10 albums fra 2021 vi ikke nåede

2021hmdk

Albums fra året der gik, som vi ikke nåede at anmelde, men som fortjener opmærksomhed

Oversete plader

I løbet af et kalenderår udkommer der mange albums indenfor metal. Vi hos heavymetal.dk bestræber os på at dække danske og de største internationale udgivelser. Desværre betyder det også, at kræfterne ikke altid bruges på udgivelser af mindre størrelse. Jeg har udvalgt 10 internationale udgivelser fra 2021, vi godt nok ikke fik anmeldt, men som jeg mener fortjener noget opmærksomhed. De er sorteret i alfabetisk orden.

Archspire – Bleed the Future

Archspire er uden tvivl det største band på listen, og det var udelukkende på grund af tidsmangel, det ikke blev anmeldt. Canadiske Archspire er bannerførere for moderne teknisk dødsmetal og har med deres uendelige mængde af hastige sweeps og generelle tekniske formåen blæst sig ind i manges metalhoveders bevidsthed. Nye album Bleed the Future er trods sin til stadighed ustoppelige aggression også bandets mest melodiske og tilgængelige album til dato. Det klæder bandet enormt godt og vil uden tvivl fængsle flere fans, end de allerede har.

Art of Illusion – X Marks the Spot

Dette svenske AOR-projekt er et miks af Grand Illusions komponist Anders Rydholm og Lars Säfsund fra fantastiske Work of Art. X Marks the Spot er præget af en grandios og svulstig tilgang til AOR, som har tydelige referencer til Queen og musicals. Det tydeligste eksempel herpå er albummets bedste nummer ”My Loveless Lullaby”, men albummet er spækket til randen med ørehængere og vil ikke skuffe fans af melodisk rock og metal.

Cryptosis – Bionic Swarm

Futuristisk death/thrash nyder stærk fremgang for tiden. Med inspiration i bands som Vektor, Revocation, Voivod og ikke mindst landsmændene Pestilence får man Cryptosis. Aggressiv science fiction i en enormt velproduceret pakke, hvor man ikke har været nærig med riffs. Der er ikke langt mellem trangen til at headbange og smide en knytnæve i vejret. Selv hjemme i stuen eller på kontoret får Cryptosis mig altid i et bedre humør med deres energiske kompositioner.

Esoctrilihum – Dy’th Requiem for the Serpent Telepath

Skulle jeg sammensætte et soundtrack til mine mareridt, ville franske Esoctrilihum uden tvivl figurere med sin dystopiske og dæmonisk uhyggelige stil af black metal. Er man ikke bekendt med Esoctrilihum, kan soloprojektet af franske Asthâghul beskrives som en blanding af landsmændene Deathspell Omega og Blut Aus Nord, men med et unikt fokus på en dæmonisk lyd. Mens forrige album Eternity of Shaog meget vel kunne være den musik, der spiller i elevatoren på vejen til helvede, er det nye album musikken, der spiller til Satans fødselsdag. I typisk fransk stil søger man i lyden også tilbage til middelalderen og renæssancen, men det har også en mere dyster klang i sine kompositioner. Esoctrilihum er ikke for alle og er igen et krævende lyt, men kan bestemt anbefales.

First Fragment – Gloire Éternelle

Quebecprovinsen i Canada er et hotspot for teknisk dødsmetal. First Fragment er blot endnu et skud på den frodige stamme af fransktalende tekniske ekvilibrister. Gloire Éternelle er bandets anden udgivelse og endnu en gang på fransk. Mens debuten Dasein var en gennemgående fantastisk plade, er dette et andet bæst. Fra de første jazzede og akustiske toner fra titelnummeret triller ind gennem øregangene, er man ikke i tvivl om, at First Fragment er specielt. Deres kompositioner er hektiske, spændende og byder sig til adskillige lyt. De opbryder ofte på elegant vis aggressionen med smukke akustiske passager, og det fungerer bare så forbandet godt og giver en enormt dynamisk og sammenhængende lytteoplevelse.  

Mare Cognitum – Solar Paroxysm

Enmandsprojektet af Jacob Buczarski fra USA har med rette opnået en vis mængde af succes i undergrunden. Han har øre for at skabe atmosfæriske og nærmest metafysiske lydbilleder med sin tilgang til black metal. Solar Paroxysm er hans mest tilgængelige udgivelse til dato, hvilket er passende efter sidste års tunge splitalbum Wanderers: Astrology of the Nine i samarbejde med Spectral Lore. Numrene er stadig lange og drømmende, og Mare Cognitum er stadigvæk et krævende lyt. Men er man til atmosfærisk black, er dette bestemt en udgivelse, man ikke må snyde sig selv for. 

Obsolete – Animate//Isolate

For mig er Obsoletes debut Animate//Isolate det mest oversete album i år. Dette kan skyldes deres fravær fra de mest gængse streamingtjenester, men det har også ellers været småt med omtale. Med en tydelig forkærlighed for bands som Coroner, Sadus, Obliveon og ikke mindst Vektor har disse amerikanere lavet en fænomenal debut, som vil tiltale fans af teknisk og progressiv thrash metal. Det er en opvisning i riffs, som få bands kan levere, og endnu færre i så overbevisende grad som Obsolete. Riffs bakkes op af groovy kompositioner, som skaber en enormt flydende lytteoplevelse, og når Animate//Isolate er ovre, vil det efterlade lytteren hungrende efter mere.

Ophidian I – Desolate

Islandske Ophidian I lavede store bølger blandt fans af teknisk dødsmetal i 2021. De formår at lave musik, som trods deres tekniske udskejelser er fængende, drømmende og enormt flydende. Dette især takket være deres enormt veludførte arbejde på leadguitar. Men alle instrumentalister i bandet er fra absolut øverste hylde, så er man til smuk teknisk brutalitet fra det kolde øde nord, er Ophidian bestemt din tid værd.

Silver Talon – Decadence and Decay

Fra asken af Spellcaster rejste Silver Talon sig og serverer os med deres debutalbum en fantastisk omgang amerikansk power metal. På vokal er den særegne Wyatt Howell fra Sanctifyre, som jeg erkender ikke falder i alles smag, men den mere dystre og tunge lyd som Silver Talon har, synes jeg, han passer fantastisk. Stjernen af showet er dog guitarduoen og kompositionerne, der giver mig associationer til Sanctuary, Lanfear, Helstar og særligt Agent Steel. Det er maskulin og riffbaseret power, men de er ikke bange for de obligatoriske wails-melodier, når de passer ind. Fans af genren vil finde noget at holde af med Silver Talon, givet at man – som mig – kan håndtere sangeren.

Warrior Path – The Mad King

Græske Warrior Path er ægte power metal. Det er svulstigt, fængende og tilbøjeligt til at give dig vind i håret og vil tiltale fans af Hammerfall, Firewind og Beast in Black. Faktisk var Yannis Papadopulos fra Beast in Black sangeren på bandets første selvbetitlede album, men på efterfølgeren The Mad King har Daniel Heiman (kendt fra Lost Horizon) overtaget rollen som sanger. Mens The Mad King ikke er lige så fængende som debuten, er det årets plade indenfor genren. Episke sange, gode melodier, stærk vokal og en ustyrlig trang til at bære kappe uden skam.

 

Tilføj kommentar