mindre dannet i 2019, hvor tosporsdemoen Ascending Primacy udkom. Så vidt jeg har forstået, er Ascendency en duo bestående af førnævnte Ugur (ham med vokalen på Septic Decadence) på trommer og Simon Daniel (Phrenelith og Alucarda) på guitar, bas og vokal, mens ’M’ er krediteret som guitarist på albummet (dvs. Mathias Friborg, som vi møder igen senere). Birth of an Eternal Empire udkom den 17. juli, og jeg ville have skrevet om den tidligere, havde det ikke været for mine forbistrede arbejds- og privatliv. Jeg må skille mig af med nogle af alle mine liv.
Musikken er temmelig solidt funderet på den tunge, gravkammerlydende dødsmetal løst baseret på Incantations tidlige værker, som gennemsyrer en stor del af undergrunden i dødsmetal – Taphos og Phrenelith inkluderet. Dog lyder Ascendency hverken som Taphos, Phrenelith eller for den sags skyld Incantation, takket være melodiske fraseringer inspireret af skandinavisk black metal. Som sådan rummer musikken både groovede dødsriffs og tremolospillede, molkromatiske arpeggi, alt sammen indhyllet i en skyggefuld atmosfære. Der er virkelig ingen grund til at fremhæve én sang over de andre – de har alle hver deres genkendelige tema, savende riffs og uimodståelige tonsende groove. EP’en er i øvrigt udgivet på 45-RPM 12” vinyl med to sange på hver side, og selv med det begrænsede format er der tænkt over behørig indledning hhv. afslutning på side A og B.
Deiquisitor – Promo 2020
De evigt produktive gutter i Deiquisitor har naturligvis en ny EP på trapperne – hvornår har de ikke det? – men udgivelsen har ikke fået nogen dato endnu, vist nok fordi Covid-19 har gjort vinylproduktionen komplet utilregnelig (se f.eks. Bersærk). Heldigvis udgav de en promo med to spor tilbage i august, så vi alle kan sidde og se frem til EP’en, som kommer til at hedde Humanoid. Og der er noget at se frem til, for sangene her er bestemt et par uimodståelige, morbide sataner af dødsens old school metal.
”Below the Frozen Tundra” spilder ingen tid på indledning; Deiquisitor flår sig gennem det første af overraskende mange riffs og rytmer varigheden taget i betragtning. Begge sange her er dødsmetal, som jeg foretrækker det: Proppet med glædesløse riffs på en bund af særdeles ødelæggende trommerytmer og spækket med en dyb, hadsk snerren. Trioen skifter i øvrigt flittigt i stykkerne, så musikken fremstår svimlende og konstant chokerende. Toeren, ”Empyrean Lifeform”, går først og fremmest efter nakkehvirvlerne og bevæger sig derefter ind i omskiftelige stykker med blastbeats, punkterende fills og ligefremme punkbeats. Midterstykket følger trop med et hårdnakket groove, før kædesaven atter vædes. Endelig er jeg meget glad for produktionen her – alting fremstår knivskarpt, autentisk og virkelig ubehageligt. Gruppen har valgt en meget let komprimering, og det gavner alle instrumenter kolossalt. Det her er dødsmetal, man skruer op for. Højt op. Og kom så med den EP.
Deiquisitor – Religiously Endorsed Masochism
Minsandten om ikke de vitterlig evigt produktive gutter i Deiquistor har endnu en tospors-EP fra tidligere på året. Titlen dækker over beskrivelser af henholdsvis skærsilden og forbandelsen, og beskrivelserne foretages med … riffs. Massevis af morderiske riffs. Hvad ellers? ”Purgatory” åbner med et dystert halvmelodisk stykke og fortsætter med ugudelig riffing. Igen bibeholdes intensiteten ved at veksle flittigt mellem metoderne – meningen er ikke at svitse ørehængende stykker fast i hukommelsen, men snarere at piske lytteren så meget til blods som overhovedet muligt i løbet af sangens varighed på fire minutter. ”Damnation” tager sig et godt halvt minut til at bringe en passende majestætisk indledning, hvorefter bassen tager hul på pinslerne. Pinslerne er i øvrigt udsøgte; strengene bevæger sig lidt ud af det dybeste dynd i den efterfølgende riff-fest, så lidelsen også rækker over 100 Hz. Afslutningen bringer en kort klagesang på leadguitar hen over de tæskende trommer som for at kommunikere, at sangen får en snarlig ende modsat pinslerne.
