De bedste prog-udgivelser fra 1999
25-ÅRS JUBILÆUMSANMELDELSE: 1999 var et fantastisk år for prog-metallen, som var i rivende udvikling
Du minder om din far
Selvom jeg kun var ti år gammel i 1999, og metalmusikkens fortryllende verden først lullede mig ind i sine arme omkring 2005 ved pubertetens tærskel, så var jeg alligevel omringet af både heavy metal, progressiv metal og hardrock langt tidligere. Det var min dejlige far, som introducerede mig for et væld af genrer, især de store mastodonter såsom Metallica, Iron Maiden, Scorpions og Anthrax. Selvom året 1999 var passeret, var der dog nogle udvalgte udgivelser som fortjente en plads i hjemmet, og i den forbindelse vil jeg gerne komme med et bud på de tre bedste progressive udgivelser fra 1999 – en tid, hvor genren var i en rivende udvikling.
3.-pladsen: Crimson Glory – Astronomica
Crimson Glorys tilstedeværelse på denne liste siger mere om deres høje bundniveau, end det gør om Astronomica, som faktisk er blandt bandets ringere udgivelser. Albummet rangerer dog stadig som nummer tre blandt progressive udgivelser fra 1999, da den formåede at kombinere prog-metal og powermetal på en indtil da uset måde, og desuden lykkedes pladen også med at tage lytteren på en vaskeægte rumrejse. Pladen fusionerer frygten for det ukendte med bekymringen for avanceret teknologi, og numre som ”New World Machine” og ”Astronomica” serverer et væld af lækre riffs og kombinationer. Bandets vokalist, bedre kendt som Midnight, byder på en særdeles sprød og ægte rockvokal, der tilfører charme og selvtillid, og som samtidig mestrer de højeste toner med lethed. Selvom Crimson Glory eponyme debutalbum betragtes som deres højdepunkt, bør man alligevel give Astronomica en chance, da den på modig vis vælger en helt ny retning for bandet mere end deres tidligere udgivelser. Og er det ikke netop kernen i prog-metal at skille sig ud? Otte kranier herfra i 2024.
2.-pladsen: Dream Theater – Metropolis PT.2: Scenes From a Memory
Selvom jeg først stiftede bekendtskab med Images and Words fra 1992 mange år efter, at udgivelsen oprindeligt kom, blev jeg øjeblikkeligt i tvivl om, hvorvidt Dream Theater nogensinde ville kunne overgå dette fantastiske album. Den tvivl blev dog hurtigt aflivet, da jeg fik fat i min fars Metropolis PT.2 vinylplade og ivrigt spillede luftguitar i vores snævre og klaustrofobiske stue i Midtjylland. Albummet er en hyldest til Images and Words, men den formår på ironisk vis at præsentere noget helt andet på en mere teatralsk måde. Opsætningen af albummet minder nemlig mere om et teaterstykke end en traditionel plade, og introduktionen, ”Scene Two: I. Overture 1928”, åbner pladen bombastisk, som var det et scenetæppe, der bliver trukket fra. Sangene smelter øjeblikkeligt sammen, og de fuldstændige flydende overgange er mildest talt imponerende. Pladen er spækket med højdepunkter såsom guitarsoloen i ”Scene Three: II. Fatal Tragedy”, det lækre riff i ”Scene Two: II. Strange Déja Vu” og det rørende nummer ”Scene Five. Through Her Eyes.” Selvom Images and Words muligvis er det album, de fleste husker fra bandets omfattende diskografi, cementerede Metropolis PT.2, at bandet kunne holde distancen. Ni kranier herfra i 2024.
1. pladsen: Opeth – Still Life
Som en hengiven Opeth-fan følte jeg personligt en vis skuffelse over In Cauda Venenum og den generelle retning, som det svenske band har taget i deres moderne periode. Min skuffelse bunder primært i, at jeg har skamspillet samtlige af Opeths udgivelser, så det nærmest grænser til det pinlige, og derfor kender niveauet de kan ramme som eksempelvis på Blackwater Park og Ghost Reveries. Ghost Reveries – selvom det står som et mesterværk – var dog resultatet af et tidligere genialt værk, nemlig Still Life. Jeg vil påstå, at det var på denne plade, at Opeth realiserede sit sande potentiale. Selvom både Morningrise og My Arms, Your Hearse var spændende værker, var Still Life første gang, hvor svenskerne tog alle deres våben med til kamp. Produktionen var mere markant, riffene skarpere og Åkerfeldts vokal begyndte allerede her at mestre balancen mellem de melankolske og modbydelige hårde growls. ”The Moor” indleder pladen på hjemsøgende vis, og her oplever vi de karakteristiske skift fra elguitar til akustisk, som bandet er blevet kendt for. Variationen mellem numrene er stor, og både ”Godhead’s Lament” og ”Moonlapse Vertigo” fanger perfekt den klassiske essens af Opeth. Albummet rummer desuden også det exceptionelle akustiske nummer ”Face of Melinda”, der præcist viser, hvor vigtigt det er for musikere at inkorporere følelser i deres værker. Still Life er et svært album at give karakterer, da det står lige under bandets allerstørste mesterværker. Så lad os være utraditionelle, som prog-metallen til tider er, og give ni og et halvt kranie herfra i 2024.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14