Jeg er lidt mindre imponeret over produktionen her end på promoen ovenfor, idet rytmeguitaren er meget støjende og overdøver andenstemmen, som ellers bidrager med lejlighedsvise harmonier. ”Purgatory” åbner for eksempel med et skærende (qua produktionen) dødsriff, og det er først ved gentagne gennemlytninger, at jeg bemærker andenstemmens dystre melodi. Ikke desto mindre anerkender jeg, at den svidende hede fra rytmeguitaren gør noget andet ved musikken, som tvinger lytteren til at krybe væk eller blive svitset. Som sådan passer det kildematerialet glimrende.
Hyperdontia – Excreted From the Flesh
Tidligere på året udgav Hyperdontia EP’en Excreted From the Flesh, oprindeligt en 7” med to nye sange, som siden har fået følgeskab af to covers på digitalversionen. Der skulle tilsyneladende også være en genindspilning af ”Internal Incineration” fra Abhorrence Veil-EP’en, men den var nu ikke med i mit download. Det gør nu ikke det store – man kan jo blot høre originalindspilningen – men jeg ville nu alligevel gerne have hørt genindspilningen. Årsagen er, at Excreted er det første udspil med Mathias (Taphos, Ascendency m.fl.) på vokal i stedet for David Mikkelsen (Undergang, Phrenelith, m.fl.). Rokaden er ikke uvæsentlig, givet at David har den måske mest rådne og behårede dødsrallen i branchen, hvilket har foranlediget mangen en metalfan til at rynke på næsen og tømme mavesækken. Det viser sig, at Mathias har et brøl som et tordenskrald, hvilket komplementerer det altødelæggende lydbillede i nærmest udsøgt grad, så udskiftningen har ikke forringet oplevelsen.
Og hvilken oplevelse. På overfladen er kvartettens dødsmetal buldrende og kværnende, hvilket er glimrende kvaliteter i sig selv, men riffene er ofte nederdrægtigt komplekse. Lyt for eksempel efter på åbneren ”Warping Sacristy” – det er meget sjældent, at strengene gentager en rytmefigur uden at tilføje et eller andet. Riffene nyder naturligvis god opbakning fra Tunas veltilrettelagte trommespil – ligesom med riffværket giver trommerne dig ikke mulighed for at få vejret. Det hænder, at man på slige udgivelser kan blive lidt fortabt i riffene – dybe, bragende, voldsomme etc. – men titelsangen undgår den faldgrube med ørehængende, tung og morbid groove. Hyperdontia har gang i en hæsblæsende blanding af old school dødsmetalinspirationer, og de lader til at have fundet deres lyd på Nexus of Teeth og fremefter.
Mortiferum / Hyperdontia
Mortiferum er ikke danskere, men de er med på grund af denne split single med Hyperdontia og optrådte desuden på Killtown Death Fest i 2018. Amerikanerne har tilkæmpet sig stor opmærksomhed siden dannelsen i 2016, og har man endnu ikke hørt navnet (eller musikken), så er singlen ”Abhorrent Genesis” et fint sted at begynde. Fra en kravlende og makaber indledning kæmper sangen sig og i et stavrende doomet groove, før den endelig eksploderer i en storm af umuligt tunge blastbeats. Mortiferum bygger fortrinsvis deres dødsdoom på mesterlig beherskelse af tempo, og deres fokus på slæbende tyngde gør blot de kontrastfulde udbrud så meget desto mere effektive. Vokalen er en nærmest ærketypisk gurglen, som runder den nedstemte, snavsede doom fremragende af. Hvis sangen her falder i din smag, så er der meget mere at hente på den sublime fuldlængdedebut Disgorged From Psychotic Depths fra sidste år.
Hyperdontias single hedder ”Punctured Soul” og fremviser ikke overraskende meget af det samme, som Excreted From the Flesh gjorde før den. Guitarerne benytter primært tremoloriffs her, men ligesom sangene på forgængeren er riffene tilpas akrobatiske, til at man bliver grundigt mørbanket alligevel. Sangen synker to gange ned i et tykt pløre, hvor en klagende leadguitar til sidst bringer sangen til en brat ende. En væsentlig forskel fra tidligere ligger i produktionen, som er mindre komprimeret end de to originale sange på Excreted. Især bassen har fået en varm og tyk lyd, og jeg bilder mig sågar ind, at man kan høre, at Malik spiller med fingrene frem for med plekter.
Had – Debut EP
Grundet den forbistrede tid, vi befinder os i – ikke corona, for helvede, julen!* – er min pladesamling blokeret af et enormt juletræ. Jeg kan derfor ikke tage min kopi af Hads debut-EP ud for at se, hvem fanden der egentlig er med på den. Læseren må tage til takke med Metal-Archives’ beskrivelse, nemlig at Had indeholder medlemmer af Sulphurous og Deiquisitor. EP’en/minialbummet med den ligefremme titel Debut EP udkom i begyndelsen af september, hvilket var perfekt timet i forhold til at rense min hjernebark for samtlige rester af mit ph.d.-projekt; en opgave, som albummet løste til UG.
Hads musik har en vis portion af Incantations grottelyd – dyster, tung, beskidt og væmmelig er adjektiver, der passer på lydudtrykket, godt afrundet af dybe growls. Musikken, derimod, er fortrinsvis harmonisk, idet mange af riffene har en vis melodisk karakter, hvilket dog ikke skal forstås, som at de lyder ”pæne” eller ”melankolske”. De lyder forfærdelige. Gruppen kunne være sluppet afsted med ”bare” at skrive en samling rædsomme riffs, men debuten besidder også en insisteren på at skabe spænding i sangskrivningen. Så meget desto bedre. Nyd Hads debut-EP i ensomhed, imens du tænker på én, du virkelig ikke kan fordrage.
*Ja, jeg skrev dette i juletiden, men mit juletræ bliver stående lige til Hellig Trekongersdag den 7. januar, så jeg kan stadig ikke tilgå min pladesamling.
Sort Sind – Forkullet og Forbrændt
Jeg var meget nær gået glip af Forkullet og Forbrændt, som er titlen på det nystartede band Sort Sinds første demo. Jeg fandt den udelukkende via Metal-Archives, da Sort Sind i skrivende stund er et solo-projekt tilhørende selvsamme Mathias, som gør sin daglige gang i Ascendency og Hyperdontia (og Taphos og Sulphurous). På demoen høres desuden atter Tuna på trommer. Forkullet og Forbrændt er udgivet som første og hidtil eneste titel på det nyligt opstartede Desiccated Productions, som udover denne tosporsdemo sælger en håndfuld andre uslebne diamanter fra undergrunden.
Har man lyttet troskyldigt til den musik, jeg har præsenteret indtil nu, har man nok fået sin dosis morbide/tunge/hadske/intense/etc. riffs. I så fald er der godt nyt på falderebet, idet musikken her adskiller sig fra kunstnerens øvrige projekter ved slet og ret at være obskur black metal i tanke, handling og for den sags skyld produktion. Vokalen er en tonløs, galsindet skrigen, guitaren bevæger sig i lysere registre, og trommelyden er tyndere end hos for eksempel Hyperdontia. Begge numre har det til fælles, at de bevæger sig fra en særegen tvetydighed i det indledende tema over en serie af breaks til en mere genkendelig melankoli opnået via moltonede arpeggi. De lyder dog ingenlunde ens af den grund, og rent strukturelt har ”Forkullet” et mere etableret hovedtema, som bringes oftere på banen. ”Forbrændt” benytter de mellemliggende breaks til gradvist at opbygge dramatik og tungsind, indtil endnu en serie arpeggi runder sangen af. Sort Sind er på ingen måde den melankolske version af Taphos eller noget – dybest set havde jeg ikke kunnet gætte hvem bagmanden var baseret på musikken alene.